(Denne artikel har været bragt i Jysk Fynske Mediers magasin Livsstil)
Normalt opfordrer jeg til, at man skal ud i haven og arbejde med jorden og planterne, for det giver så meget glæde og sund motion. Det kunne ellers være tiltrængt ovenpå julen med overspisning og til tider stressede hverdage med gaveindkøb og juleforberedelser.
Lige nu skal man helst lave så lidt som muligt i haven, for både jorden og de fleste planter har brug for hvile.
rhdr
Undgå også at færdes på plænen, for det slider på græsset.
Dette bør du undlade at gøre i haven:
- Jorden er tung og fyldt med væde, og nede i jorden putter ormene sig i de lune gange under vinterdækket. Hvis du arbejder i jorden, ødelægger du både ormenes gangsystemer, og får jorden til at klaske sammen. Så lad jorden være i fred, og sørg hellere for at holde den bare jord dækket af et lunt plantemateriale, f.eks. visne blade, halm eller halvomsat kompost.
- Lad være med at gå for meget på græsplænen, særligt når jorden er frossen. Det slider på græsset. I de våde vintre vi har, udvikler græsplænerne sig hurtigt til mudderpøle, hvis vi færdes for meget på den, og så presses jorden sammen.
- Planterne er i vinterhvile, og skal egentlig bare være i fred. Undlad at gøde dem, for de kan ikke optage gødningen, når de er i hvile. For meget uudnyttet gødning siver derfor ned i jorden og ender i vores grundvand, hvilket er skidt for miljøet.
- Stauderne danner bolig for insekterne og giver føde til fuglene. De beskytter samtidig planterne nede i jorden mod kulde. Og så er de utrolig dekorative med deres silhuetter af frøstande i havens bede. Lad endelig beskærersaksen blive i haveskuret lidt endnu.
- Klip heller ikke i roserne. De er sarte planter, der først skal beskæres på Dronning Margrethes fødselsdag den 16. april. Det samme gælder for sarte buske såsom sommerfuglebusk, mamelukærmebusk, hortensia og syrisk rose.
- I kvasbunker og i kompostbunken overvintrer pindsvin. Undgå derfor at rydde for meget op i de uordentlige hjørner af haven. Vent til foråret, hvor pindsvinene alligevel vågner fra deres vinterhi.
- Mange af havens træer kan ikke tåle beskæring om vinteren. Det gælder især for kernefrugttræerne såsom kirsebær, blomme, mirabel og fersken, hvor sårene ikke kan hele. Ahorn, valnød, birk og kastanje er blødere og kan heller ikke tåle beskæring om vinteren, hvor de er i hvile og deres sår derfor ikke kan hele.
- De stedsegrønne buske, f.eks. buksbom kan blive skæmmede af frost, hvis de beskæres om vinteren. De kan heller ikke hele såret om vinteren. Så vent til foråret, hvor vejret er lunere.
- Vent med at tømme fuglekasserne. Fuglene bor der om vinteren og holder varmen i det lune redemateriale.

Man skal også lade være med at rode rundt i kompostbunken. Inde i midten af den er der lunt og tørt, så her søger pindsvinene ofte hen for at sove vintersøvn. Den vågner først op til april.
Der er dog stadig lidt at gøre derude
Det er svært for os havefolk, at holde sig fra at gøre noget i haven. Jeg skal derud hver dag og kigge og lige lave lidt.
- Hvis det ikke er frostvejr, luftes der godt ud i drivhuset, så der ikke opstår for meget kondens. Det kan give skimmel i planterne, der står vinteropbevaret i drivhusets indertelt.
- Tag dyner, puder, skind og tæpper ud til luftning på en kold frostvejrsdag. Det slår skidt og kanel ihjel som har bosat sig i kludene.
- Vinen i drivhuset beskæres i juleferien. For når solen begynder at varme drivhuset op, begynder vinen at skyde, og så kan den bløde for meget.
- Haven er til at overskue, når bladene er faldet af træer og buske. Så kan der fældes og tyndes ud i buske og træer.
- Hvis der ligger meget sne på havens buske, rystes det af, inden grene knækker under sneens tyngde.
- Sarte planter vinterdækkes af grangrenene fra juletræet, når det bæres ud efter jul
- Planter og knolde, der er til vinteropbevaring et beskyttet sted, tilses med jævne mellemrum

Så går jeg bare og nyder vinterhaven. Jeg kan på rimfrosne dage, hvor haven er dækket af isblomster, blive lige så betaget af skønheden som på en smuk sommermorgen.