Juleroser og påskeklokker

(Denne artikel har været udgivet i Jysk Fynske Medier magasin Livsstil)

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er betaget af Helleborus, der er det latinske navn for juleroser og påskeklokker. Måske skyldes det, at de blomstrer, når længslen efter foråret er særlig stort. Juleroserne, der er de tidligst blomstrende, stråler med deres hvide smukke blomster allerede i december ved juletid. Det er nok derfra, at navnet juleroser stammer.  

Min betagelse af Helleborus kan også begrundes i, at de hver og eén er enestående, for de har en tilbøjelighed til at formere sig på kryds og tværs, så der til stadighed opstår nye smukke sorter.

Juleroser og påskeklokker bliver ofte forvekslet med hinanden, og hvad er egentlig forskellen, bliver jeg ofte spurgt. Julerosen har mange navne, og bliver blandt andet også kaldt for stinkende nyserod og påskeklokke. Det er lidt af en jungle at finde rundt i alle de forskellige arter. Jeg gør et forsøg, og prøver at opdele dem i nogle hovedgrupper.

Helleborus arter

Botanisk tilhører slægten Helleborus ”Ranunkelfamilien”, uden de dog er ranunkler. De fleste arter vokser naturligt i Sydøsteuropa, flest på Balkan og få omkring Middelhavet, og er såkaldte vildarter. Når man dyrker på dem i gartnerier, så krydses de mellem hinanden og kaldes for hybrider. Det giver en utrolig mangfoldighed af typer, former og farver.

Helleborus niger er den almindelige hvide julerose, man kan købe alle steder omkring juletid. Den blomstrer først, og kan kendes på de hvide kronblade. For at gøre det lidt mere kompliceret, så findes der faktisk flere forskellige hybrider af Helleborus niger. Alle har en hvid blomst, men så adskiller de sig også fra hinanden, når det gælder størrelse og udseende. De fleste er enkeltblomstrende, men der findes hybrider med fyldte blomsterhoveder. Når blomsterne modner og skal til at sætte frø, så udvikler nogle kronblade sig til at blive lysegrønne, hvor andre bliver svagt rosa. Helleborus niger blomstrer længe, alt efter hvor streng vinteren er – fra december til slutningen af marts måned.

Helleborus orientalis abchasicus er en bordeaux type, som mange også kalder for julerose. Men her deles vandene, for lige så snart ”juleroser” får en anden farve, benyttes også navnet påskeklokker. Holder man sig til det latinske navn, så er dette en anden art, der også har helt anderledes stive stilke og mere spidse blade end den hvide julerose. Den blomstrer fra februar til april.

Helleborus foetidus er en grøn type, der også kaldes ”Stinkende nyserod”. Det er ikke fordi den stinker fælt, men den har en karakteristisk skarp lugt, når man klipper blomster og blade af den. Den har fine lysegrønne små blomster med en lille bordeaux krans omkring. Modsat alle de andre typer Helleborus, så er denne type to-årig. Den blomstrer det meste af vinteren og til langt hen på foråret.  Har man den først i haven, så vil den dukke op alle steder de efterfølgende år, for den selvsår sig flittigt.

Helleborus orientalis, også kaldet ”Påskeklokker” findes i en stor variation af farver og former, fra de hvide og svagt gule, til de rosa og pinkfarvede. De mørkeste er dybt bordeaux eller næsten sorte i farven. Den mørkeste jeg har i haven hedder ”Black magic”, og er den første påskeklokke, der blomstrer lige efter julerosen. Mange påskeklokker er flerfarvede med enten striber, fregner eller kønne kanter på hvert kronblad. Nogle er enkelt blomstrende, andre er dobbelt blomstrende. De fineste efter min smag er dem man kalder for præstekraver eller anemoneblomstrende Helleborus. Ud over at de findes i et væld af smukke farver, så har de en krans rundt om støvdragerne, der ligner en præstekrave, deraf navnet. Størrelsen og formen på præstekraverne varierer i det uendelige. Åhh hvor er de smukke.

Der findes også krydsninger

Gartnerierne er begyndt at lave krydsninger mellem julerosen (Helleborus niger) og påskeklokken (Helleborus orientalis), så der avles på den bedste holdbarhed, spændende løv, variation i blomstringstidspunkt samt smukke blomster. Krydsninger er generelt sterile, hvilket betyder, at man ikke kan frøformere på dem, for de danner ingen frø. De skal deles for at få flere planter.

Endelig findes der de oprindelige botaniske arter, der vokser vildt i naturen. Af disse arter laves der krydsninger i en uendelighed, så der frembringes nye spændende sorter, der er robuste til det danske klima.

Hvordan får man dem til at trives i haven

I naturen vokser Helleborus i lyse skove og langs skovbryn, hvor der er delvis skygge i løbet af dagen. De foretrækker en muldrig og kalkrig lerjord. De trives ikke ret godt i en sur eller mager og sandet jord.

De kan godt lide at vokse ved foden af buske eller træer, og jorden må ikke være for våd og heller ikke for tør. I Troensehaven sørger jeg altid for at plante dem ved siden af høje naboplanter, om det er buske, småtræer eller høje stauder. De er særligt fine i skovbedet, hvor de vokser i en dejlig, fed, muldrig jord fyldt med bladmuld.

Ellers er Helleborus nemme planter at dyrke i sin have. De kan dog ikke lide at blive flyttet rundt på. Så det er en god idé at plante dem lige der, hvor man tænker, at de må pryde bedene i mange år fremover, for Helleborus kan generelt blive ret gamle. Når frosten går i bedene en sen vinterdag, lægger de sig ned og ser helt døde ud. Men det er de ikke. Når temperaturerne stiger, retter de sig op igen.

En fordel med Helleborus er også, at både snegle og rådyr afskyer dem, så man kan have dem i fred.

Svampesygdomme i stængler og blade

En trussel er dog, at de kan angribes af svampesygdomme. Svampene sidder i de overvintrende blade og stængler, der skød op sidste år. For at mindske smittefaren til de små nye skud, skal de gamle blade klippes af planten helt nede ved jorden, inden de nye blade og blomsterstængler skyder alt for meget frem. Man kan se svampesygdommene som misfarvninger på bladene. Nogle gange ser bladene fine nok ud, men alle gamle blade skal alligevel klippes af.

De kommer ikke på komposten, for her vil de kunne smitte videre, når komposten fordeles i havens bede.

Planterne ser godt nok lidt amputeret ud lige efter en beskæring, men så snart forårets sol varmer bedene op, så vokser de nye blade hurtigt frem og danner de fineste grønne tuer i bedene. De blander sig så smukt med alle forårsblomstrende løgplanter og tidlige stauder. Så bruser haven af knitrende forårsfarver.

Helleborus kan godt bo i krukker

Det er typisk om vinteren eller i det tidlige forår, at Helleborus kommer til salg i butikkerne. Så længe der ikke er frost i jorden, kan man sagtens plante både juleroser og påskeklokker ud. Er der frost i jorden, må man derimod vente, og beskytte dem i et frostfrit og køligt rum.

De kan også godt vokse i en krukke og blomstre år efter år. Min erfaring er dog, at de ikke bliver så kraftige, og de får heller ikke så overdådig en blomstring. Det er jo ikke nemt at give dem de samme vækstbetingelser i en trang krukke, som hvis de voksede frit i et skovbryns-lignende bed i haven. Det siger sig selv.

De pynter nemlig gevaldigt op i havens bede både om foråret med alle de fantastiske blomster, og om vinteren, hvor de beholder bladene på, og derved giver farve til haven. De holder sig endda smukke i flere måneder efter afblomstring, da de grønne frøstande bliver siddende og stadig ser dekorative ud.

De er nemme at formere på

Man kan godt sammenligne frøformering af Helleborus med det at trække gevinster op i en fiskedam på en markedsplads.  Der er altid gevinst, men man ved ikke, hvad man får. Helleborus blander sig på kryds og tværs, og det er aldrig til at forudsige helt, hvordan deres afkom kommer til at se ud. Hvis påskeklokken vokser i nærheden af sorter med andre farver eller former, så er det sikkert at babyplanten, der så fint spirer under moderplantens beskyttende blade, får rosa fyldte blomster, hvor moderplanten har hvide enkeltblomstrende blomster. Det har jeg nemlig oplevet flere gange. Jeg har endda prøvet at plante tre babyplanter fra den samme moderplante sammen, med den forventning at de blev ens. Det blev de slet ikke.

Vil du selv prøve at så Helleborus, måske fordi du har skaffet frø andre steder fra, så skal du være opmærksom på, at de skal sås straks efter modning. Det sker når frøkapslerne åbner sig, og man kan pille  frøene ud. Afhængig af vejret i foråret, sker det typisk i juli måned.  Det er med at væbne sig med tålmodighed, for det tager tre år fra spiring, til planterne danner blomster.

Det fascinerende ved Helleborus er, at der findes så mange forskellige slags, og de bliver bare ved med at forny sig, da de blander sig på kryds og tværs. Hver lille plante har potentiale for at blive enestående. Derfor er det en af mine absolut favoritplanter i haven.

Sådan lykkes du med Helleborus i buketter

Det kan være svært at plukke Helleborus ind i stuen til fine buketter. De har svært ved at trække vand i en vase, og kommer hurtigt til at hænge. Men det kan godt lade sig gøre.

Sådan gør du:

Fylder en vase med vand, og tager den med ud i haven, når du skal plukke blomsterne.

Ridser blomsterstænglen med en nål, lige efter den er plukket, og derefter straks sætte den i vand.

Lad buketten stå køligt det første døgns tid, inden den kommer ind i den varme stue. Så holder buketten sig frisk i ca. 5 dage.