Det er en trend med bål i haven

Date
apr, 13, 2020

(Denne artikel har været bragt i Jysk Fynske mediers dagblad “Livsstil)

At lave mad over bål er ved at blive ret populært – især blandt børnefamilier. Det er næsten hver gang, jeg er på besøg i en have for at hjælpe familien med en haveplan, at etablering af en bålplads er højt på ønskelisten. Når jeg spørger til, hvorfor man prioriterer en bålplads så højt, så er svaret næsten entydigt. Det er fordi, det er så hyggelig en aktivitet som børn og voksne kan være fælles om. Det er ikke kun at brænde af, men også at tilberede mad over bål og spise sammen udenfor. De klassiske pølser på pind, snobrød og skumfiduser mellem kiks er stadig et hit. Men man kan også udvide repertoiret med lækre, sunde og nærende retter lavet af urter fra haven. Det er lige netop det, denne artikel handler om.

Der er noget ur-agtigt over at hente urter i naturen til mad tilberedt over bål

Jeg kontaktede min bål-guru Pernille Hoffmann Køppen, der er forfatter til bogen ”Mad over bål”, for at finde inspiration til nye opskrifter på retter, der kan konkurrere med snobrød og pølser. Lige nu er der i min have masser af brændenælder på vej op med spæde skud sprængfyldt med vitaminer. Skovbedet er snart helt indtaget af ramsløg, og det må da kunne bruges i mad over bål.

Se opskrift på Grøn minestrone https://troensehaven.dk/2020/04/13/opskrift-pa-gron-minestrone-med-braendenaelder/

Se opskrift på hvidløgsbrød med ramsløg https://troensehaven.dk/2020/04/13/opskrift-pa-ramslogsbrod-bagt-over-bal/

Jeg spurgte Pernille, om hun havde nye opskrifter på bedding, som jeg kan følge, når jeg her i påsken vil sætte fut i bålfadet og lave nogle lækre retter af havens ”ukrudt”. Pernille bor selv naturskønt med sin familie ved skov og eng. Da jeg ringede til hende, faldt vi i en dyb snak om alt det der lige nu pibler op af jorden. ”Jeg ved ikke hvordan du har det, – sagde Pernille, men jeg går og glæder mig helt afsindigt til igen, at kunne plukke fra træer og buske og trække friske, gode sager op af jorden. Den grønne sæson er knapt nok begyndt, og der er så meget at vente på og glæde sig til. Men brændenælderne har fået fart på her hos mig, og også ramsløgene. I skoven er der skovsyre, så dem vil jeg senere hen bruge sammen med rimmet laks. Det tror jeg kunne være en lækker kombination. ”

Snakken gik også på, om skvalderkålen er stor nok nu til, at man kan spise sig mætte i dem? Pernille gik rundt i hegn og krat hjemme hos sig selv i Midtjylland, hvor hun vidste skvalderkålen vokser. Samtidig gik jeg rundt her på Tåsinge, hvor klimaet er lidt lunere, og ledte forgæves efter saftige skud af skvalderkål. Vi kunne begge konstatere, at de kun lige er ved at komme op, så det må vente til senere på foråret med at begynde at høste dem til mad.

”Lige nu kan vi glæde os over brændenælderne, men om lidt bander vi over dem”, konstaterer Pernille. Og det samme gælder, når vi kan begynde at høste af skvalderkål, kunne vi begge blive enige om.

”Der er noget utrolig livsbekræftende ved at gå med snuden i jorden og lede efter spiselige urter. Det er som at komme tættere på naturen og drage sine egne erfaringer ved at smage på det, der kommer op”, fortsatte Pernille, ”forleden fik jeg øje på de små mælkebøtteblade og smagte på dem. De var ikke så bitre endnu, så jeg plukkede en hel håndfuld, og lavede mælkebøttesnaps af dem til påskefrokosten. Da jeg lige før ledte efter skvalderkål, opdagede jeg, at rølliken og høstanemonerne er langt fremme”. Jeg kunne supplere med, at hos mig står de små vorterod næsten i blomst og inden vi ser os om, så er de visnet bort og andet tager over. Vi kunne begge blive enige om, at vi gennem de sidste 100 år er kommet så langt væk fra kontakten med naturen, at vi glemmer at bemærke de små ting, der minder os om det cykliske i årets gang.

Pernille nyder her i foråret at tage kurven under armen med sine børn ved sin side og gå ud og finde råvarerne i naturen og kombinere det med mad over bål. ”Det er helt ur-agtigt, og så bliver jeg også lidt mere selvsikker fra gang til gang, når jeg efterhånden kan genkende planterne og kende dem fra hinanden, og jeg ved med sikkerhed, hvilke jeg trygt og roligt kan putte i retterne og servere for mine børn”.  

Pernille lader sig i øvrigt altid inspirere af det, der er aktuelt for årstiden, om det er urter og spiselige planter, hun kan finde i naturen omkring hjemmet, eller om det er årstidens grøntsager, hun kan skaffe hos grønthandleren eller i supermarkeder.  Det er værd at følge Pernilles påhitsomhed angående mad over bål med opskrifter, som hun gavmildt deler ud af på sin hjemmeside: www.backyardstories.dk.

Her kan man også læse, at man ikke behøver den helt store udstyrspakke hvad angår specialfremstillede riste, gryder, potter og pander. Man kan finde meget af det på loppemarkeder, eller bruge det man i forvejen har i køkkenet. Læs mere om udstyr til at lave mad over bål. https://backyardstories.dk/udstyr-til-mad-over-bal-hvad-har-du-brug-for/

Læs her om reglerne for mindre bål i haverne https://troensehaven.dk/2020/03/29/regler-vedrorende-mindre-bal-i-haven/

Mon der senere på foråret kommer en lækker opskrift med skvalderkål?

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.