I disse forårsdage blomstrer tulipanerne i det lange tulipan- og georginebed. Først de hvide tulipaner og idag er de andre farver begyndt at poppe op i rosa og lilla farver, og det er helt udenfor nummer. Sådan plejer det ikke at være.
Mange spørger mig om, hvordan dette bed er designet. Derfor kommer der her en opdateret udgave af en tidligere artikel.
Jeg kastede mig for et par år siden ud i et eksperiment. Jeg havde anlagt et meget langt og smalt georginebed langs hele den ene side af køkkenhaven. Det var nydeligt i sensommeren, men kedeligt om foråret. Derfor tænkte jeg, at jeg ville lægge tulipanløg og prydløg i bedet, der kunne blomstre inden georgineknoldene kom i jorden. Udfordringen var at undgå at skulle grave tulipanløgene op hvert år, men beholde dem i jorden uden at komme til at grave dem over eller op, når jeg lagde georgineknoldene.
Jeg tegnede et mønster der ligner skæret på en hækkeklipper. Med passende mellemrum, svarende til den passende planteafstand mellem georginerne, var der en lomme, hvori jeg kunne grave georgineknolde ned med en staudespade. Det har fungeret vældig fint. Sidste efterår lagde jeg prydløg mellem tulipanerne, så de kunne blomstre sammen med sene tulipaner, hvilket forlængede blomstringsperioden. Det sidste prydløg var afblomstret, da georginerne begyndte at fylde i bedet. Jeg har gennem sommeren gødet med kompost, så både løg og georginerne har haft næring nok til at kunne udvikle sig.
I bedet står de tidligt blomstrende tulipaner ”Purissima” og ”Spring green” med et flor af hvide og lysegrønne farver. De afløses af middeltidlige tulipaner ”Menton” og ”Negrita” med et flor af rosa og lilla farver. De sene tulipaner ”Queen of night” blomstrer samtidig med at Allium ”Purple Sensation” springer ud og afslutter forårets flor i mørke toner.
Sensommerens georginebed
Ved et tilfælde havde et par kæmpeverbena for nogle år siden sået sig selv blandt georginerne. Det så mægtig flot ud, da de stod der og skabte lethed til de ellers noget tunge og pompøse georginer. De næste år plantede jeg kæmpeverbena i hele bedet. Jeg opdagede tilmed, at opbinding af georginerne var overflødig, for kæmpeverbena har stive og stærke stængler, der fungerer så fint som støtte.
Inden frosten får georginerne til at klaske sammen, tager jeg fotos af hver blomst, laminerer det og binder det omkring knoldene, når jeg graver dem op. Så ved jeg, hvilke knolde der næste år skal stå ved siden af hinanden i bedet. Jeg opbevarer knoldene i trækasser i det frostfrie udhus.
