Sommerblomster – en fryd for øjet, næsen og ganen

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Når man i disse dage går en tur gennem køkkenhaven, så er det ikke alenlange rækker af sprøde grønsager, der fanger øjet. Det er de mange farvestrålende sommerblomster, der vokser indimellem hinanden, breder sig ud over siden af højbedene og op i højden. De er der lige nu i overflod, og jeg bliver næsten stresset af at huske at plukke rigeligt med buketter, for det forlænger blomstringstiden.

Blomster i overflod

Det er jo lidt af et paradoks, at jeg får sved på panden af at skulle plukke løs af blomster, og samtidig ikke kan få nok af dem, både i mængde, sorter og forskellige farver.

Jeg har en brist, der handler om, at jeg ikke behersker begrænsningens kunst. Når jeg opdager nye sorter af sommerblomster, og mange af dem er så smukke, må der findes plads til dem i køkkenhaven. I år er jeg gået helt amok i evighedsblomster og andre typer, der kan tørres. Som så mange andre haveelskere i Danmark, inspireres vi af hinandens buketter og skærehaver, når der lægges billeder op på Instagram. Min liste er blevet længere denne sommer af nye sorter og farver, der skal sås til næste år.

At udøve begrænsningens kunst er svært

Så må jeg øve mig på begrænsningens kunst. Hvad skal jeg ikke længere dyrke i haven, så der bliver plads til alt det nye? I år har jeg droppet spiseløg, pastinakker og persillerod, og har erstattet dem med evighedsblomster. På Sydfyn er der mange lokale avlere, hvor vi kan forsyne os med friske grønsager, var mit rationale her i foråret.

Jeg lykkes aldrig med lysspirende frø, som skal sås direkte i bedene. De bliver hurtigt dækket af jord, når høns og fasaner skraber efter orme, eller når de støvbader i højbedenes til tider tørre jord. Katten Sofus kan også finde på at lægge et visitkort, hvor jorden er særlig lun og blød.  Jeg kan ærgre mig, men bliver egentlig også lidt lettet, for så kan jeg endelig plante de overskydende sommerblomster ud.

Nye sorter skal afprøves

Velkendte sorter som zinnia og sommerfloks udvikles til stadighed, og der kommer næsten hvert år nye sorter på markedet. De præsenteres enkeltvis, men også sat sammen med andre flotte sommerblomster, græsser og andet guf, der virker dragende og frister min købelyst. Har jeg først bestilt den karamelfarvede sommerfloks ”Cherry Caramel”, så skal jeg da også lige have den pudderfarvede sommerasters ”King size salmon” og huske at købe flere af den orange amarant. Så får jeg lige øje på en ny sort af Zinnia ”Salmon Queen” i en matchende laks farve, og en Scabiosa ”Morgana Yellow”, der ville være uundværlig i samme buket. De ryger så også i indkøbskurven. Måske kan man finde en plads i georginebedet til et par mere af den skønne ”Café au lait”, som kunne fylde godt op i buketten.

For 3 år siden røg alle georginerne ud af køkkenhaven, så jeg kunne få plads til flere grønsager. Men i år måtte jeg flytte nogle af dem tilbage, for at få plads til flere georginer, og det var på bekostning af et par squashplanter.

Min staudebørnehave bagerst i køkkenhaven røg i potter. De var ellers kommet ud af potterne for at vokse sig store. Men nu er de altså kommet tilbage i plastic-fængslet fordi jeg fik øje på nye smukke sommerblomster, der kan tørres. Det er blandt andet russisk hindebæger-Limonium, som også kan bruges frisk i en anden buket i rosa, mørke og lilla matchende nuancer. Det gav igen inspiration til indkøb af nye sommerblomster såsom sommerfloks ”Blushing Bride” og nye nuancer af cosmos og georginer. Og jeg har også være i gang med de hvide og lysegule sorter. Det får ingen ende.

Spiselige blomster

Jeg kunne i foråret hurtigt se, at de spiselige afgrøder gradvis bliver skubbet ud af køkkenhaven.  Men så kan man jo bare så spiselige blomster, der både kan ryge i salaten og i buketten. Man skal jo holde ved, at en køkkenhave er en køkkenhave og ikke en skærehave, som min køkkenhave er ved at udvikle sig til. Det går ikke, for der er noget oprindeligt og sundt ved at have en køkkenhave. Fuld selvforsynende bliver vi nok ikke med min snigende blomsterbrist.

I centrum af køkkenhaven har jeg plantet et mandeltræ. Planen var, at der nedenunder skulle vokse salat i forskellige farver som plantes ud, så de dannede flotte mønstre. Men sådan blev det ikke. Salathovederne puttes i stedet i huller der opstår i bedene, hvor der er blevet høstet de få grønsager, der efterhånden får lov til at gro i køkkenhaven. Smukke salatmønstre er der derfor ikke blevet plads til i år.

I stedet vælter det ud over kanterne i højbedet, hvor mandeltræet gror med lysegul blomsterkarse der er så betagende smuk, og smager så godt, sødt og krydret. Hvor det i foråret var asparges jeg nappede, når jeg skulle ned og fodre hønsene om morgenen, så er det nu en blomst der ryger indenbords.

Den traditionelle ”grønne” salatskål bliver nu suppleret med spiselige blomster i alverdens farver. Der er de søde, sure, bitre, stærke og krydrede, alt efter hvilken ret den skal serveres til, og hvilke andre urter og grønsager, blomsterne skal akkompagnere.

Men jeg har mine favoritter, som der skal gøres plads til i bedene.

At falde i staver over blomsternes detaljerigdom

Jeg har ofte tænkt på, hvorfor jeg har den store kærlighed til blomster, og at de lige så stille er ved at udkonkurrere lækre, friske grønsager plukket frisk fra fad. For jeg elsker mad, og jeg elsker især grøn, sund og nærende mad sprængfyldt med vitaminer.  Det er også politisk korrekt at dyrke jorden med afgrøder, der erstatter kød og præfabrikerede fødevarer. Så der skal meget til for at konkurrere med både standpunkter og sundhed.

Men jeg bliver så blød om hjertet og får sommerfugle i maven – ja jeg bliver næsten beruset af at betragte skønheden i blomsterne, når man ser på farverne, mønstrene i kronbladene, støvdragernes pirrende tiltrækningskraft, og oplever insekterne, der summer omkring dem, som om de også er berusede. Nogle gange er de det, for bierne dingler afsted, og kan knap nok lette efter et brusebad i bunden af en valmue. Hele kroppen er fyldt af pollen, og poserne på siden af kroppen er tanket op med nektar. Nogle af dem har fundet ud af, at man skal lave et lodret hovedspring for at komme ned i bunden af en blomstrende artiskok. Det er vældig sjovt at falde i staver over. Så derfor har vi heller ikke spist en eneste artiskok i år, og nu rager de to meter op i luften og er biernes foretrukne svømmebassin. Jeg skal op på en stige for at kunne betragte dem, og det gør jeg også gerne.

Nogle gange kan man næsten ikke nænne at spise blomsterne

Passionsblomster er nogle af de vildeste kunstværker, man kan tænke sig. Min yngste søn synes, at de ligner noget fra en anden planet. Han kalder dem for ”Alien-blomster”. Jeg kan godt se, hvad han mener, for de har støvdragere, der ligner antenner på et rumskib fra ”outer space” eller anordninger på hovedet af aliens. Da jeg ville researche på, hvorfor passionsblomsten ser sådan ud, fandt jeg ud af, at de kan spises, og tilmed smager godt. Det var noget af en overvindelse at proppe en ”ufo” i munden. Dels på grund af udseendet, dels fordi der kun var to, der blomstrede på samme tid. De smager himmelsk, så nu er det ikke så ofte, at de får lov til at være til pryd. Nu er de blevet til mad.

Disse blomster kan spises:

Passionsblomst smager meget sødt. Husk at tage de grønne bægerblade af, der sidder under kronbladene.

Dagliljer har en sød og nøddeagtig smag og en dejlig sprød konsistens.

Amarant har også en nøddeagtig smag. Det bedste er at høste dem, når de er frisk udsprungne. Blomsterne holder kun en dag, deraf navnet.

Haveløvemund smager lidt af ærter, men har også en let bitter smag. Hos os vokser de i hækken, så de får ikke lov til at optage plads i køkkenhaven.

Morgenfruer bruger jeg mest som dekorativt drys på kager og i salater. Smagen er neutral, men eftertragtet, da det er en af de første sommerblomster, der springer ud.

Tallerkensmækkere er stærke som karse, derfor kaldes de også for blomsterkarse. Den lysegule er den mest milde og søde. Mine smagsløg siger, at jo mørkere blomsterne er, jo stærkere bliver de.

Georginer smager meget forskelligt. Her er de mørkeste sorter dog de mest søde og delikate. Nogle smager af hø, andre af hakkelse. Men de kan spises. Og er man sulten, og er køkkenhaven tømt for afgrøder, så kan man i det mindste spise sig mæt i både blomster og knolde hos georginerne.

Smalbladet klokke og krybende klokke har en smuk blå farve til pynt på kager og i salater. Nu hvor vi ikke længere skal spise hjulkrone, da de indeholder et giftstof, så har jeg erstattet dem med klokkeblomster. De smager sødt og lidt hen ad violer, der også kan spises.

Kornblomster er så fine på kager. Når man piller blomsten fra hinanden, så er de små enkelte kronblade så smukke, fligede og pyntelige. De smager mildt men efterlader en stærkere fornemmelse på tungen.

Hosta kan spises. Og er man sulten, så kan man næsten få sig et helt måltid, hvis man går amok i hostabedet. Blomsterne er søde og ærteagtige i smagen, og så er de kødfulde. I foråret kan de spæde hostablade spises som erstatning for asparges. De skal høstes inden de ruller sig ud. Mums de er lækre, sprøde og cremede i smagen.

Katost, især den mørke type ”Mauretansk katost” har også en lækker, sød og cremet smag. Man kan både spise blomst og blade. Rosenkatost er også god, men den er mere tør og knap så delikat.

Hornvioler smager af barndom, hvor man kunne proppe to stykker Jenka-tyggegummi i munden og puste den største tyggegummi-bobbel op, som eksploderede lige i fjæset og op i håret på én, så det var svært at rede ud efterfølgende. Øjnene klistrede også helt sammen, og det tog tid at pille tyggegummi ud af øjenvipperne. Men det var sjovt og umagen værd.

Kinesernelliker og studenternelliker arter sig lidt ligesom sechuan peber, der først er lidt stærke, og så kommer der en syrlighed efter nogle sekunder. Nelliker er søde, når de kommer ind i munden, og så opstår der en syrlig eftersmag af citrus. Jeg har til et foredrag hørt, at det er fordi de smagsløg, der kan smage sødt, lammes. Og så er det kun de smagsløg, der kan smage surt, som er aktive efter ca. 30 sekunder. Lammelsen holder dog heldigvis ikke ved ret længe.

Er man til lakridssmag, så er sødskærm og anisisop lækre. Både blomster og blade kan spises.