Nu er det snart advent, og så skal man i gang med at kreere årets smukkeste adventskrans. Mange materialer til kransen kan findes i haven og i naturen, og der er masser af bundter af grønt, der sælges rundt omkring.

I weekenden tyndede jeg ud i misteltenene, der vokser på frugttræerne i espalieret omkring køkkenhaven. Jeg rykkede så mange af, at vi kunne kysse hinanden uafbrudt, hvis de alle blev hængt op i døråbninger i huset. Så ville vi jo aldrig komme videre, så jeg reserverede de fleste til at binde kranse af.

I denne adventskrans danner mistelten bunden af kransen, hvorpå der fastgøres små buketter af andet pynteligt grønt.

Flere grene på de gamle æbletræer er døde, og kvistene er fyldt med lav. De blågrønne nuancer i lav er så fint til mistelten, blød ene og brudeslør, der også er brugt i adventskransen. I haven klippede jeg grene fra taks og thuja.

Det har jeg brugt

Jernring med lysholdere svejset på

Ståltråd

Stearinlys i støvet grøn nuance

Mistelten

Thuja

Taks

Hvis brudeslør

Hyperikon

Kviste med røde knopper på nåletræ af ubestemt sort

Sådan gør jeg

Grene fra mistelten bindes fast med ståltråd hele vejen rundt om jernringen, så de stadig stikker lidt ud til alle sider. Der bindes små buketter af to forskellige planter, f.eks. brudeslør og blød ene samt hyperikon og thuja. De bindes fast med passende mellemrum med stykker af ståltråd.

Kviste med lav bindes til sidst på kransen, så de vender på kryds og tværs. De må gerne sidde ret tæt sammen, så de ikke forsvinder i alt det grønne.  Det giver et naturligt og rustikt udtryk, som jeg godt kan lide.

november 16, 2021
november 22, 2021

Helle Troelsen

2 Comments

  1. Svar

    Anette

    november 22, 2021

    Den er simpelthen så smuk

    • Svar

      Helle Troelsen

      november 23, 2021

      Mange tak.
      Hilsen Helle

Leave a Reply to Anette / Cancel Reply

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.