Vi var knap kommet over nytåret, før supermarkederne tog fat på foråret og fristede med potter af forårsblomstrende løgplanter, primulaer i mange farver og afskårne grene i knop. Det sendte mig på en indre rejse til forårets blomstrende have, og jeg lod mig selvfølgelig friste.
Jeg blev mindet om, at man allerede nu kan plukke grene ind til drivning, så jeg klippede lidt forskelligt af derude, både forsytia, kirsebær og hassel.
Nu er de første potter med løgplanter afblomstret, og er stillet ned i drivhuset, hvor de sunder sig inden de plantes ud i haven, når det bliver lunere. Men nye forsyninger er allerede købt. Dem skal jeg nu nok få plads til i haven. Hvis ikke ryger de ud under busken mod gaden.
Ugens buket består af en sammenplantning af løgplanter, der netop kan genbruges i haven. Husfred, pletter i luften og efeu er plantet med i for at binde det hele sammen.
Husfred kan bruges i sommerkrukkerne på terrassen og vil med jævnlig vanding kunne vokse sig kæmpestor som en frodig og blød pude. Efeu vil jeg bruge i sommerlige sammenplantninger.
Denne sammenplantning har farver i gult, hvidt, lysegrønt og blåt.

Det har jeg brugt i sammenplantningen
Husfred
Efeu
Blå primula
Vintergækker
Blå perlehyacinter
Erantis
Blå anemoner
Blå flerblomstret hyacint ”Multiflora”
Grene med knopper fra haven