(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)
Jeg har samlet på duftgeranier i mange år, for jeg er betaget af duftene, bladene og de smukke blomster.
Hvert år fylder jeg hylder op i drivhuset med forskellige sorter, der spreder en skøn, krydret duft. Når man nulrer bladene mellem fingrene, kan man finde duftnoter af citrus, roser, muskat, cola, mynte og meget andet. Det sender en rundt i duftenes univers, og langt tilbage i minderne fra jeg var barn.
Duftgeranier dækkede for den bragende sol, der skinnede ind ad vinduerne hos min mormor på hendes glasveranda. Her stod de side om side med duftranke og konkurrerede om min opmærksomhed. Duftranken dryppede med sukkersaft, som jeg lappede i mig, men duftgeranierne afgav så mange forskellige dufte, at de var de mest betagende.
Fascinerende var det, når min mormor nippede skud af, som hun stak i en potte med jord og forærede væk til højre og venstre. Jeg fik nogle med hjem til mit værelse. De voksede sig store, og de fulgte med mig, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg boede i et kollektiv, hvor duftgeranier stod i samtlige vinduer. Nogle gange var det næsten for meget, for de lukkede lyset ude fra stuerne. Man kunne have klippet dem ned, men det vidste vi ikke dengang. Det ville have været som at trække gardinerne fra for en stund, for duftgeranierne ville hurtigt skyde igen med endnu flere skud.
Jeg er sikker på, at der mellem folk blev byttet mange stiklinger med forskellige dufte dengang i 80’erne, hvor duftgeranier var meget moderne. Det er de også blevet i dag, hvor man kan købe et velassorteret udvalg i de fleste havecentre og planteskoler.
En gammel plante
Der er noget gammeldags over duftgeranier, der også kaldes for duftpelargonier. På Johannes Larsen museet i Kerteminde står de i vinterhaven sammen med pelargonier, orkideer og kaktus. De giver en helt særlig stemning, når de står der bag glasruden, plantet i gamle patinerede lerpotter og stillet på rad og række.
På rejser til de sydengelske haver finder man dem altid i de gamle victorianske drivhuse. Her har de haft en plads i mange årtier, og det er svært at finde en planteafløser, der kan det samme som duftgeranier.
I paradedrivhuset i Den Gamle By i Århus udstiller man hver sommer duftgeranier, som de kalder for ”Oldemors Potteplanter”. Flere af planterne stammer fra Gråsten Slot, hvor Dronning Ingrid samlede på dem. Hun havde anlagt 10 kvadratiske bede med 10 forskellige duftgeranier, som hun havde skaffet hjem fra England og Sverige.
Jeg lægger hver sommer vejen forbi Egeskov Slot, hvor der er anlagt en særlig afdeling i den gamle have med mange forskellige sorter af duftgeranier. Man kan blive helt ør i hovedet af at nulre og dufte. Nogle dufter skønt og andre stinker fælt. De har dem også til salg, og der er et fint udvalg.
Duftgeranier stammer fra Sydafrika
Oprindelig stammer duftgeranier fra vildarter, som vokser i Sydafrika. I løbet af 1700-tallet blev de indført til Europa, og specielt i England begyndte man at fremelske hundredvis af duftende krydsninger ud fra de vilde arter. Man kan få duftgeranier, der dufter af ingefær, chokolade, mynte, citron, kanel, kardemomme, sulfo, appelsin, moskus, muskat, egetræ, Old Spice, roser, kokos og cola. De er lige så forskellige at se på som at dufte til. Nogle har tråd-agtige blade, der næsten ligner bregner. Andre har takkede eller fint fligede blade. Nogle er store og ranke, andre små og strittende. Bladfarven kan også variere fra mørkegrøn, over lysegrøn til blågrøn. Nogle blade har hvide, gule eller rødbrune tegninger. Blomsterne adskiller sig også, men er mest i de rosa og hvide farver med purpur og lilla tegninger i kronbladene. Hver enkelt blomst er så fin.
Duftgeranien i midten dufter kraftigt af mynte og chokolade, næsten som chokoladen ”After eight”. Navnet på denne duftgeranium er selvfølgelig ”Chocolate peppermint”. Bladene er grønne med brune mønstre. Den hænger lidt med kvistene og egner sig derfor fint til at vokse i en ampel.
Til højre ses en meget fligetbladet duftgeranium, der næsten ligner en mosbregne i væksten. Navnet er ”Filicifolium”. Den dufter af harpiks og sender en durk ud i skoven. Den er endnu ikke i blomst, men jeg kan glæde mig til, at den får rosa-violette blomster med mørke aftegninger på de øverste kronblade.
En nyttig plante
Duftgeranier havde øgenavne i gamle dage. De blev blandt andet kaldt for ”Parfumeplante”, ”Fisurt” og ”Spark til potten, Maren”. Disse navne knytter sig til historien. Navnet ”parfumeplante” henviser til, at man udvandt parfume af planternes æteriske olier. Det var især rosengeranium der indgik i en rosenparfume. De øvrige to navne er opstået, fordi man kunne kamuflere dårlige lugte i de indelukkede stuer ved at daske til duftgeranierne lige før fine gæster ankom til kaffe. Så duftede der mere af roser, citrus og renlighed end fis, tis og sure cigarer.
Rosengeranium Pelargonium graveolens blev også kaldt for ørenpineplante, da den før i tiden blev anvendt mod smerter i ørerne. Den dufter af en mellemting mellem roser og citron. Rosengeranien er i Danmark den mest kendte af duftgeranierne. Ældre mennesker kan fortælle om, hvordan deres mor tog et blad fra rosengeranien, rullede det sammen til en kugle og puttede det i det dårlige øre, hvor det som regel fik smerten til at forsvinde. Det er svært at tro på den historie. Måske er det den kraftige duft, der havde en bedøvende effekt på børn.
Rosengeranium blev også brugt på samme måde som lavendel, hvor bladene blev lagt mellem linned og undertøj for at få det til at dufte frisk og dejligt.
Duftgeranier holder insekter væk
Man kan købe duftgeranier, der kaldes for ”Moscitofighter” eller ”Myggeplante”. Den skulle kunne holde myg væk, fordi planten dufter stærkt af citron. Det er velkendt, at den æteriske olie citronella kan bruges som afskrækkelsesmiddel mod myg. Jeg har gjort forsøget med myggeplanten ved at stille den på terrassebordet. Men der skal rigtig mange til, før myggene bliver væk på en lun sommeraften på terrassen.
Duftene hos duftgeranier kommer fra plantens kirtelhår, der sidder på bladene, og skulle efter sigende fungere som et værn mod bladspisende insekter. Derfor bliver duftgeranier ikke så ofte angrebet af skadedyr. Jeg har en idé om, at alle mine duftgeranier, der spreder duft i drivhuset, er med til at begrænse forekomsten af skadedyr, for det er jeg ikke ret plaget af.
Pasning af duftgeranier
Intet kan næsten være lettere end at dyrke duftgeranier. Det eneste der kan tage livet af dem, er frost. De skal derfor opbevares frostfrit om vinteren. Jeg opbevarer normalt mine i drivhuset om vinteren, hvor de står i et frostfrit indertelt af bobleplast. Der er sat en termostatstyret drivhusvarmer op derinde, der holder temperaturen på minimum 5 grader.
Duftgeranierne står tæt sammen på hylder. De kan være modtagelige for skimmel på de yderste skud, hvis der er for høj luftfugtighed. Derfor lufter jeg godt ud, når det ikke er frostvejr, og jeg har en ventilator kørende sammen med drivhusvarmeren, så luften kan cirkulere, når inderteltet er lukket.
Om sommeren står de på drivhushylder på bagsiden af drivhuset.
Det står lidt anderledes til i år med forsyningskrise og høje priser på el. Jeg sætter derfor ikke indertelt op i drivhuset, fordi jeg vil spare på strømmen.
Hvis vi havde et hus med kælder eller et frostfrit anneks med masser af plads, så havde jeg opbevaret duftgeranierne der. De kan godt klare sig med mindre lys, blot der er køligt. Man risikerer dog at planterne bliver ranglede, for de vil trods alt strække sig efter lyset. Den ranglede form gør ikke så meget, for de klippes alligevel tilbage om foråret, og så skyder de hurtigt igen med friske skud.
Jeg må gå på kompromis og placerer dem i de køligste rum i huset. Det er i den lange nordvendte gang, i gæsteværelset og i forgangen til bondehuset. Det er ikke optimalt, men jeg er sikker på de overlever.
Duftgeranier trives i sol/halvskygge og kan godt klare at tørre lidt ud. De trives faktisk bedst, hvis jorden tørrer ud mellem hver vanding. De tåler dog ikke at stå og udtørre i lang tid. For at få planterne til at producere masser af blomster, skal de gødes jævnligt. De er ret næringskrævende. Får de for lidt gødning bliver bladene gullige og blomstringen sparsom.
De har også godt af blive pottet om i løbet af sommeren, for de udvikler et kraftigt rodnet. Får de en større potte, kvitterer de med ekstra grokraft. En duftgeranium kan blive ret stor – næsten som en busk at se på. Der findes dog også nogle sorter, der ikke bliver så store, selvom man giver dem en større potte.
Ved at studse toppen og sideskuddene af duftgeranien, kan man opnå en tæt og mere busket vækst. Hvis man ønsker en mindre plante, så kan man undlade at potte den om og lade den blive i en mindre potte. Men så skal man være flittig til at gøde, så den har noget at leve af.
Den mest vilde duftgeranie er Old Spice som sætter lange, tynde stængler med fine, hvide små blomster. Den dufter af aftershave ”Old Spice” (th). Nogle vil nok mene, at den dufter godt. Jeg kan nu hurtigt finde andre, der dufter mere behageligt.
Stiklingeformering
Man kan lave rigtig mange duftgeranier af skud, som man klipper af. Det er pærelet at få dem til at slå rod.
De kan stikkes i et glas vand, og så skyder rødderne hurtigt frem. Man kan også stikke dem i en fugtig pottejord og holde den fugtig. Man kan se, når den har etableret rødder ved at de titter frem af hullerne under potten.
Det sjoveste er nu at finde forskellige sorter af duftgeranier, og til stadighed udvide sit sortiment, indtil der ikke er en krog tilbage, hvor de kan stå. Det giver et utal af duftoplevelser.
De sælges i de fleste planteskoler og havecentre, og man kan også finde dem på plantemarkeder rundt omkring i landet, hvor private sælger ud af produktionen af stiklinger. Det er også der, jeg i tidernes morgen faldt over øgenavnet ”fisurt” og ”parfumeplante”.
