Endelig jord under neglene

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Er der noget haveejere trænger til efter en lang og mørk vinter, er det at få jord under neglene. Det udtryk bruges, selvom man benytter havehandsker og plejer sin manicure. Men fornemmelsen af at få ting til at gro i muld, der dufter på en helt særlig måde, er så tilfredsstillende. Og det er nok den fornemmelse, der handler om at få jord under neglene.

Der er rigelig med opgaver i haven, som kræver tæt jordkontakt. Der er tid der skal sættes af til at forspire. Processen med at putte frø i jorden er skøn, for her sås også forventningens glæde. Frøene skal også bruge tid på at spire og udvikle blomster og afgrøder, som vi skal høste i den kommende sæson.

Komposten er blevet omsat gennem efteråret og vinteren, og den dufter sødt og godt. Den skal ud og arbejde i jorden i køkkenhaven og i drivhuset, hvor den gør gavn.

Ude i bedene spirer det frem med alt muligt grønt, der ikke er til at se, hvad er. Det første, som viser sig over jordoverfladen, er kimbladene hos frøspirende planter. De ligner hinanden, om det er fuglegræs, påskeklokker eller kørvel. Så snart det bliver over 7 grader, går spirerne amok og vokser, og så kan man begynde at se forskel på dem. Ukrudtet, der ikke blev luget væk i efteråret, har brugt vinteren på at brede sig ind og ud mellem løgplanter, roser og stauder. Nu skal der luges, for jorden er dejlig blød så længe det ikke er frostvejr.

Der er rigelig lejlighed til endelig at få jord under neglene.

Hjemmelavet såjord

Jeg har igen i år mange salgs frø, der skal forspires. Når nye sorter viser sig på markedet, skal de prøves af i haven. Nogle gange bliver det et kort bekendtskab, for de levede ikke op til mine forventninger. Men de fleste gange bliver det et varigt bekendtskab, og så kan man hurtigt gange antal nye sorter med en faktor, der bare bliver ved med at stige år for år. Jeg skal i år forspire 78 forskellige sorter af sommerblomster. Det bliver kun til få planter af hver sort, for haven bliver ikke større end den er, og pladsen i vindueskarmene og under vækstlyset er den samme som tidligere år. Der skal ikke spildes plads, så forspiringen skulle gerne lykkes.

Jeg er storforbruger af såjord. Det meste køber jeg, men jeg laver også min egen såjord ved at genanvende den jord, jeg har i haven. Det er altid med en vis risiko at genbruge sin egen jord, for der kan være sygdomskim og ukrudtsfrø i jorden. Men jeg er stædig og har et mål med, at man må kunne genbruge gammel jord fra krukker. Men i tilfælde af sygdom i den hjemmelavede såjord, hvilket jeg til dato ikke har oplevet, så er der altid såjord på lager fra en forhandler.

I såjord skal næringsindholdet være lavt sammenlignet med almindelig næringsrig havejord. Men den skal også indeholde en lille mængde kvælstof, så frøplanterne har lidt at leve af, når de begynder at spire. Frø har fra naturens hånd en lille madpakke med inde i frøene, og de tåler ikke så godt en alt for næringsrig jord.

Jeg genbruger jorden fra potter som jeg dyrkede chili i sidste år. I pottejorden er der ikke frø, der spirer og forvirrer. Jeg har prøvet at bruge jord fra drivhusets bede, og så kom der tomater op og andet ubestemmeligt. Sommerblomster var det ikke. Der er lavt kvælstofindhold i pottejorden, fordi chiliplanterne har opbrugt det. Denne jord er grundsubstansen til et nogenlunde kvælstofneutralt voksemedie, som jeg derefter tilfører den mængde kvælstof, der passer til at så i. Her bruger jeg velomsat kompost, der er minimum et år gammel. Komposten sigter jeg i en sold, hvor de grovere plantedele sorteres fra. Ellers er de i vejen for de små spirer.

Så tilsætter jeg harpet sand, der letter jorden, så den ikke bliver alt for kompakt. Nogle fagfolk hævder, at sand er med til at fremme spiringen hos de lidt genstridige frø, da det kan raspe overfladen af frøet og gøre den porøs, i og med at jorden arbejder i potten på grund af fugt, temperatursvingninger og andet.

Fordelingen er således 2 dele gammel pottemuld eller drivhusjord, 1 del helt omsat kompost og 1 del harpet grus/sand.

Forspiring af kuldekimere

Mange stauder kræver kulde for at vække frøene til live. Nogle er mere vanskelige end andre, for de kræver varme og kulde i flere omgange. Nogle stauder skal blot have få uger med lave eller svingende temperaturer for at spire, så dem sår jeg nu. Det er bl.a. riddersporer, matrem, rasleblomst, hampstokrose, akeleje og purpursolhat.

Der er også sommerblomster, der bedst spirer i et kolddrivhus med svingende temperaturer. Det er bl.a. etårig ridderspore, som jeg har flere forskellige sorter af i skønne farver. De kaldes blandt andet for sommerridderspore, levkøj-ridderspore og kornridderspore, der alle er enestående i buketter. Latyrus kan også sås i drivhuset nu, for de er ret kuldetolerante, og så tager de ikke plads op indenfor, hvor vindueskarmene er fyldt med varmekrævende planter til forspiring.

Jeg holder godt øje med især purpursolhat, da den kan drille lidt. Den skal have meget svingende temperaturer, både frost og varme over nogle uger, hvilket et klima i drivhuset giver. Hvis ikke den spirer efter nogle uger, så tager jeg såbakken ind og stiller den lunt.

Forspiring af sommerblomster

Få sommerblomster er allerede sået, for de har lang udviklingstid fra såning til blomst. Det gælder f.eks. for klokkeranke og artiskokker. Artiskokker er også en grøntsag, hvor man spiser blomsterknoppen. Skal den nå at danne knopper i år, så er det på høje tid at så den.

Jeg er klar over, at forspirede planter ikke får lys nok, hvis de sås nu og spirer hurtigt. Jeg har derfor investeret i vækstlys, som jeg kan hænge over såbakkerne, når spirerne viser sig. Jeg kunne godt vente med at så til sidst i marts, for så vil der være tilstrækkeligt dagslys, hvis såbakkerne blev placeret i et stort lyst vindue. Men jeg ønsker lang blomstringstid, så derfor sår jeg nu og bruger vækstlys.

Det er sommerblomster, der skal have over 20 grader for at spire. De sås i såjord, der forinden er blandet med lidt vand, så jorden netop er fugtig og ikke våd. Er den for våd, kan frøene drukne og rådne. Såbakkerne dækkes til med klar plastic. Jeg stiller dem ved et vindue, der vender mod øst. I et sydvendt vindue vil solen overophede såbakkerne, og frøene og småspirerne vil koge derinde under plasticen.

Nogle frø er lysspirende og skal derfor ikke dækkes med såjord. Det er bl.a. de to-årige natviol, fingerbøl, tobaksplanter (Nicotiana), håret solhat ”Sahara”, akshindebæger og løvemund.

Jeg har fået fortalt – og har selv erfaret, at større frø helst skal sås i planteskolejord, der har et højere næringsindhold end såjord. De kan klare en kraftigere jord, og kommer også bedre fra start og vokser hurtigere til efter de er spiret. Jeg sår ærteblomster, Irlands klokke, Susanne med det sorte øje, klokkeranke, solsikker, skabiose, blomsterkarse, pragtkærte og voksurt.

Køkkenhavens bede klargøres

Efterhånden er vinterdækket i højbedene reduceret til kun at omfatte tykke plantestængler, som har været en for stor mundfuld for ormene. Resten af vinterdækket har de spist. I sidste weekend lugede jeg alle bedene igennem, og passede på ikke at fjerne sommerblomster, der har klaret den milde vinter. Jeg kunne se, at der er små spirer i håret solhat ”Sahara”!, og at der er liv i gulerodsblomsten ”Dara”. Udfordringen med gulerodsblomsten er, at dens rødder let angribes af gulerodsfluens 2. generationslarver, der ligger nede i jorden under planterne og venter på at gå ombord i nye sprøde rødder. Derfor bør jeg grave dem op for ikke at holde liv i fødekæden og risikere larveangreb.

Planter fra skærmblomstfamilien er udsatte, hvis de ikke roterer i et flerårigt sædskifte. Til denne familie hører bl.a. dild, koriander og blomsterkørvel, som alle er ret kuldetolerante. Dild og koriander dukker op som frøspirende planter i de bede, hvor de voksede sidste sæson. Nogle korianderplanter flytter jeg, så de indgår i sædskiftet. Det er straks sværere med gulerodsblomst og dild, der har skrøbelige pælerødder, der helst ikke vil forstyrres. Da dild, koriander, gulerodsblomst og blomsterkørvel kan klare kulde, sås et nyt hold direkte i jorden omkring 1. marts.  Jeg har klargjort et bed til dem, som dækkes med fiberdug for at holde på varmen og beskytte spirerne for fuglene, der gerne roder rundt i jorden efter orme og andet kravl.

Jorden er klar til ny kompost

Nu dufter jorden sødt af muld, og det er tegn på, at den er levende, og at der er gang i omsætning af plantemateriale. Er jorden våd og kold, dufter den ikke af ret meget. Når jeg kommer ind efter en dag i haven, er min næsetip næsten altid beskidt, for den bruges til at tage temperaturen på jordens beskaffenhed.

Når der er liv dernede under jordoverfladen, er det på tide at sprede kompost ud på bedene. Jeg tømmer kompostbunken og deler den i to separate bunker. Den ene bunke er med halvt omsat kompost. Den anden bunke er med helt omsat kompost, der er over et år gammel. I den halvt omsatte kompost er der et mylder af ormeliv, som skal ud at arbejde i køkkenhaven. For her skal jorden gnaskes igennem og luftes, når ormene graver gange og trækker kompostmaterialet ned.

Den helt omsatte kompost bruger jeg i krukker som næringsrigt voksemedie til krukkeplanterne, og noget af det bruger jeg til at blande i såjord.

Den store omgang såning på friland sker i starten af april. Her skulle komposten gerne være trukket godt ned i jorden, for frøene skal helst ikke sås i frisk kompost, der er for næringsrig og vil svide de små spirer af.

Jeg lader således orme- og mikrolivet i jorden gøre gravearbejdet for mig, så jeg bruger kun en håndgreb til at lirke det værste ukrudt fri fra jorden.

Såning af de første afgrøder i køkkenhaven

Der er et bed, som er blevet tilsået med hestebønner, spinat og rucula. Alle tre afgrøder kan godt tåle let frost, og de spirer endda ved ret lave temperaturer. Det er med at strække sæsonen så langt som muligt. Bedet bliver dækket med fiberdug, der kan holde den værste kulde ude.

I drivhuset har jeg potter med forspirede ærter. Det er meget fristende at forsøge sig med at prikle dem ud i et bed og se, om de kan overleve skiftende vejr med væde, frost og måske sne. De kommer også under dække med fiberdug, og så er jeg spændt på at se, om det lykkes.

Stauder klippes ned

I forrige weekend var det så lunt i vejret, at jeg kom i forårshumør. 14 dage før planlagt fik jeg klippet visne staudetoppe ned i det meste af haven. De groveste af dem kørte jeg på komposten, resten lod jeg blive på jorden som jorddække, der langsomt nedbrydes til havemuld. Blade fra påskeklokker og pæoner kom i traileren og blev kørt på genbrugsstationen. Jeg kunne se, at flere af bladene på påskeklokkerne var angrebet af svamp, så de blev klippet af, og så røg de fine og friske samme vej, nu jeg var i gang.

Det var egentlig på grund af korsknap, rød tvetand, selvsåede efeu, og bidende ranunkel, der breder sig i samtlige bede, at jeg tidligere end normalt ryddede bedene for visne stauder. Disse planter er bedøvende ligeglade med om der står en staude i vejen på sin rute gennem bedet, og at stauden har spæde skud på vej op, som den skyder hen over, og dækker til med sine blade og stængler. Heldigvis er jorden blød og bekvem på grund af det lune og tørre vejr, så ukrudtsrødder slipper let jorden. Samtidig fik jeg reduceret omfanget af martsvioler. I de luneste kroge i haven blomstrer de allerede med duftende lilla, rosa eller spættede blomster.

Rød tvetand og korsknap får lov at vokse i hæk og krat, for de vilde bier er vilde med dem.

Det er også på tide at klippe visne prydgræsser ned, for de skyder flittigt med nye strå, når temperaturen er syv grader, og det har den været flere dage i vinterferien. Man skal endelig ikke klippe prydgræsserne alt for langt ned, for det er ikke ret kønt, hvis nye græsstrå skamferes, når de er på vej op. Jeg lader 5 – 10 cm visne strå blive tilbage på totten, som de nye strå hurtigt vil dække for.

Kompostbunken gøres forårsklar

I takt med at komposten tømmes for hel- og halvomsat kompost, bygges en ny bunke op. De grovere staudetoppe lægges som et tykt lag i bunden af komposten, hvor de sørger for en god luftcirkulation, når der senere på foråret fyldes på med frisk hestemøg og grønt planteaffald.

Til den tid høster jeg af brændenælderne og lægger dem lagdelt med hestemøg, græsafklip og grønt køkkenaffald, for de grønne blade og stængler hos brændenælderne indeholder en masse gode næringsstoffer og mineraler, der rigtig kan sætte fut i omsætningen. Brændenælderne er ikke begyndt at skyde med grønne skud. Men tæt ved jorden kryber de overjordiske stængler og små krøllede bladskud. De brænder som bare pokker, kunne jeg konstatere forrige weekend, hvor jeg kom til at gribe fat i dem i min iver efter at luge bedene igennem, hvor de havde sået sig selv mellem stikkende roser. Det blev en stikkende omgang.

Bedene i prydhaven får et lag kompost

Nu er bedene i prydhaven klar til at få et lag kompost. Den hjemmelavede kompost bruges i køkkenhaven, og i prydhaven bruger jeg en indkøbt jordforbedring. Den består af komposteret hestemøg. Når løgplanter og stauder ikke er så langt fremme, kan man snildt fordele jordforbedringen ud over det hele uden at beskadige planterne. Det gør ikke noget, at stauderne bliver dækket til med et tyndt lag. Skuddene skal nok finde deres vej op igennem dækket. Jeg passer dog på med at dække påskeklokker, vintergækker, erantis og andre forårsblomstrende planter til, for vi skal nyde blomstringen her i det tidlige forår. Jordforbedringen beskytter desuden mod, at frosten går i jorden, og den lukker for lyset til frøspirende ukrudt. Når varmen rammer landet for alvor, så sætter jordforbedringen fut i væksten i bedene, og den bidrager til, at jorden bliver let og muldrig, hvilket passer godt ind i en beplantning, som den jeg har i Troensehaven.

Krukkerne får ny jord

Under hækken har krukker med hostaer ligget ned, så jorden ikke fik for meget væde gennem vinteren. De tages nu frem og fyldes op med hel omsat kompost. Nogle af planterne får en større krukke, for rødderne fylder den rigeligt ud.

Jeg dyrker mest buske, stauder og prydgræsser som krukkeplanter. Det er ikke mange et-årige sommerblomster, der finder vej til mine krukkearrangementer. Enkelte bruger jeg i sammenplantninger i store keramikfade sammen med urter og græsser. Måske skyldes det, at vi har så mange sommerblomster i køkkenhaven, og at bedene i prydhaven bugner af blomster fra tidligt forår til sent efterår. Måske er jeg blomstermæt, så krukkerne i stedet primært fyldes med flerårige bladplanter, buske og græsser.

Drivhuset er tømt for overvintrende krukker. De er sat på friland, og jeg ved, at det er et sats, for vinterkulde og væde kan udfordre deres overlevelse på friland. De tunge krukker med skærmliljer får hundetæpper over sig, hvis vinteren vender tilbage. De mindre krukker med sarte salvier stilles tilbage i drivhuset i tilfælde af frost. Krukker med hortensia kommer op under udhænget på stråtaget, hvor de står i ly og læ for regn, blæst og vinterligt vejr. Oliventræerne må klare sig på terrassen, og kameliaen med de store knopper får lov at blive stående i drivhusets skyggeside.

Alle krukker efterses for, om de kræver en større potte med ny næringsrig pottemuld. Gennem sidste vækstsæson er jorden sunket i flere af krukkerne, og jeg har erfaret, at man ofte kan klare en sæson mere med en påfyldning af helomsat kompost og løbende vedligehold med gødning. Det kan blive en tung opgave at skifte jorden ud hos de meget store engletrompeter. Skærmliljerne sprænger krukken, når rødderne ikke længere kan være i den, og så fortæller den selv, hvornår det er tiden at flytte til en større. Man skal holde øje og overveje, hvordan man slipper nemmest om ved det, men trods alt tilstræbe at give planterne de bedste vækstbetingelser.