(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)
Foråret er højtid for nyanlæg i haven. Her sås og forspires, og her gør man jorden klar til årets havesæson.
Gennem vinteren var det sparsomt med spørgsmål fra læserne, for havefolk går i hi ligesom planterne i naturen. Men når lyset kommer frem, og det knirker og knager i væksterne udenfor i haverne, så vågner havefolk op. Det kan mærkes på antallet af spørgsmål, som jeg modtager fra læsere af mine artikler.
Nu står spørgsmålene i kø, og mange af dem ligner hinanden. Når jeg spreder kompost på bedene, og skriver om det, så afføder det masser af reaktioner og spørgsmål. Når køkkenhaven gøres klar, og jeg viser fotos fra min egen køkkenhave, så kommer der spørgsmål om anlæg af højbede og stier. Når sæsonens planter begynder at blomstre, så søger havefolk inspiration til nye vækster i haven, som sætter knald på farverne. Vi udveksler tips, inspirerer og deler haveglæden med hinanden.
Der deles haveglæde
Denne udveksling af erfaringer med havearbejdet er til stor glæde for mig. Jeg har fået beskrevet, hvordan en datter til en havekyndig mor producerede sin egen pottemuld. ”Vi fyrede blandt andet med tørv. I tørvehuset fejede mor tørvesmulder op fra gulvet og blandede det med sand samt jord fra muldvarpeskud”.
En mand sendte mig billeder af sine flotte hjemmesnedkererede havemøbler med de fineste udskæringer. En anden haveejer ville komme forbi på en af mine Åben Have dage og forære mig et skud fra en særlig lækker rabarber.
Det er berigende at dele sine erfaringer, kundskaber og historier med hinanden, for det smitter og får haveglæden til at vokse til nye højder. Derfor vil jeg slå et slag for, at man tager ud og besøger alle de skønne haver som holder Åben Have i regi af Haveselskabet. De ligger spredt rundt i Danmark, og man kan ligefrem lægge en ruteplan med små ophold på B&B undervejs. Her står dedikerede haveejere klar til at dele deres haveglæde med andre. Man kan finde en oversigt over Åbne Haver på Haveselskabets hjemmeside. Sæsonen starter for alvor nu.
Kan stauder tåle et lag kompost over sig?
Jeg kan godt forstå, hvorfor jeg får så mange spørgsmål til spredning af kompost på bede, hvor stauder og løgplanter fylder dem helt ud. ”Sikke et arbejde det må være at undgå at dække alle planterne til” – skrev en kvinde til mig en dag. ”Tager det ikke voldsom lang tid” – spurgte en anden mig.
Det går faktisk ret tjept, når et 5 cm tykt lag kompost fordeles i alle bedene. Et trillebør fuld kompost læsses af i to bunker, og så lægger jeg mig ned på knæ og skubber det rundt. Stauder og spirer fra løgplanter dækkes til, selvom de er på vej op. Det kan de sagtens klare. De har godt fat i væksten, og ved hvad vej deres skud skal skyde, selvom det er bælgmørkt dernede under komposten. Det er de kodede til fra naturens hånd, så de skal nok finde op i lyset. Men jeg undgår at dække blomstrende forårsplanter til, f.eks. den blå anemone, primulaer og påskeklokker.
Man vil med komposten lukke for lyset og derved hæmme frø der ligger på jorden i at udvikle sig til planter, for de kræver lys for at spire. Men har frøet spiret og udviklet et rodnet, så er der grokraft, og den styrkes med næringsrig kompost.
Flis mellem stauder
En nybagt haveejer spurgte mig forleden, om jeg bruger flis mellem stauderne. ”Jeg er i tvivl om, om det er en god eller dårlig idé i mit nyanlagte staudebed” – skrev hun.
Ja, det er en meget dårlig idé. Mange tror at havearbejdet bliver meget nemmere, hvis man dækker jorden til så ukrudt ikke kommer op. Men det hæmmer også staudernes vækst, for flis trækker kvælstof ud af jorden, når den nedbrydes, og det går fra stauderne. I etableringsfasen har de rigeligt brug for næring til at vokse sig store og kraftfulde. Det er langt bedre at plante tæt sammen, og give stauderne det bedste grundlag for at de bliver store og breder sig, så jorden i bedet hurtigt dækkes til. Nogle stauder har store blade, der kan holde på fugten i jorden og samtidig holder lyset ude for frøspirende ukrudt. Det er f.eks. lodden løvefod, hosta, slangeurt og akelejer. De kan plantes ved siden af andre stauder, der har en lettere vækst, som ikke lukker af for lys. Det er f.eks. røllike, violfrøstjerne og kvæsurt.
Flis bruger jeg som et pænt dække ovenpå grim ukrudtsdug, der er lagt ud, hvor der skal nedkæmpes flerårig genstridigt ukrudt. Det ligger som bund i mit planteværksted, så jeg ikke sjasker rundt i pløre, når jorden er mættet af vand. Jeg har flis lagt ud på stierne mellem bedene i hobbyhaven, hvor vi i år skal dyrke sommerblomster.
Kan franske anemoner plantes ud nu
En dag skrev Erling en mail til mig med et vedhæftet foto af to potter med de smukkeste mørkeblå franske anemoner, som han lige havde købt. Han spurgte om de kan plantes ud i haven nu, eller om det er en indendørs plante.
Franske anemoner tåler ikke frost, men de kan godt klare lave temperaturer. Vi har det endnu for koldt til at de kan plantes ud i haven. Men de kan klare at stå i et køligt, men frostfrit drivhus og havestue. For at holde dem i live er det vigtigste, at de holdes fugtige, for de tåler ikke at tørre ud.
Det kan nemlig være udfordringen med franske anemoner, når de stilles ind i en varm og tør stue, at de hurtigt dejser om. De kan lægge sig fladt ned fra det ene øjeblik til det andet, hvis de mangler vand. Og så skal man være på pletten med vandkanden. Det er umuligt at få liv i dem, hvis de har stået tørt for længe, og her taler vi om timer, ikke dage.
Franske anemoner er at betragte som en sommerblomst med en forårsblomstrende sæson. De kan godt plantes ud i haven, når der ikke længere er fare for nattefrost. Men meget fornøjelse får man sjældent af dem ret længe, for de blomstrer fra april til juni, og nattefrosten slipper først sit tag i maj.
Anlæg af stier i køkkenhaven
Der er fokus på køkkenhaver for tiden. Mange har travlt med at undersøge forskellige muligheder for anlæg af køkkenhave. Skal det være faste bede eller højbede? Jeg får flest henvendelser fra læsere, der har valgt at dyrke i højbede, men mangler at træffe et valg om belægning imellem dem. Ofte står det på valget mellem græs eller grus. Fliser er smukke, men dyre i anlæg, og så er der arbejde med at luge mellem fugerne. En mand skrev at han var ved at gå amok over alt det arbejde han havde med at vedligeholde flisebelægningen. Fugerne fyldes med jord og frø spirer. Han troede, at det var det nemmeste, men tværtimod er det blevet en belastning for ham, så han søger nye løsninger.
Typiske spørgsmål er: ”Hvilken fordel er der ved at have grus mellem højbedene?”, ”Hvilken type grus har du i køkkenhaven mellem højbedene?” og ”Hvordan anlægges stierne?”
Mellem højbedene lagde vi først en kraftig ukrudtsdug, der blev tilpasset, så den stikker 2 cm ind under højbeds-rammerne. Således sikrer vi, at ukrudtsdugen ikke med tiden vil arbejde sig op langs siderne af højbedene og blive synlig, hvilket ikke er særlig kønt. Her vil ukrudt også nemt blive rodfæstet. Der skal ikke ukrudtsdug i bunden af højbedene, for så er der ikke direkte kontakt til mikrolivet og orme, der lever dybt nede i jorden.
Ovenpå ukrudtsdugen har vi lagt 7 cm stigrus. Det svarer til lidt mere end længden på tænderne på en løvrive. Løvrivens tænder skal helst ikke rive op i ukrudtsdugen. Man skal nemlig rive stierne med jævne mellemrum, dels for at løsne ukrudt, dels for at minimere at nye småplanter får godt fat. Stigrus pakker sig og bliver fast at gå på, når det er tørt.
Fordelen ved stigrus er, at stierne er forholdsvis lette at vedligeholde. Er man jævnligt over dem med riven, bruges der ikke meget tid på opgaven. Jeg synes at det er så smukt, når køkkenhaven er ny-revet og blomster og grønsager vælter ud over kanten af højbedene og bløder de skarpe kanter op med frodighed.
Vælger man løsningen med stigrus, så skal man være opmærksom på, at der skal anlægges en kant af f.eks. stål eller kantsten rundt om køkkenhaven, for at holde stigrus adskilt fra jord eller græs. Rundt om vores køkkenhave er der opsat et frugtespalier i bede med bunddækkende storkenæb. De er kantet med en aflang stålplade, der er banket ca. 10 cm. i jorden.
Der er mere arbejde ved at have græs mellem højbedene, er min erfaring. Det er svært at slå omkring de skarpe kanter, og vil man ikke have græs til at vokse op i totter omkring dem, skal man gå efter med en kantskærer. Græsset bliver også slidt, der hvor man færdes meget. Men det er smukt med det grønne græs, især når højbedene står frit placeret tæt på natur og skel, og når det bliver vedligeholdt.
Højbede af cortenstål
En mand spurgte mig nysgerrigt, om vores højbede er fremstillet af cortenstål. Det var et ledende spørgsmål, for han var stor modstander af at bruge materialer i haven, som indeholder giftige stoffer og som er en trussel mod vores sundhed og miljø. Det ville han lige gøre mig opmærksom på.
Jeg kunne berolige ham med, at vores højbede er af råjern. Højbede af cortenstål har fået en speciallegering, der får materialet til at ruste og efter sigende skulle give en større holdbarhed. Men det er kun en stakket frist, for når cortenstål er i vedvarende kontakt med fugtig jord, som den er i højbede, så skræller legeringen af. Den indeholder forskellige tungmetaller såsom kobber, krom og nikkel, hvilket sandsynligvis ikke er supersundt, når de frigives i jorden i bedene, og vi optager dem gennem dyrkning af spiselige afgrøder. Disse tungmetaller kan fremkalde eksem, og ved for store mængder i kroppen også forgiftninger. Af den årsag, har vi valgt højbede i råjern, så vi er sikre på, at der ikke ophobes tungmetaller i jorden. Jern findes i forvejen i jorden, i grundvandet og i mange af de afgrøder, som vi spiser, og er derfor ikke farligt.
Højbede i råjern ruster med tiden, men de holder alligevel i rigtig mange år. Holdbarheden er ikke væsentlig forringet sammenlignet med cortenstål.
Jord i højbede
Jeg får også mange spørgsmål til, hvad jeg fylder i højbedene som det bedste vækstmedie. Har man anlagt en køkkenhaven med rigtig mange højbede, så går der meget jord til at fylde dem op. Vi har 13 store højbede, og det vil kræve nogle tons jord for at fylde dem op. Man kan købe højbedsmuld i sække og bigbags fra producenter, men det vil være en ret bekostelig affære, for der skal mange til.
Vi havde masser af havejord fra den tidligere køkkenhave, hvor vi dyrkede i toppede bede direkte på jorden. Denne jord fyldte vi i højbedene, da den nye køkkenhave blev anlagt. I jorden blev der blandet masser af hjemmelavet kompost, der gav en god muldet struktur. Den vedligeholder vi ved, at der løbende tilsættes kompost til bedene.
Har man ikke overskudsjord fra haven, kan man bestille et læs harpet muld, der er almindelig muldjord renset for ukrudtsrødder. Der findes forskellige kvaliteter i harpet muld, så man skal sikre sig, at man ikke får leveret overfladejord fra byggepladser, som ikke er renset for ukrudtsrødder og andet skidt. Jeg har set en gårdhave springe i skov, fordi der blev leveret en såkaldt harpet muld fyldt med senegræs, padderokker og agersnerler. Men jorden var billig, og entreprenøren, der læssede den af i haven, sparede deponeringsafgiften efter et byggeri.
Hvorfor er mine påskeklokker så små?
”Hvordan får du dine påskeklokker så store og blomstrende? Mine er så små og danner kun få blomster, selvom det er gamle planter”. Sådan skrev en dame til mig efter hun havde set billeder i avisen af mine forårsblomstrende bede.
Påskeklokker hører til planteslægten Helleborus, der også omfatter bl.a. juleroser og stinkende nyserod. I naturen vokser Helleborus i lyse skove og langs skovbryn, hvor der er delvis skygge i løbet af dagen. De foretrækker en muldrig og kalkrig lerjord, og trives ikke ret godt i en sur eller mager og sandet jord. Det kan være en af årsagerne til, at damens påskeklokker ikke bliver så store.
De kan bedst lide at vokse ved foden af buske eller træer, og jorden må ikke være for våd og heller ikke for tør. Jeg sørger derfor altid for at plante dem ved siden af høje naboplanter, om det er buske, småtræer eller høje stauder. De er særligt fine i skovbedet, hvor de vokser i en dejlig fed, muldrig jord fyldt med bladmuld. Ellers er Helleborus nemme planter at dyrke i sin have.
Primula auricula
En mand skrev og spurgte mig, om jeg havde nogle gammeldags aurikler i overskud, som han kunne få nogle stiklinger af. Han havde nemlig ledt forgæves efter dem i havecentre og på nettet.
Mine aurikler er ved at være gamle, og jeg har ikke fået dem passet ordentligt, så jeg kunne ikke med god samvittighed tilbyde en aflægger af mine. Men jeg blev nysgerrig efter, om de helt er udgået af handlen i Danmark. Jeg spurgte i mit ”grønne” netværk om der er gartnerier som stadig dyrker de gamle aurikler. Det kan ikke opspores, desværre. Ej heller gartnerier i udlandet, hvorfra mange danske producenter får deres stiklinger fra, dyrker aurikler i det omfang, man gjorde for år tilbage.
Jeg kunne trøste manden med, at de er ret nemme at formere fra frø. Mine aurikler har jeg selv formeret fra frø i tidernes morgen, hvor jeg købte dem i England hos Plants of Distinction. Men det kan være svært at importere frø fra England efter brexit. Jeg har opdaget, at man i Danmark kan købe frø af aurikler hos Fuglebjerggaard.
Sorte fluer i såjord
Hvor kommer alle de små sorte fluer fra, som flyver rundt over mine potter med forspirede planter? Hvad skal jeg gøre for at komme af med dem?
De sorte fluer kan være sørgemyg. Ofte forveksles de med bananfluer, men dem ser man ofte senere på sæsonen. Man kan kende forskel på dem ved farven. Bananfluer er brune, og sørgemyg er sorte.
Sørgemyg lægger æg i jord, hvor der vokser planter, for deres larver lever af organisk materiale.
Sørgemyg kan være ret irriterende, men det er ikke de voksne fluer, der udgør et problem, det er deres larver, som spiser af planternes rødder. Hvis der er mange larver i jorden, eller hvis planten er i dårlig trivsel i forvejen, så kan det være et problem med larverne, for de gnaver i planternes rødder. Især er små planter sårbare overfor sørgemyggenes larver. Men så er det heller ikke værre. Jeg har dem i mine såbakker, der er fyldt med spirende sommerblomster. Ingen ser ud til at være ved at dø.
Men de skal reduceres, så der ikke udklækkes alt for mange larver. Angrebet af sørgemyg er størst, hvis man har meget våd jord. Larverne trives nemlig bedst i jord, der er konstant fugtig, og det er såjorden med frø og småplanter, for de kan ikke tåle at jorden tørrer ud.
Jeg går ikke i panik, når jeg ser en lille bitte sørgemyg, der er så lille som et sukkerkorn. De vil altid være til stede, hvor der er jord, og de er her hele året. Om sommeren får vi mest øje på store larmende fluer og overser sørgemyggene. Men de er der. Her om vinteren opdager vi dem, for der er ikke så mange andre insekter i vores hjem.
Jeg holder bestanden nede ved at lufte grundigt ud dagligt, og så placerer jeg såkaldte limfælder i såbakkerne. Sørgemyggene flyver ind i limfælderne og så slipper de aldrig fri. Det er den visse død, og en langsom død, for de er helt klistret fast. Stakkels sørgemyg.
Et gammelt husgeråd er, at man enten kan drysse kanel eller lægge appelsinskal på jorden, for det er lugte sørgemyg ikke kan lide. De søger derfor væk. Det er måske en mere human måde at slippe af med dem på.
