(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)
De bedste barndomsminder jeg har, er fra mine ferier hos mine bedsteforældre, der havde en kæmpestor have. Her var køkkenhave, hvor vi kunne spise os mætte i ærter og jordbær. Under loftet i viktualierummet hang nylonstrømper fyldt med hasselnødder plukket i hasselhegnet, så musene ikke kunne nå dem. Det duftede så skønt, når der blev kogt stikkelsbærgrød af bær, som vi høstede i bærhaven. Det bedste var når rabarberne forvandlede sig fra sure stængler til sød saft.
Ved køkkendøren voksede høje springbalsaminer, der var så sjove at trykke på, for de eksploderede mellem fingrene, når de kastede frø og senere dukkede op som småplanter overalt på denne side af huset. Det var en sand fryd.
Når man smed kokasser på bedene i køkkenhaven, voksede grønsagerne i flyvende fart, for der var krudt i en kolort, sagde min mormor. Når de blev samlet ind ude på marken, var de fyldt med kriblekrabledyr, der kom i syltetøjsglas med lidt græs i bunden. Man skulle huske at lukke dem ud igen, for de gjorde nytte i haven, fik jeg fortalt.
Hvis vi var heldige, kom fiskehejren og isfuglen forbi, for mine bedsteforældre boede ved et dambrug mellem lyngbakker, engdrag og skov. Nogle dyr var farlige. I myretuen i skovkanten lå grævlingen og sov, men den måtte man ikke forstyrre, for den kunne bide sig fast i benet helt ind til knoglerne, så det knasede. Vi skulle have gummistøvler på, når vi legede udenfor, for der var hugorme, så vi holdt altid et vågent øje på dem og løb skrigende væk, når de lå og solede sig på de fint revne stier der førte én rundt i haven mellem blomstrende buske, roser og stauder.
Om natten kunne vi høre den uhyggelige lyd af ræven og ugler der tudede. Om dagen summede her af insekter. Hvis vi blev stukket af en bi, dryssede min mormor sukker og citronsaft på. Det hjalp, for det smagte så godt.
Man skulle sige en høj lyd, når man gik ind i hønsehuset for at samle æg. For så skræmte man mus og rotter væk i en fart, og det puslede på taget og i væggene.
Eventyrlige uderum
I denne eventyrverden blev glæden ved haven og naturen skabt. Den har fulgt mig gennem hele livet, og den vil jeg gerne give videre til den næste generation. Eventyret er lige uden for døren og kan sagtens konkurrere med digital underholdning, hvis bare man giver opmærksomhed, plads og rum til det. Heldigvis har mange børnefamilier øje for det og indretter deres fritid og have til, at børn beriges og udfordres i naturen.
Man kan betragte haven som et eventyrligt ekstrarum, hvor man kan gå på opdagelse. Det forandrer sig fra årstid til årstid, fra dag til dag og fra time til time. Især hvis haven indrettes som en oase fyldt med forskellige rum, vilde kroge og masser af planter, der inviterer til leg og fordybelse.
Når jeg besøger børnefamilier, der ønsker en eventyrlig have, så skal der også være plads til vild leg og boldspil. Men oftere ser jeg trampolinen og gyngestativet blive prioriteret væk. For få år siden var det en selvfølgelighed, at der skulle være plads til legeredskaber og trampolin. Men nu er de på vej ud af haverne hos mange børnefamilier, er min oplevelse, og de er nærmest blevet et hadeobjekt. Forældrene ønsker at børnene skal have viden om naturen fra en tidlig alder ved at lege de såkaldte naturkompetencer ind.
En børnevenlig have er en dyrevenlig have
Man kan naturligvis holde høns og kaniner, hvis man vil være sikker på, at der er dyr i haven. Det er forudsigeligt, at man møder dem ude i haven, når der skal fodres og samles æg. Men det er uforudsigeligt, hvad man møder af dyr, hvis der skabes miljøer i haven, der tiltrækker fugle, insekter, egern, pindsvin og andre smådyr. Det er en sjov udfordring for voksne og børn at skabe en have, der lokker fugle, insekter og dyr til. Der skal skabes attraktive levesteder, og der skal være føde og vand. Insektvenlige planter blomstrer fra tidligt forår til sent efterår og sørger for føde til både insekter og fugle. Så er man godt i gang med at skabe grundlag for fødekæden.
Fuglene slår sig ned i haven, hvis der opsættes fuglehuse og plantes træer, hække, buske samt hvis man lader krat blive stående, som de kan bygge rede i. Man kan investere i et fuglehus med indbygget kamera, og følge fuglenes redebyggeri fra indsamling af redemateriale til flyvefærdige unger. Hvilken oplevelse når der en dag ligger æg i reden, og når æggene klækkes, fugleungerne får fjer, og de voksne fugle kommer med føde til deres unger. Måske er man heldig en dag at se fugleungerne forlade reden.
Man kan placere et foderbræt tæt på huset og få øje på spætten, der hænger i fedtkuglerne og hakker det hele til smadder. Og når den farvestrålende dompap eller stillits besøger foderbrættet, men bliver skræmt væk af en dominerende spætmejse. Der kan leges gættelege over hvilke fugle, man kan høre både nært og fjernt, for ikke alle fugle kan man se med det blotte øje.
Insekter er spændende at kigge på, og de gør samtidig gavn i haven. Nogle insekter spiser andre, og er man vågen kan man se mariehøns malke bladlus. En lille spurvefamilie sætter 16.000 bladlus til livs inden fugleungerne forlader reden. Derfor ser man f.eks. mejser og spurve pile rundt i havens planter for at lede efter bladlus og andet småkravl. Giver man denne viden videre til børn, vil de hen ad vejen forstå, hvordan naturen hænger sammen, og også på brutal vis viser os, at den enes brød er den andens død. Sådan er livet, og det kan afføde mange eksistentielle samtaler mellem erfarne voksne og nysgerrige og videbegærlige små mennesker.
Insekter er aktører i et farvestrålende skuespil
Det er en fest at udstyre et lille barn med en lup og et syltetøjsglas. Man kan tælle alle ben på en edderkop, hvis den altså vil stå stille længe nok. Man kan udfordre sig med at tælle alle ben på tusindbenet, der fanges ind nede i kompostbunken, og dermed undersøge om navnet ”Tusindben” har noget på sig.
I kompostbunken bor ”Bænkebivere”, som min mands barnebarn Karla kalder dem, og hun skriger af fryd, når syltetøjsglasset tømmes ud på et tæppe på græsplænen. Alle insekter med ben piler mod kanten af tæppet og forsvinder som dug for solen ned i græsset og i alle tænkelige huller. Dem med vinger flyver op til himlen og beder om godt vejr i morgen.
Omkring bålstedet er der brændeknuder, der er beboet af insekter. Hvor mange forskellige finder man der, når barken rives af, eller brændeknuden væltes? Det helt store drama udspiller sig fra det sekund en fed edderkop puttes ned til de andre insekter i syltetøjsglasset, for edderkoppen er den onde skurk, som spiser andre insekter. Hvor lille skal man være, før en edderkop spiser et barn med hud og hår. Det skulle jeg aldrig have sagt, så vi måtte finde en lille nuttet edderkop, der ikke gør nogen fortræd endnu.
Man kan rive en regnorm over, og så spræller den så sjovt. Men det er synd, selvom den ene halvdel vist kan leve videre. ”Gør det ondt på en flue, hvis man kommer til at hive et ben eller en vinge af den?” – spurgte min yngste søn mig, da han var 5 år gammel. ”Hvad tror du selv?” – svarede jeg, og så fik vi en snak om, at man skal være god ved dyrene, passe på alt levende og acceptere, at de æder hinanden for at overleve. ”Jamen mor, hvorfor klasker du så fluerne flade med en fluesmækker?” ” Fordi de driller når de lander på en og kilder så irriterende”. ”Jamen kan du så ikke klaske Jens (storebror) med en fluesmækker, så han holder op med at drille”.
Livet er fyldt med paradokser og dilemmaer, der giver stof til eftertanke.
At plante en farvestrålende scene
Forleden blev der skabt en følelse af forventningens glæde hos Karla på 3 år, der lige er flyttet ind i et hus med en have. Hun har helt naturligt vist stor interesse for naturen og kan bruge timevis i haven på at lede efter insekter, sjove frø, bær og blomster. Denne forårsdag var vi på planteskolen for at købe to sommerfuglebuske, et par kæmpeverbenaer og nogle krydderurter, der skal give duft, farver og tiltrække insekter. Der var en etikette på planterne med et billede af pink og lilla blomster. Nede i potterne med sommerfuglebuskene var små forkølede buske med blade, der lige var begyndt at folde sig ud. Det var ret uforståeligt for Karla, at de bliver så høje som bedstemor og fyldt med farvestrålende blomster. På etiketterne var også en tegning af en bi og en sommerfugl. De flytter ind i haven, når de opdager, at Karla har plantet sommerfuglebuskene. Hun vil holde godt øje med væksten, når de sætter knopper, der udvikler sig til blomster, og når de en dag er fyldt med sommerfugle og summende bier. Her kan luppen tages frem, og hun kan spotte forskel på arter, farver og mønstre i sommerfuglenes vinger og biernes tykke bagkroppe.
Karla vil altid kunne huske navnet på sommerfuglebusken, for det er så sigende et navn set i lyset af, hvad hun har i vente at se. Anderledes står det til med Verbena, der først lige var begyndt at skyde de små skud op af pottejorden. Planten blev væk, da vi plantede den og spredte kompost i bedet. Men så blev der sat pinde i, hvor den er plantet, og en dag viser den sig igen, når den begynder at skyde. Mon ikke den fyldes med summende svirrefluer, vilde bier og honningbier. Der er noget at holde øje med.
Livet under jorden
Komposten fiskede vi ud af bunden på en gammel kompostbeholder. Der var rigeligt til flere trillebør fulde i børnestørrelse. Karla har sin egen plads i skuret til haveredskaber i børnestørrelse. Dem fik hun i 3 års fødselsdagsgave i november måned, og det var ret abstrakt at forholde sig til, hvordan de kan bruges, når havesæsonen for alvor går i gang.
I komposten var der masser af hele og halve hasselnøddeskaller, der vidner om, at musene har været på spil. Lige ved siden af skuret står et stort hasseltræ med rakler i blomst, og jeg kunne fortælle, at der kommer nødder på træet til at mætte mus og mennesker.
Det er stadig for svært for Karla at forstå, at de kviste og blade, som vi fyldte i kompostbeholderen, bliver til muld, der skal fordeles på bedene næste forår. Vi tog en håndfuld kompost op og så, at der var orme, ”bænkebivere”, skolopendre og små bitte larver, der hjælper til med at forvandle en død plante til muld. Rent trylleri for et barn, og såmænd også for en voksen.
Bien og blomsten
Når Karla bliver lidt ældre, kan hun få hele historien om bestøvning og sikring af arters overlevelse. Blomsterne gør sig smukke, fyldes med nektar der tiltrækker insekter, som sikrer at planterne danner frø og sender generne videre til kommende generationer. En blå blomst kan blive rød, hvis en bi har været på besøg flere steder, og således spreder forskellige arveanlæg. Jeg har mange eksempler på dette, som jeg vil glæde mig til at vise og forklare Karla om nogle år, for hun skulle nødig blive udsat for en overdosis af belæring fra ” Kloge Åge”, der ikke levner noget tilbage til, at hun selv går på opdagelse og erfare.
Karla fik øje på to snegle i hus, der var klistret helt sammen, og de var svære at hive fra hinanden. ”De laver børn” – sagde hendes far. Så fik hun lige noget at tænke over!
At så et frø og se det blive til en stor plante
Vi har stadig til gode at lægge kartofler i jorden og så nogle frø, som Karla kan følge, når hun kommer på besøg. Så vil erfaringens ring blive sluttet. For i efteråret var hun med rundt i haven og høste til aftenens måltid.
For første gang så Karla, at kartoflerne kunne graves op af jorden med en lille skovl, som små guldklumper der senere blev til kartoffelsalat. At ærterne voksede på stilke på tårnhøje planter i et stativ, og at der lå små og grønne ærter inde i bælgene. Nogle ærter kunne spises med hele skallen på.
Agurkerne i drivhuset var både tykke og lange, men nogle var korte og tyndere og smagte mere sødt. Det var de bedste, så de røg i kurven sammen med røde tomater. Der voksede tomater både i drivhuset og udenfor. De findes i mange farver, men de røde skulle det være, for dem kendte Karla bedst. Jeg sneg mig til at høste lidt af de gule og orange, for de smager mindst lige så godt.
Chilier der voksede i krukker i drivhuset, måtte jeg selv plukke, for de er meget stærke og sætter stærke spor på fingrene. Det var svært for Karla at holde fingrene fra de farvestrålende chilifrugter, så opmærksomheden blev afledt ved, at der var et liv af bænkebidere og snegle, som havde taget bo under krukkerne i drivhuset.
Vi måtte videre med kurven under armen. Løgene gemte sig under jorden i køkkenhaven. Nogle var røde og andre gule, men de helt hvide salatløg var sødest, så de kom i kurven med grøntsager til aftenens måltid. Det tog lang tid. Hvidløgene lå i bundter på bordet i drivhuset og var knastørre udenpå, men indeni var der saftige fed, der duftede stærkt. For den dengang 2-årig pige var hvidløgslugten ikke rar. Det var til gengæld de gule morgenfruer, som også kan spises som drys på salater. Man bruger kun blomsterne, så der blev rykket mange blomsterhoveder af. Så mange, at vi kunne forsyne hele gaden med dem. Det var helt i orden, for jo flere blomster man plukker, jo flere blomster sætter planten.
Auberginerne og peberfrugterne i drivhuset skinnede smukt, men de var endnu ikke klar til høst, så vi måtte købe nogle hos købmanden. Det var svært at forstå for en 2-årig, at noget er i sæson, andet må vi vente med at høste, til det er stort nok.
Persille og basilikum blev revet op med rod, hvilket var knap så heldigt, men til stor underholdning for Karla. Hun havde lige rykket to store salathoveder op med rod, og det skulle så prøves igen. Det samme gjorde hun med gulerødderne, for i haven dyrkedes både de orange og de lilla. Der kom lidt flere op end vi kunne spise, for det var ikke til at se, hvilken farve gulerødderne havde, før de kom op. Det var også lidt svært at forstå, at hos nogle grøntsager spiser man rødderne og kasserer toppen. Hos andre er det toppen, man spiser og kasserer rødderne.
Jeg er sikker på, at det får vi helt styr på i år, hvor vi starter helt forfra med at så frø og lægge løg og kartofler i jorden. Et frø til haveglæde er i hvert fald blevet sået hos en lille pige.
