Drivhus til ophold og dyrkning

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livstil)

Jeg vil nødigt undvære mit drivhus. Det er et ekstra rum i haven, som bruges året rundt. Om vinteren benyttes det til opbevaring af sarte planter. I foråret er drivhuset en mellemstation til forspirede planter, som skal vænne sig til udelivet efter at have stået indenfor i huset under vækstlys. I drivhuset har de forspirede planter selskab af såbakker med småspirer af stauder og grønsager, der godt kan tåle svingende temperaturer.

Snart rykker tomatplanter, agurkeplanter, chili, peber og basilikum ind i drivhuset og tager al pladsen op. Før i tiden var der plads til et par stole og et lille bord, så man kunne sidde derinde og lytte til regnen tromme på glasset og dufte til jord og planter. Men nu er drivhuset helt omdannet til et væksthus proppet med planter året rundt. Hygge og ophold er henlagt til andre steder i haven.

Jeg har mange gange tænkt, at hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, havde jeg købt et meget større drivhus, der kan anvendes til det hele. Det skal være stort nok til planter i alle stadier, plantebord, spisebord og stole, en lænestol til en gråvejrsdag og en lille brændeovn, man kan tænde op i, når det er pivkoldt udenfor. Når det er varmt om sommeren, skal vinplanter dække taget som et gardin, der køler drivhuset ned. Og der skal være døre, som kan åbnes i flere sider, så der skabes træk og ude og inde smelter sammen.

Men mit eget drivhus på 15 kvm er for godt til at kassere, så indtil videre må jeg nøjes med at dagdrømme, men det er nu heller ikke så dårligt endda.  I drømme kan alting ske.

Plads til ophold

Jeg har set min drøm af et drivhus i virkeligheden. Jeg skal bare gå 100 meter ned ad gaden, for her bor Christina med det mest fantastiske drivhus, ja jeg vil nærmere kalde det for et orangeri.

Det er så stort og rummeligt, at der er plads til spisebord, stole, bænke og såmænd også en gyngestol. Christinas børn bruger drivhuset, når de vil have ro til at læse og fordybe sig. På andre tidspunkter spiser familien derude og nyder samtidig udsigten til haven.

Drivhuset har en muret gavl, der både giver et hyggeligt miljø og udstråler varme når solen er gået ned, for stenene varmes op af solen i løbet af dagen. Det er ideelt, når man forspirer tidligt i drivhuset og har krukkeplanter til opbevaring.  Sæsonen forlænges derved. Den kunne forlænges yderligere, hvis man valgte at tilsluttet brændeovnen, som indtil videre blot er til pynt.

Drivhuset er indrettet hyggeligt med et gammelt karlekammerskab og fadebur, der benyttes til opbevaring. På hylder, borde og bænke står smukke genstande til pynt, og det giver rummet ekstra charme og karakter. Her er hyggeligt at opholde sig og man falder til ro, og jeg får lyst til at tage en lur. I min drøm af et drivhus skal der være en seng, man kan lægge sig i og hvile og kigge op i himlen.

Drivhus til vækster

Når jeg træder ind i mit eget drivhus, inviterer det slet ikke til hvile. Her skal der arbejdes, formeres planter og høstes afgrøder, for det er et væksthus. Det meste af drivhusets gulv er bede. Der er kun en lille stribe sten i midten, som hurtigt fyldes op med krukker. Selv væggene er plastret til med hylder, for her skal også være plads til planter. Ned fra loftet hænger druer, som man får i hovedet hen på sommeren, og minder om, at de er klar til høst. Hvis ikke de høstes i tide, falder de ned af sig selv, og så smasker man rundt i et pløre af maste frugter, der tiltrækker hvepse.

Før havde jeg et par stole at sidde på. Nu er de skiftet ud med et plantebord med praktiske skuffer fyldt med grej til såning og prikling. Der er hylder nedenunder, som fyldes op med såbakker, jord, priklepinde, handsker og potter og planter.

Hvis jeg fik et drivhus som Christinas, så tvivler jeg alligevel på, at der vil blive plads til en seng. Det bliver nok ved drømmen.

Dyrkning i kapillærkasser eller faste bede

Christina dyrker ikke i faste bede. Hun har kapillærkasser med plantesække, som hun dyrker drivhusplanter i. Det er en praktisk løsning, for håndteres det rigtigt med passende mængder vand og gødning, så skal man ikke være over dem hver dag.

En kapillærkasse er lavet af flamingo og består af to dele: en kasse og et låg. I låget er der 3 kapillærrør, der når helt ned til bunden af kassen, der fyldes med vand. Der kan være 80 – 90 liter vand i en kapillærkasse. Plantesækken placeres ovenpå låget, og der skæres et hul til planterne oven i plantesækken. Nedenunder skærer man også et hul lige over rørene og fylder dem med plantejord fra sækken. Planterne udvikler rødder, som stikker dybt ned i rørene og forsyner sig med vand. På et tidspunkt er gødningen i plantesækken brugt op, og så skal man tilsætte flydende gødning til vandet i kassen. Der er kun gødning nok i plantesækken til et par uger, men man skal være påpasselig med ikke at overgøde. Det har jeg prøvet engang, og det slog planterne ihjel. Når det er stegende hedt om sommeren, og der fordamper en del vand fra sækkene, så kan der opstå gødningsophobning i overfladen af jorden i plantesækken. Det kan hæmme væksten på planterne. Plantesækken må heller ikke stå og soppe i vand, for så er der risiko for råd i rodhalsen på især agurker og meloner. Så helt fri for arbejde er man ikke, når der dyrkes i kapillærkasser.

Det er en af grundene til, at jeg har faste bede i drivhuset. Der er noget mere arbejde ved det, men jeg synes, at det er meget lettere at regulere gødning og vand i rette mængder. Er vi på ferie, lægger jeg siveslanger ud, og så har jeg en venlig nabo, der kigger til det hele og sørger for, at alt kører som det skal.  Det er ikke alle, der er så heldige, og så må man træffe sit valg, om der skal dyrkes i kapillærkasser som den sikreste metode, eller man skal tage chancen med siveslanger, der kan omdanne drivhuset til en fontæne med springvand, når der går hul i dem på grund af for stort vandtryk. Det har jeg også prøvet. 

Jorden i bedene har direkte kontakt med kineserne, for der er ingen bund i dem. Der bliver aldrig for vådt, for vandet løber ned i undergrunden. I det tidlige forår udskifter jeg de øverste 10 cm jord, for der kan være ophobning af skimmel og utøj. Så tilsætter jeg tilsvarende mængde omsat kompost og lidt halvomsat kompost fyldt med orme. Det blander jeg med den gamle jord, og det skulle være nok til at forsyne drivhusplanterne med næring i hele vækstperioden.

Jeg udnytter også pladsen bedre, for mellem tomater, agurker og meloner vokser tagetes, der tiltrækker nyttedyr og minimerer risiko for skadelige nematoder. I kanten af bedene vokser flere forskellige sorter af basilikum, som vokser til store buske, man kan høste af hele sæsonen.  

Belægning

Vi har lagt gamle mursten som belægning i drivhuset. Dem købte vi brugt ved et nedlagt mejeri, der var ved at blive omdannet til bolig. Murstenene er ikke hårdtbrændte, og egner sig kun til indendørs brug. Selvom der til tider bliver vådt på gulvet i drivhuset om vinteren, er ingen af de gamle mursten krakeleret. Så de kan åbenbart også bruges i drivhus. Stående fugt i ikke-hårdtbrændte mursten skaber nemlig frostsprængninger.

Jeg synes at mursten af tegl passer fantastisk godt til et drivhus. Et særlig fint gulv har Pernille og Jan lagt i deres meget smukke drivhus, der også er beliggende i Troense. Stenene er købt hos et firma med navnet ”Gamle mursten” der hører til i Svendborg. Firmaet køber og videresælger gamle brugte mursten, der er blevet renset for mørtel og skidt. Nogle mursten er flere hundrede år gamle og stammer fra nedrivninger af bygninger i både ind- og udland. Andre sten er gamle belægninger fra fortove og anlæg i byer. Man kan få ensfarvede sten og nogle i flammende farver, som er uens brændte, hvilket er de fineste efter min smag.

Et drivhusgulv må gerne være levende og organisk i udtrykket. Sådan et gulv er der i Pernille og Jans velindrettede drivhus. Murstenene har forskellige størrelser, og de er nøje sorteret, så de kunne lægges i et fint mønster. I deres drivhus spiller gulvet nemlig en væsentlig rolle, så her dyrkes der ikke i faste bede, men fortrinsvis i krukker. For drivhuset er mest til ophold og bruges samtidigt som planteværksted. Bagerst i haven har de et traditionelt aluminiumsdrivhus, der primært benyttes som væksthus.

Op af gulvet i deres drivhus vokser en livskraftig vinplante. De har fundet på en genial løsning, for Jan sørgede for, da han lagde gulvet, at vinplantens rødder er udenfor drivhusets sokkel, og planten er ledt ind og op gennem et firkantet hul svarende nogenlunde til et par mursten. For at stabilisere hullet og derved belægningen, fik de lavet en svejset stålkant hos en lokal smed. Det er både en praktisk og smuk løsning.

Vanding og regnvandsopsamling

Hos Christina samt Pernille og Jan indsamler de regnvand fra drivhusets tag. Begge drivhuse har en konstruktion, der giver mulighed for at tilslutte regnvandsbeholdere til tagrenderne. Mit drivhus har en usmart konstruktion, der leder regnvandet ud nede ved jorden via meget smalle og indbyggede hule paneler.

Pernille og Jan samler vandet op i åbne dekorative egetræstønder af forskellige størrelser. Herfra kan de fylde vandkander, og fugle og insekter kan forsyne sig med vand.

I mit drømmedrivhus skal der også være et smart regnvandssystem, hvorfra man kan genbruge regnvandet.

Man skal være opmærksom på, at visse drivhusplanter – især tomater – bedst kan lide vores kalkholdige vand fra hanerne, for de kræver en del kalk for at trives optimalt. Men man kan lige så godt tilføre kalk i jorden, som planterne optager, hvis man udelukkende bruger regnvand til vanding.

Når tomater mangler kalk, kan man kan se det ved, at de får visne bladkanter, mens resten af bladet vokser videre. Manglende kalk kan give små frugter, og nogle tomater får griffelråd. Griffelråd ses som sorte pletter i spidsen af tomaten. Det kan også forekomme, hvis planterne har manglet vand.

Rengøring og skadedyr

Det mest kedelige arbejde i haven er at gøre drivhuset rent. Man bliver så træt i arme og håndled af at skrubbe. Man bliver drivvåd hent ned i underbukserne, for når armene rækker opad, løber vandet nedad. Man får solen i øjnene, hvis den skinner, og så blændes man og ser sol og stjerner for sit indre blik. Fingrene bliver afblegede og rynkede af at være i sæbe og vand i timevis, og når de bliver tørre, så er de så knastørre, at de hægter sig fast i alting på ens vej, hvis ikke de fedtes ind i håndcreme, som så sætter fedtspor overalt.  

Men drivhuset dufter af brun sæbe og skinner rent. Jorden er blød og dufter, og den inviterer til at blive plantet til. Der er ikke noget så skønt som et nyvasket drivhus, og på et splitsekund er alt besværet glemt.

Hvis man en sjælden gang springer over, hvor gærdet er lavest, så fortryder man bitterligt. For nogle år siden spulede jeg det værste skidt af med en vandslange og tænkte, at det må være nok for i år. Hurtigt blev agurkeplanterne angrebet af spindemider, og der gik skimmel i tomaterne. Hvert år fra da af er drivhuset gjort rent med en blanding af brun sæbe og et skvat husholdningssprit opløst i lunkent vand. Denne blanding sprøjter jeg i alle sprækker på drivhusets profiler, på glasflader ude og inde, gulvfliser og drivhushylder. Her lader jeg blandingen sidde i ½ times tid, hvorefter jeg skrubber det hele med en autobørste. Så spuler jeg det grundigt af med rent vand.

Christina havde lige ryddet op i sit drivhus, og havde vaske det ned, da jeg besøgte hende, så det var ryddeligt og skinnende rent. Der tænkte jeg i mit stille sind: ”Heldigvis har jeg ikke så stort et drivhus at gøre rent”. Så det bliver nok bare ved drømmen.