(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)
Det er tulipantid. De står struttende og knitrende i store grupper rundt omkring i bedene med farverne afstemt efter bedenes farvekoordinerede design. Og så er der også det lange tulipanbed på 25 meter, der lige nu blomstrer i rosa og hvidt. Her har der sneget sig en anden farve ind, og det er brunt. Jo længere ned i bunden af haven man kommer, jo mere brunt bliver tulipanbedet. Der er noget helt galt her, og det ser også ud til, at den brune farve har sneget sig ind flere steder i haven. Det tager lidt glansen af tulipanfesten og af mit humør.
Hvad fejler mine tulipaner
For 3 år siden udvidede jeg det lange tulipanbed, og der skulle derfor lægges flere hundrede ekstra løg, som jeg bestilte i Holland. Foråret efter var der brune pletter på en bestemt sort ”Spring Green”. Lige netop denne sort havde jeg købt ekstra af, for de er knap så længe levende som de andre sorter i bedet, og derfor blev de lagt i hele bedet. Da de afblomstrede, gravede jeg dem op, som havde de grimmeste blade og smed dem på genbrugsstationen. Jeg ville nødig have, at de smittede.
Jeg vidste ikke, hvad tulipanerne var angrebet af, men det ved jeg nu. Jeg havde fået en sending tulipanløg inficeret med gråskimmel. I år er det helt slemt, for nu er sygdommen gået i de fleste tulipaner, og jeg ser også angrebne planter i andre bede i haven. Her er der en masse forskellige sorter af tulipaner og andre typer løgplanter, og det har bekymret mig, om de kan smitte hinanden på tværs af arter.
Derfor tog jeg fat på plandoktoren Magnus Gammelgård, som jeg i andre sammenhænge har kontaktet, når jeg ikke ved, hvad mine planter fejler. Magnus vidste straks, hvad der var galt blot ved at kaste et enkelt blik på billedet, jeg sendte til ham. ”Du er ikke den eneste, der har det problem” var hans første reaktion. ”Jeg er ret sikker på, at der er tale om gråskimmel. Ja det lyder måske ikke indlysende, for normalt kan man i forbindelse med gråskimmel se den grå belægning af sporer, hvad man sjældent kan, når der er tale om gråskimmel på tulipanblade. I litteraturen benævnes gråskimmel på tulipan Botrytis tulipae. Det antyder at der er tale om en art af gråskimmel der er specifik på tulipan” – skrev Magnus til mig. Det afværgede min bekymring om, at gråskimmel kan smitte andre slags løgplanter.
Smitte med gråskimmel er især slem når foråret er meget fugtigt. Den spreder sig fra løg til løg nede i jorden i forbindelse med fremspiringen over jordoverfladen men også efterfølgende, når tulipanerne står fuldt udviklede ved siden af hinanden. I år har vi haft et meget fugtigt forår, så derfor er angrebene voldsommere end f.eks. sidste år, hvor der kun var antydninger af angreb.
Der er også forskel på sorternes modtagelighed. Jeg kan konstatere, at Spring Green må være en af de særligt modtagelige.
Gråskimmel overlever i jorden
Problemet med denne svampesygdom er, at gråskimmel danner såkaldte hvilestrukturer i forbindelse med løget. Det er små ”knolde” som består af tæt sammenfiltret mycelium (svampesporer), der falder af løget og kan ligge i jorden i adskillige år. Derfor bør man ikke sætte nye tulipaner i jord som tidligere har haft besøg af syge tulipaner.
Jeg tror at problemet stammer fra, at jeg fik syge tulipanløg produceret på en inficeret mark i Holland og lagde dem mellem raske tulipaner i Danmark, som så blev smittede. Måske har der været hvilende hvilestrukturer gemt i jorden længe, som stammer fra ”hvor ved jeg”. Det er og bliver et mysterium.
Symptomer på gråskimmel i tulipaner
Jeg har læst på en engelsk hjemmeside, at man skal holde øje med følgende symptomer:
- Forvrængede eller snoede blade vises kort efter at de er kommet op af jorden. Nogle visner og andre udvikler sig ikke rigtigt
- Brune pletter af dødt væv på blade. I alvorlige tilfælde forstørres pletterne, og store områder bliver brune og visne
- En uklar grå skimmelsvamp kan vokse over de døde områder under fugtige forhold
- Pletter på blomster, og i vådt vejr rådner kronbladene hurtigt
- Små sorte frø-lignende strukturer (sklerotier) dannes på det døde væv og kan forurene jorden, og også de ydre løgskæl
Jeg prøvede at grave nogle af løgene op for at se, om der var synlige tegn her. Det var der ikke, men sandsynligvis udvikles de først senere på sæsonen, – fik jeg at vide af Magnus. ”Det er jo en slags overlevelsesstrategi fra svampens side, så den også kan angribe næste år. Sporerne spredes let med vinden og med regn-stænk fra plante til plante, men man regner ikke med smitte af betydning udover 10 meter fra de primært smittede løg”.
Det er en ringe trøst, for der er ret tæt afstand mellem bedene i vores have, så smitten vil i praksis kunne sprede sig gradvist fra bed til bed, hvis ikke jeg gør noget drastisk.
Løgene fjernes
Magnus rådede mig til at fjerne alle tulipaner med symptomer på gråskimmel, og det er jo ret omfattende. Jeg er trist og frustreret over at det er nødvendigt at nedlægge mit fine, kombinerede tulipan- og georginebed. Tulipanerne bliver gravet op i hundredvis, når georginerne om et par uger lægges i jorden. Tilbage står masser af prydløg uden en eneste brun plet på bladene. Så må bedet være et kombineret prydløg- og georginebed.
Jeg kan ikke nænne at fjerne alle tulipanerne i hele haven. Det vil helt ændre havens udtryk i forårssæsonen. Så jeg har besluttet at gå mindre drastisk til værks, og så se hvad der sker, når jeg kun fjerner de hårdest angrebne planter.
Hvis man kunne bestemme over vejret, så må det gerne regne tilstrækkeligt til at holde haven i live, men heller ikke mere. Det er desværre ikke den vejrtype, vi har i udsigt med klimaforandringerne, hvor skybrud og tørke bliver et mere almindeligt vejrfænomen. Måske er tulipaner en saga blot.
Hyldest til tulipanerne
Jeg vil slutte af med at sende en hyldest til tulipanerne i min have.
Det er så smukt i foråret, når de kvadratiske bede er propfyldt med rosa ”Don Quichotte”, lilla ”Negrita” og den næsten sorte ”Queen of night”.
Det hvide bed ligger i delvis skygge på grund af det store hjertetræ, som kaster en bred skygge. Her lyser de hvide ”Purisssima”, ”Mount Tacoma”, ”Exotic emperor” og ”White Triumphator” op. Hvide tulipaner er ikke bare farveløse hvide. Går man tæt på dem, kan man bl.a. se de fine lysegrønne tegninger på ”Exotic emperor” og de cremegule striber på den tidligt blomstrende ”Purrissima”. Det er rene kunstværker.
Det samme gælder den cremehvide ”Mondial” der står strunk og sund (th).
I centrum af haven er det lyserøde bed fyldt med rosa tulipaner i alverdens nuancer, som blander sig med løjtnantshjerter i et romantisk miks. Den mest romantiske tulipan af dem alle er den frynsede ”Fancy Frills”. Man skulle ikke tro det, men den er robust og har nu overlevet i haven i 5 år. Jeg har ikke set en eneste brun plet på den. Skulle den blive den sidste overlevende tulipan i haven, ville det ikke gøre mig spor.
Fancy Frills Ukendt
Salmon Van Eijk
Jeg har heller ikke set angreb af gråskimmel blandt de botaniske tulipaner, der vokser i skovbedet i halvskygge. Blandt mine favoritter er ”Tarda”, ”Sylvestris” og ”Turkestanica”. De er gode til at komme igen år efter år.
Sylvestris
Turkestanica
Under den rødbladede løn blomstrer tulipanerne ”Slawa”, ”Princess Irene”, ”Queen of night” og ”Parrot Negrita”. Her hersker de varme, brændte farver, og det er netop tulipanerne, der tilfører dette bed varme i forårsmånederne. De bliver svære at erstatte.
Men jeg må sige farvel til samtlige tulipaner i det lange tulipanbed. Her til morgen stod de smukt i frostvejr med nikkende hoveder og med dug på kronbladene. Da solen stod op, rejste de sig op på majestætisk vis, og i modlys kunne man ikke se en eneste brun plet. Jeg vil i de næste dage nyde de tidligt blomstrende tulipaner ”Purissima” med et flor af hvidt og cremefarvet. De blomstrer nu på samme tid som den delikate sart rosa ”Menton”. ”Negrita” er på vej op med et flor af lilla farver. ”Spring green” stikker hovedet op hist og her med stribede blomster i hvidt og grønt, men det er nogle forkrøblede vækster at se på. Senere i maj springer de mørke ”Queen of night” ud, og de får lov at slutte tulipansæsonen af i selskab med Allium ”Purple Sensation”. Så ender de deres dage på genbrugsstationen.