Showhaverne på Chelsea Flower Show

Date
jun, 05, 2023

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Nogle gange går oplevelser helt ind under huden på en. Det sker når sanser stimuleres, man inspireres, beriges og berøres i sådan en grad, at det er svært at feje dem væk. Sådan en oplevelse havde jeg på Chelsea Flower Show, som jeg besøgte i ugen op til pinse.

Chelsea Flower Show er verdens mest prestigefyldte haveshow, som folk fra hele verden strømmer til for at opleve nogle af verdens førende havedesigneres bud på haver, der i den grad rykker ved vores opfattelser af, hvad haver kan. Det er en stor ære for en havedesigner at få lov til præsentere en showhave på Chelsea Flower Show, for det er den største promovering, man kan forestille sig. Hele verdens havepresse har fokus på showhaverne både i den uge, hvor showet finder sted, og i flere måneder efter.

Ikke kun showhaverne, men også de øvrige, mindre haver er trendsættende for indretning af haver, materialevalg og planter. Det har stor betydning for både den kommercielle branche og offentlige og private haveejere, der vil indrette tidsaktuelle, grønne arealer.

Jeg fandt også masser af inspiration i disse haver, hvor man kom tæt på planter og små smarte detaljer. I næste uges artikel vil jeg derfor rette mit fokus mod disse nye tendenser.

Den mest eksponerede have på Chelsea Flower Show er nok ”The Nuture Landscapes Garden” skabt af havedesigneren Sarah Price

De store showhaver

Det er de store showhaver, der tiltrækker størst opmærksomhed, og som er det første, man søger målrettet hen mod, når man ankommer til Chelsea Flower Show. Folk står som sild i en tønde for at beskue haverne fra første parket. Jeg slog både øjne og ører ud for at indsnuse stemningen. Mobiltelefoner og kameraer knipsede løs, folk gispede og udbrød ”wow” i et væk, og jeg stemte i – men blev også tavs af beundring, nysgerrighed og havestimulation i højeste potens. Hvor var det flot!

For designerne af showhaverne handler det også om at få en medalje. Der uddeles sølv- og guldmedaljer, som dog ikke betegner en placering men en bedømmelse. Alle jagter selvfølgelig en guldmedalje, men den ypperligste pris er ”Best in show”. Der er også en publikumspris ”Peoples choise”, som var den have, flest besøgende bedst kunne lide.

Hver showhave har et budskab at fortælle med designet. Det kan være en have til bestemte målgrupper, en grundlæggende idé eller værdi, som man søger at formidle gennem både planter, materialevalg og indretning.

I år var der 12 showhaver, hvor 5 af dem vandt en guldmedalje.

Best in show – “Horatio´s Garden”

I år gik prisen ”Best in show” til Horatio’s Garden, der er designet af Charlotte Harris og Hugo Bugg. De har tidligere deltaget på Chelsea Flower Show og har vundet guld tre gange. I år lykkedes det dem at nå helt til tops med hædersprisen ”Best in show”.

Haven er designet til folk med rygmarvsskader og har således en velgørenheds mission om at skabe og pleje smukke, tilgængelige haver i tilknytning til rygskadecentre. Haven ”Horatio’s Garden” er et fristed, hvor folk i kørestol eller i en hospitalsseng frit kan komme omkring og få en sansemæssig oplevelse. Her demonstreres, hvordan et godt havedesign kan bidrage til fysisk og psykisk genoptræning, for der er forskningsresultater som viser, at hvis man har adgang til grønne omgivelser under et hospitalsophold, kommer man sig hurtigere. Haven er en kontrast til de meget kliniske rammer, man møder ved en hospitalsindlæggelse.

Man ledes rundt i haven via kørestolsvenlige stenstier bestående af et terazzo-lignende materiale som er permeabelt. Det mest markante i haven er dog stenvarder (sten placeret ovenpå hinanden) placeret flere steder, som giver rytme og struktur. Inspiration til beplantningen findes i de skovklædte dale i Sheffield, hvor showhaven vil få en permanent placering i tilknytning til Princess Royal Spinal Injuries Centre.

Jeg syntes, at haven fortjente en flot pris, men det var ikke min favorit blandt de guldvindende showhaver.

Publikums favorit – ”A Life worth living”

Der var sort af folk omkring showhaven, som vandt publikumsprisen. Den vandt også en guldmedalje, er designet af Chris Beardshaw, og er finansieret af en organisation, der støtter folk med blodkræft. Det er en have, der skal afspejle livets skrøbelighed samtidig med, at den fejrer glæden og undren, der findes i naturen.

Den var tæt pakket af planter, og i baggrunden tårnede de såkaldte reflektionstempler op – det ene med en meget fin og strålende mosaik på bagvæggen.

Jeg var ikke så betaget af denne have. Dels havde den en beplantning, som var for kompakt, dels var plantevalget og havens elementer ikke så anvendelige i en dansk have. Det er måske ikke et kriterie i sig selv, men for mig var det svært at tage havens grundlæggende design-idé med hjem. Dog var der et element, som jeg dvælede længe ved. Det var et kobberkar med rislende vand som løb under store sandsten med grønne fuger. Omkring var plantet skovagtige planter og mørkeblå iris. Der var en rislende lyd af vand og fuglefløjt i toppen af de høje træer, som omkransede haven.

En showhave fyldt med vilde planter

“The Centrepoint Garden” designet af Cleve West var en guldvindende showhave, og det var en af mine favoritter. Inden jeg tog til Chelsea Flower Show forventede jeg at møde showhaver med forædlede planter i nye former og farver – en markør for fremtidens bud på havedesign.

Jeg blev både glad og overrasket over at opleve en have fyldt med vilde planter, bunker af gamle bygningssten i tegl overgroet af mælkebøtter, korsknap, brændenælder, ranunkler, sibirisk valmue, vild storkenæb, kulsukker og andre vilde urter, som vi ser forladte steder, hvor mennesker ikke blander sig i naturens gang.

Haven er bygget op omkring en ruin eller et delvist nedrevet hus, hvor naturen over tid har taget over. Showhaven er tænkt som en metafor over, hvad det vil sige at være ung og hjemløs.

Den vilde beplantning danner et blomstrende, naturligt og udviklende levested, der understreger den vigtige rolle, en have spiller for at gøre et hus til et hjem. Væltede træstammer, tæt sammengroet krat og bunker af murbrokker danner ideelle levesteder for vilde dyr, fugle og insekter.

Det var ikke lyden af rislende vand og fugle, der optog lydbilledet. En billedhugger, Johnny Woodford, havde opsat fem fuglekasser som var placeret rundt om i haven hvorfra der blev afspillet dæmpede optagelser af hverdagens lyde af legende børn, hunde der glammer, ringende ure og samtaler omkring middagsbordet. Det var en skærende kontrast til det man så i haven og repræsenterede det, de fleste af os tager for givet. Det var et stærkt udtryk.

En showhave der går lige i hjertet

Den mest fotograferede og eksponerede showhave er nok ”The Nuture Landscapes Garden” designet af Sarah Price. Det var en ren showstopper, som man bare måtte forbi flere gange for at nærstudere den helt unikke sammensætning af planter i farver, der centrerede sig omkring nuancerne blomme, lilla, olivengul og nougat. Disse farver finder man i skægget iris ”Benton Olive” og ”Benton Susan”. Alle farverne er samlet i honningløgets blomst, der stod spredt rundt i showhaven som små spir. Indimellem var der høje kvan med blommefarvede stængler og gråløvede stauder og græsser.

De karakteristisk malede vægge, der dannede baggrund for showhaven, changerede i samme farvenuancer fra de lyseste til de mørkeste. Som kontrast var der plantet pinkfarvede klatreroser Rosa odorata ”Mutabilis” op ad de malede vægge, og selvom rosen er pink, så gav den en fantastisk lethed.

Inspirationen til haven har Sarah Price hentet fra malerier af Cedric Morris, der blev berømt for både at avle og male skægget iris.

To meget høje fyrretræer stod som markører midt i haven. Det ene af dem dannede loft over havemøbler produceret af råt træ.

Havens skelet er bygget op af lokalt fremskaffede, bæredygtige materialer. Mursten, som er brugt til belægning, piedestaler og høje bedkanter er lavet af knuste gamle potter, reb er bygget af humlestængler og væggene bagerst i showhaven er bygget op af halmballer.

Planterne står med lidt afstand til hinanden og ser ud til at vokse i grus. Det er tydeligt, at plantevalget tager hensyn til et klima præget af tørke og til tider voldsomme skybrud. Jeg lyttede med på en samtale mellem en gartner i showhaven og en besøgende, hvor den anerkendte landskabsarkitekt Beth Chatto også er en stor inspirationskilde for Sarah Price. Beth Chatto er ikke blandt os længere, men hun har et meget stærkt eftermæle og sætter til stadighed standarder for, hvordan grushaver kan designes, så de både er naturlige, bæredygtige og spektakulære. Det må siges at lykkes til fulde i Sarah Prices showhave. 

En have fra fortiden

Den sidste showhave, som vandt guld, er ”A Letter From a Million Years Past” designet af Jihae Hwang.

Ved nærmere eftertanke er denne showhave min favorit. Den var bastant, naturlig og mystisk med kæmpe klippesten, rislende vandløb og en formidabel beplantning. Jeg stod længe og kiggede på den detaljerigdom af arter på blot en halv kvadratmeter. Jeg forundredes over, at teamet bag showhaven kun har brugt 3 uger på at bygge den op. Det så ud som om den har stået her i Chelsea i en evighed. Små bitte bregner, forskellige mosser og alpine planter, velkendte græsser og andet ubestemmeligt var flettet ind i hinanden og i sprækkerne mellem klipperne. Gamle, forvoksede træer og buske var plantet som om de var selvsåede og havde stået her i hundredvis af år.

Denne showhave -”A Letter From a Million Years Past” var imponerende. Den så ud som om den havde været her i hundreder af år. Store klipper, vandløb og en mangfoldighed af små og store planter vævede sig sammen og dannede et fantastisk, naturligt landskab

Haven repræsenterer den medicinske urtekoloni beliggende i den østlige del af Jirisan, kendt som ”Koreas moderbjerg”. Det er den sidste urskov i Jirisan, hvor koreanske indfødte lægeurter, specialplanter og sjældne, truede alpine planter vokser. I showhaven danner de store klippesten et billede på bjerget. De vejer mere end 200 tons i alt og er lagdelt langs små vandløb. De store sten beskytter de små planter og danner grundlaget for et komplekst økosystem, der også giver fugt i den tørre sæson.

På denne halve kvadratmeter kunne jeg tælle over 20 forskellige planter, der enten kan spises eller bruges i naturmedicin.

Beplantningen i haven er baseret på hjemmehørende koreanske arter, herunder spiselige planter, som er udvalgt for deres helbredende og medicinske egenskaber.

Ved bunden af bjerget står et tårn, som man anvendte til tørring af urter og planter til naturmedicin. Tårnet er bygget med traditionelle koreanske teknikker, hvor væggene er lavet af sten og jord. Inde i tårnet stod et bord med det fineste porcelænskaffestel. Det gav et sødt afsæt af, at her har der siddet mennesker og nydt hinandens selskab. Det er, hvad en have også kan.

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.