Tendenser på årets Chelsea Flower Show

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Jeg forventede ikke at se så meget ukrudt, byggeaffald og døde træer på Chelsea Flower Show, men der var en grund til det. Når man gik tættere på detaljer i havernes design samt beskrivelserne af dem, så var de bygget med bæredygtighed for øje, både i forhold til genbrug af materialer, og at mange af haverne skulle opføres igen et eller andet sted i England. Intet skulle gå til spilde. Dette var ikke et tilfældigt sammentræf, for i et forsøg på at gøre Chelsea Flower Show mere bæredygtigt, har alle haverne siden 2022 skullet have en flytningsplan klar som en del af adgangskriterierne.

Det er egentlig en rar tanke, for det virker helt absurd, at haverne kun er til skue i den uge, hvor Chelsea Flower Show løber af stablen. Tænk på alle de produktionsomkostninger og mandetimer, der er blevet brugt på at tegne, designe og anlægge haverne, fremavle planter, så de blomstrer perfekt i netop denne ene uge. Og ikke mindst ressourcer på at få transporteret uhyre mængder store sten, kæmpe træer og gamle træstammer, tonsvis af jord, tunge belægningssten og byggematerialer på store lastbiler fra nær og fjern til Chelsea i London, for så at køre det hele væk igen uden en genplaceringsplan.

Vilde haver og ukrudt

Biodiversitet er kommet for at blive. Det er en trend, som har været her i mange år, men i år er det slået fast med syvtommersøm. Det skinnede tydeligt igennem i næsten alle haverne.

Noget helt skelsættende var, at ukrudt ikke længere skal betegnes som ukrudt, men italesættes som vilde planter, der er særligt attraktive for dyrelivet, og som fører til mere biodiversitet i haverne. Jeg så tusindfryd, vild gulerod, ranunkler, korsknap, vild ærenpris, okseøje, mælkebøtter og brændenælder stå i bede og blomstre så smukt. Det er nok den stærkeste trend, som alle talte om på showet. ”Ukrudt” skal ikke længere bekæmpes, men det skal integreres i et vist omfang i haverne. Og så er det endda blevet moderne.  

I Danmark har vi for længst haft gang i bevægelsen ”Vild med vilje”, men på verdens mest prestigefyldte haveshow blev det slået fast som en tilstræbelsesværdig trend. De traditionelle konventioner om perfekt havedesign udelukkende med forædlede kulturplanter i afstemte farver og former blev altså skubbet delvis til side til fordel for vilde planter. I flere af haverne kunne man se, at der blev eksperimenteret med at mikse fine forædlede prydplanter med såkaldt ”ukrudt”, og det blev vist, hvordan planterne kan vokse side om side på en æstetisk og tiltalende måde.

Egentlig kan jeg bare kaste et blik ud på min egen have og flytte mentalt om på min forforståelse af, hvad jeg skal lade stå og ikke luge væk, fordi ”ukrudtet” mellem de dyrt indkøbte planter faktisk er ret kønt. Det burde jeg så gøre fra nu af!

Flydende grænser

I mange haver skulle man lede længe efter skarpe grænser og kanter, der adskiller planter fra stier og flisebelægninger. Her væltede planterne ud over kanter, hegn og mure. Der var planter allevegne i sprækker mellem fliser og sten, i brændestakke og i forveddede træstammer. Græs voksede højt op ad stensætninger, hvor det så ud, som om det aldrig er blevet slået. Det blandede sig med vild gulerod, blomsterkørvel og fingerbøl. Buske og træer stod ikke nødvendigvis lige og symmetriske. De var vinde og skæve og væltede ud til siden, hen over stier, hegn og bygninger. Et sted havde en designer plantet et vissent træ, der var på vej til at vælte. Måske var der en ”rewilding”-bagtanke bag, så der bliver skabt plads til mere dyreliv i haverne.

Der blev også vist flere eksempler på grønne tage med vilde urter, hvor det blev omtalt som en genial måde at tilføje mere beplantning til haverne for at øge biodiversiteten, særligt hvis man bor i storbyen og har en lille byhave uden meget plads til planter.

Murbrokker og sten

I flere haver havde man plantet direkte i murbrokker eller i genvundne affaldsmaterialer. Det blev udforsket, hvor udpinte omgivelserne kan være for at selv de mest robuste beplantninger kan overleve. En af showhaverne ”Centre for Mental Health´s The Balance Garden” lignede en forladt grund i et goldt industrikvarter. Her blev der anvendt knust byggepladsaffald, der var indstøbt som fyld i beton, der blev brugt som belægning. I sprækker i betonen voksede der et væld af vilde blomster, græsser og hårdføre buske, der normalt trives i stressede miljøer.

I en anden showhave ”Samaritans Listening Garden” var grundmaterialerne i haven rå beton, stål og gammelt egetræ. Haven var designet med det formål at fremme miljøansvar og bæredygtighed gennem genbrug af materialer fra nedrevne bygninger mv. I den ene ende af haven var store betonstykker fastgjort til gamle, rustne stålkonstruktioner. I den modsatte ende af haven fik den et mere blødt og naturligt udtryk, hvor natursten og klippestykker var placeret i forlængelse af hinanden, så der dannedes sprækker, som man havde fyldt med grønne, frodige planter. Egetræsstammer lå hen over hinanden som et naturligt og blødgørende element. Jeg synes, det var en meget kraftfuld showhave, der spillede på forskellige stemningsfyldte, taktile udtryk. Haven vandt sølvmedalje, men jeg synes den fortjente bedre.

Genbrug og genbyg

Flere designere gjorde sig virkelig umage med at genbruge og genbygge af alle mulige og umulige materialer. Sarah Price, som havde designet den smukkeste blommefarvede iris-have, sigtede målrettet efter at have det laveste CO2-fodaftryk i opbygning af haven som nogensinde er set på Chelsea Flower Show. Flere af havens elementer var lavet af affaldsmaterialer såsom gamle mursten, lærred, halmballer, reb af humlestængler og forskellige trægenstande lavet af gamle, væltede træer.

Ved hjælp af en traditionel teknik påførte hun pigmenteret kalkgips på dekorative halmballevægge der dannede baggrund i haven. Jeg synes væggene var helt fantastiske med de matte og mættede farver, der matchede nuancerne i irisserne.  De superflotte plantekrukker og vandkar, der stod placeret rundt omkring i haven, havde en ru tekstur af knust beton, mursten og glasaffald. Det er måske lidt svært at gøre efter som almindelig haveejer, men ideerne er gode. Måske skulle man undersøge, hvad der er brugt som bindemiddel, og så kunne man investere i en kraftig forhammer og smadre udtjente fliser og gamle lerpotter, for så at samle dem igen til nye belægningssten og plantebeholdere. 

I en afdeling for sig selv var der små, urbane containergardens og altanhaver. Her gav man den også gas med at genbruge gamle materialer. Selv affaldscontainere blev brugt som plantekummer i en af haverne.  

Forbindelse til naturen

Naturen skal rykke tættere på vores boliger, hvis det står til flere af de trendsættende designere. Lytter man til podcasts og ser film på YouTube fra Chelsea Flower Show, så tales der meget om menneskets behov for igen at forbinde sig tættere med naturen. Vi er de seneste årtier kommet længere og længere væk fra naturen i takt med, at arbejds- og hverdagslivet er blevet mere og mere hektisk. Alt for mange mennesker er stressede, og de har behov for at trække sig fra menneskeskabt travlhed, larm og uro. Det sætter sit præg på havernes indretning, såvel de private haver som offentlige oaser i storbyer, hvor de naturlige elementer skal trækkes ind. Man så flere eksempler på grønne oaser med vandløb og vandfald, hvor vandets rislende lyd virker beroligende. Disse oaser skal genetableres ved hospitaler, i centrum af storbyer og andre steder, hvor der kan være mangel på rekreative områder.

Der var i mange af haverne skabt plads til dyrelivet ved hjælp af fuglekasser, bistader og særlige habitatområder med kvasbunker, gammelt træ og brændestakke. Træer og buske spillede også en nøglerolle i stort set alle showhaverne. Ud over at mange af planterne bestod af vilde urter og insektvenlige planter, fornemmede man også skovkantslignende beplantninger i flere af haverne, der gav et fortættet og naturligt udtryk. Her voksede skyggeplanter såsom aralia, bregner, biskophat, japansk skovgræs, månestråle, storkonval, bispehue, sølvlys, kærmindesøster m.fl. som dannede tætte næsten uigennemtrængelige bevoksninger.

Spiselige planter

En af de mest iøjnefaldende tendenser i år var det store fokus på spiselige og såkaldte ”edimentale” planter, der er både spiselige og prydplanter. Traditionelt har man holdt spiselige planter og ikke spiselige prydplanter adskilt. Men det blev blandet sammen i år i flere af haverne. Overalt så jeg dekorative kvan i flere sorter brugt som prydplante. Der var blandet asparges, farverige bladbeder, artiskokker, fennikel og flere forskellige krydderurter sammen med diverse matchende prydplanter.

Jeg så, at man i showhaven ”The Savills Garden” havde plantet fingerbøl, der er en giftig plante, side om side med dekorative hestebønner, rødbladede salater, pak choi og farvestrålende bladbeder samt spiselige blomster såsom morgenfruer, violer og blomsterkarse. Haven var indrettet som en intim have ved et landhotel, hvor der i centrum af haven var et gennemført lækkert og moderne udekøkken med tilstødende spiseområde. Her kunne gæsterne nyde måltider tilberedt med ingredienser fra haven. Her havde naturen også sneget sig ind i randen omkring haven med krat og rislende vandløb, der gav en uformel og naturlig stemning.

Farven lilla og lyse pasteller

Når jeg tænker tilbage på tidligere trends fra Chelsea Flower Show, så har der altid været bestemte farver som har været dominerende. Et år var det gult, et andet år var der knald på farverne, for her trak man grøftekanternes farvestrålende udtryk ind. Tone i tone-bede har været yt i nogle år, men nu er de vendt tilbage. Sarte pasteller i lilla, gammelrosa, hvidt og lyseblåt gik igen i flere af haverne. Grønt i grønt i forskellige nuancer dannede sammen med pastellerne rolige, naturlige beplantninger.

Men der var nogle bestemte sorter af planter, som man stødte på allevegne. Måske var det fordi designerne bag haverne fik planterne fra de samme gartnerier, og at der var overproduktion af bl.a. porcelænsblomst, amsonia, flodtidsel, blomsterkørvel og vild kørvel, kvan, akantus, fjerbusk og vortemælk. Den smukke kobberrose med carminrøde blomster og mørkt løv så man også overalt. Den må meget gerne finde vej til min have også, for magen til smuk rose findes næppe.