Umodne brombærklaser og mosgrønne frøkapsler fra valmuer danner inspiration til denne krans. De varme purpurfarver og de sarte lyse pasteller er fine sammen. Klematis dækker næsten brombærbusken til med sin overdådige blomstring, så jeg måtte beskære såvel brombærbusk som klematissen.
I bedet ved siden af har jeg rykket en masse afblomstrede valmuer op. Frøkapslerne er dekorative både i buketter og blok som pynt i et fad.
Mellem kålplanterne har jeg plantet den smukke Håret solhat med den ubestemmelige farve som solnedgangen over Sahara, deraf har den sortsnavnet ”Sahara”.
De fine cremefarvede sommerfloks ”Creme Brulee” har en farve i bunden af blomsten som matcher både klematis, prydoregano ”Herrenhausen” og de umodne brombær.
Som et lettere anstrøg er der i kransen stukket blomster fra kongekommen ”Ammi Majus” og hortensia ”Lime Light”. Små buttede græsaks fra ”Egernhalegræs” og limefarvede zinnia frøkenhat giver en fast bund i kransen blandt det løse.
Blomsterne er stukket i en krans af oasis som er stillet på et rundt fad.