Plantefarvning med havens planter

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Sidste år ved denne tid skulle naboen Hanne og jeg beslutte, hvad vi ville dyrke i fælleshaven, der er placeret mellem vores to matrikler.  ”Jeg vil gerne farve garn, spundet af hjemmedyrket hør, med planter jeg selv dyrker i haven”- røg det ud af munden på Hanne. Ja, hvorfor ikke, så kunne fælleshaven blive omdannet til et farverigt blomsterhav. Jeg øjnede muligheden for endelig at etablere en skærehave udelukkende med blomster til buketter. Det var på dette tidspunkt, at jeg gjorde den store fejltagelse, at så flerårige blomstrende insektplanter mellem bærbuskene, som næsten har taget livet af dem. Frøene blev sået i efteråret og startede blomstringen i sommer.

Plantefarvning

Det var til gengæld en vældig god idé, Hanne fik med at dyrke planter velegnet til plantefarvning. For ikke alene var de smukke at kigge på hen over sæsonen, der kom et imponerende væld af farver og nuancer ud af det. Tænk at man kan dyrke planter i sin have, der kan give garn i alle regnbuens farver.

Jeg husker fra min barndom, at min mor plantefarvede uldgarn, som hun selv havde spundet på sin rok. Farverne lå mest inden for de gule og brunlige nuancer. Måske lidt kedeligt efter min smag, indtil hun fik noget pulver hjem, som viste sig at være knuste cochenillelus, der gav rødlige nuancer, når hun farvede med dem. Så kom der et brev med tørrede planter, som hun kaldte indigo, der gav blå farver. Det var jo et sandt eventyr. Garnet hang i farvestrålende bundter omkring kosteskafte i haven og vajede i vinden. Det blev til flere trøjer med flotte mønstre og smukke, vævede tæpper.

Nu ved jeg, at man ikke behøver at få planterne sendt i tykke konvolutter fra fjernere himmelstrøg, men at man selv kan dyrke dem i sin have i Danmark. Hanne har gjort mig meget klogere udi plantefarvning.

Plantefarvning er oppe i tiden.

Jeg troede, at det var umoderne at farve garn, og at det kun hører den ældre generation til. Men der tager jeg helt fejl. Det er blevet ret moderne, også hos den yngre generation af strikkeentusiaster. Plantefarvning er en del af den fremstormende bølge, der handler om, at vi skal bringe os tættere på det oprindelige og naturen. Vi vil være selvforsynende med spiselige afgrøder, dyrke planter fra frø, plante bede til med insektvenlige planter, der gør en forskel for biodiversiteten. Vi vil skabe vores egen beklædning og give den farve med naturlige planter, der vokser på vores breddegrader. Det skal være fri for sprøjtemidler og konserverende giftstoffer.

Hanne er ret moderne, for hun greb allerede denne bølge for flere år siden, hvor hun dyrkede spindehør i fælleshaven. Det blev til mange bunder hørgarn, som hun gerne ville give farve med plantefarvning.

Her er et link til artikel om dyrkning og bearbejdning af hør til garn: https://troensehaven.dk/2021/10/11/den-lange-vej-fra-hoerfroe-til-troeje/

Research efter velegnede planter

En del af Hannes research var at finde planter, der giver farver, som både er smukke og holdbare. Det kan være udfordringen med plantefarvning, at ikke alle kan modstå f.eks. sollys, der får dem til at blegne. Det er ret moderne at farve med tagrør, men netop denne plante holder ikke farven ret godt. Tagrør vokser nede ved stranden i Troense, og det har alligevel ikke holdt Hanne tilbage for at prøve det af. Så nu ligger der tre bundter garn i forskellige nuancer farvet af tagrør.

I Hannes research efter holdbare planter fandt hun frem til en del, der skulle gro i haven. Nogle blev sået direkte på friland, andre forspirede hun indenfor i vindueskarmen.

Forspirede planter

I midten af marts måned forspirede Hanne skønhedsøje (Coreopsis tinctoria), farvevajd (Isatis tinctoria), japansk indigo (Persicaria tinctoria), farvereseda (Reseda luteola) og safflor (Carthamus tinctorius)

Den vakse læser har nok bemærket at det latinske ord ”tinctoria eller ” tinctorius” bruges efter visse sortsnavne. Ordet henfører til, at denne plante er velegnet til plantefarvning.

Jeg fulgte med stor interesse Hannes proces og blev på et tidspunkt ret bekymret for de japanske indigoplanter, der lignende nogle værre skravl med deres sytrådstynde stilke. Småplanterne så ud til at kunne knække når som helst. Jeg fik Hannes forspirede planter over under vækstlys i min tegnestue, både fordi de skulle passes imens Hanne var på ferie, men også fordi de skulle udvikle sig til robuste planter. Jeg antog at planterne så pjevsede ud, fordi de manglede lys. Den japanske indigo forblev noget skravl at se på, indtil småplanterne blev priklet ud i haven. Så tog fanden ved dem, og de voksede sig store og robuste. Det er åbenbart sådan denne plante arter sig.

Farvegåseurt (Anthemis tinctoria), røllike (Achillea millefolium) ) og rude (Ruta graveolens) blev sået direkte på friland.

Den største succes

Skønhedsøje, som er en etårig sommerblomst, voksede hurtigt op og gav blomstring. Det er netop det, de etårige planter kan. De har en hurtig vækst og rig blomstring over en lang periode. Skønhedsøje blomstrede i månedsvis med varmgule, orange og rødbrune blomster, som tilmed tiltrak insekter. Når Hanne farvede med den, kom der de smukkeste røde, orange og rødbrune farver frem.

Farvevajd er derimod toårig. Den danner blade første år, og blomstrer andet år. Det er bladene fra første år man bruger til plantefarvning. Farvevajd er en gammel farveplante, som man også brugte i jernalderen. Den giver de smukkeste blå farver på ufarvet garn, og de flotteste grønne farver på garn, der i forvejen var farvet gult med f.eks. farvegåseurt.

Japansk indigo er etårig. Det er den sort, som har sytrådstynde stilke, og som lignede noget, der var ved at takke af for i år. Nu står planterne med de fineste aks med hvide og lyserøde blomster. Hanne håber på, at hun kan høste frø inden vinter. Japansk indigo giver næsten samme blå farve som vajd, men den er mere denimblå.

Farvegåseurt er flerårig og sås på friland. Den såede jeg sidste år mellem bærbuskene, som jeg var ved at kvæle, fordi farvegåseurten bliver en stor, tætforgrenet buskagtig staude. Den giver meget smukke gule blomster, der også giver en smuk solskinsgul farve. Når det gule garn overfarves med blåt fra vajd eller japansk indigo, opstår der nogle klare grønne farver.

Den største overraskelse

Farvereseda blev priklet ud i haven sidst i maj måned. Det var en flerårig satsning, for planten er toårig og man farver med blomsten. Hanne forventede ikke, at der kom blomstring i år. Alligevel satte en af planterne en smuk blomsterstand. Når de første frø viser sig, efter at planten er afblomstret, høster man hele planten med rod, og den hænges til tørre. Det gjorde Hanne i starten af oktober. Herefter kunne hun farve med den. Det virker lidt drastisk sådan at rykke planten op med rod, så derfor skal man sørge for at holde bestanden af sorten vedlige ved at høste frø, forspire og vente til den blomstrer.

Farvereseda er kendt som en af de allerbedste farvestoffer til at frembringe klare, gule farver. Og det må siges at være tilfældet. Der kom en meget kraftig, klar gul farve i første omgang farvning. Herefter genbrugte Hanne farvebadet, og smed en håndfuld af de sidste skønhedsøje-blomster ned i gryden, hvilket gav en flot gul-orange farve.

Andre farveplanter

Det var lidt som om, at Hanne stod på lur og konstant øjnede chancen for at høste planter, der kunne give spændende farver.

Da vores fælles møgleverandør kom til at køre Hannes store salvieplante i smadder med havetraktoren, hev hun fluks kurven frem og samlede alle kvistene op. Hun havde nemlig læst, at salvie giver en gulliggrøn farve, hvilket den gjorde på uldgarn. På hør gav den en lysegrøn farve.

Rabarber var gået i frø i min køkkenhave midt i juni. Jeg klippede frøstandene af og smed dem på komposten. Men så kom Hanne med sin kurv og hev den op af komposten, for rabarberfrø giver den fineste gyldne farve.

I bunden af Hannes have står et Discovery æbletræ. En dag i starten af juli så det lidt amputeret ud, for Hanne havde været der med kurven, og havde rykket blade af en stor gren, der spærrede vejen til hendes kompostbunke. Æbleblade giver nemlig en fantastisk flot solskinsgul farve.

En dag fortalte jeg Hanne, at jeg ville flytte vores porseplante. Så øjnede hun straks muligheden for at klippe de bladbærende skud af. For porse giver et bredt spektrum af abrikoslignende, yndige farver.

Under sommerstormen ”Hans”, der rasede over landet i august, blev umodne valnødder rusket af en venindes valnøddetræ. Hanne tog kurven under armen og kørte fluks til Langeland, hvor veninden bor, for umodne valnødder, der stadig har den grønne skal omkring sig, giver en fin lysebrun farve.

Vild gulerod var ved at overtage en del af Hannes køkkenhave, så den skulle luges væk. Så fandt hun ud af, at den kunne puttes i gryden og farve uldgarn citrongul, en lidt lysere farve end æblebladene.

Der lugtede også i en periode kraftigt af løg, når man gik forbi Hannes skur. Herinde opbevarede hun mængder af løgskaller. Hver gang løg blev brugt i madlavningen røg skallerne på depot, for de giver en flot rødbrun farve. Tiden må vise om den er holdbar.

Hør og uld

Typisk farver man uld med plantefarver, for den binder bedre farverne til sig. Under Hannes research fandt hun ud af, at hør ikke binder farven så godt som uld. De bliver mere blege, men smukke er de dog alligevel.

Hun har brugt månederne på at undersøge, hvilke planter der er bedst egnede til at farve hør med. En af dem er de grønne valnødder med skaller på. Vajd er en anden god plante, som giver en klar lyseblå farve. Det er ret interessant, hvordan farver binder sig forskelligt til materialet, for på uld bliver vajd klar blå.

Japansk indigo gav en grøn farve på hør, men på uld blev den denimblå.

Nu er det spændende at se, hvor godt farverne holder på hør, når det udsættes for sollys.

Potteblå

I gamle dage brugte man gæret urin, når man skulle lave blå farve med indigo og vajd. Den farve kaldte man ”potteblå”. Den gærede urin kunne nemlig trække den blå farve ud af planterne. I dag bruges i stedet soda og natrium dithionit, som tilsættes vandet, når man plantefarver. Derved udtrækkes indigofarvestoffet af planterne. Hvis ikke man havde opdaget den kemiske løsning med soda og natrium dithionit, ville der ikke være en eneste blå farve i Hannes sortiment. ”Det er lige godt for ulækkert” – udbryder hun.

Forskellige farveprocesser

Det er en videnskab at sætte sig ind i de forskellige farveprocesser. Hanne har afprøvet varmfarvning, hvor plantematerialet koges i vand i 1 time. Isfarvning – hvor blade fra især vajd og japansk indigo lægges i vand med masser af is, blendes til en grød, sies og puttes over i endnu en beholder med isvand, hvor det trækker et par timer. Hun har også prøvet varmfarvning med 55 grader varmt vand, hvor der tilsættes soda og natrium dithionit. Det er den mest besværlige metode, synes Hanne. Men det er besværet værd, for man opnår de flotteste, klare, blå farver.

75 forskellige garnnøgler

I år har Hanne farvet mange små portioner garn. Hun har eksperimenteret med mængden af plantemateriale, brug af regnvand kontra vandværksvand, bejdsning af garnet med alun før farvning og sammenlignet med farvning på ubejdset garn. Hun har overfarvet allerede farvet garn med andre planter, hvilket har resulteret i et væld af nuancer. Det blev til små garnnøgler i 75 forskellige farver og nuancer.

I vinters strikkede Hanne den smukkeste trøje ud af alle 75 garnnøgler. Mens hun strikkede, tænkte hun på sommerens blomster og planter og glædede sig over den farverigdom, man kan finde i naturens vækster.