Pileurt til pryd og irritation

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Bolig)

Nogle forbinder planten pileurt med den invasive japanske pileurt, der er umulig at slippe af med. Andre forbinder den med de dekorative stauder med navnet kertepileurt, der blomstrer i haverne lige nu. Der findes et utal af pileurt, og man kan snildt fare vild i alle de forskellige slægtsbeskrivelser og latinske betegnelser, der knytter sig til denne mangfoldige plante.

Pileurt er en samlebetegnelse for planter der tilhører Syrefamilien (Polygonaceae). De fordeler sig på flere slægter, men det vil jeg ikke trætte jer yderligere med. I stedet vil jeg fremhæve de mest almindelige pileurt, som vi ofte støder på i haver og i naturen.

Den invasive japanske pileurt

Japansk pileurt (Reynoutria japonica) kan få de fleste haveejere til at gå i sort, når den indtager store områder af haven. Den er næsten umulig at komme af med, for den breder sig med underjordiske jordstængler, der sender skud op i alle retninger. Den er på Miljøstyrelsens liste over invasive arter, som man gerne ser udryddet. Invasive arter karakteriseres ved, at de er indførte planter, som fortrænger de hjemmehørende plantearter og deres tilknyttede dyreliv, hvilket forrykker den økologiske balance i naturen. De invasive arter har altså ikke oprindelse fra Danmark og indgår ikke i en symbiose med den danske flora og fauna.

Japansk pileurt er derfor en af de slemme, der breder sig i naturen og i haverne. Planten har et meget dybtliggende rodnet, der kan nå 2 meter ned i jorden og brede sig 15 meter fra voksestedet. Det er næsten umuligt at udrydde den. Prøver man at grave den op, og får man ikke det hele med, vil den skyde fra både de afskårne stængelstykker og de mindste rodstumper. Blot en rodstængel på 1 cm eller et stykke bladstængel kan danne en ny plante. Modsat mange andre stauder, tåler stænglerne også udtørring, som efter ca. en uge i vand skyder igen. Jordstænglerne kan endda bryde gennem murværk, beton og asfalt, så det er en stærk fætter, der ikke er til at tage livet af.

Japansk pileurt er ved at brede sig i naboens have, som prøver at holde den i skak ved at udpine den, for den har arbejdet sig ind i køkkenhavens bede. Når et skud viser sig, graves det op. Men det er nok en ulige kamp. Jeg er spændt på, hvornår den finder vej til vores have, for der er ikke meget længere end de 15 meter fra voksestedet til hækken, der adskiller vores haver.

De vilde pileurt

Det er ikke så sjældent, at jeg i naturen støder på Ferskenpileurt (Persicaria maculosa ). Det er en etårig urt som vokser i alle egne af landet, hvor der er en åben, næringsrig og fugtig jordbund. Går man tur langs med opdyrkede marker, langs vandløb og på fugtige engdrag danner ferskenpileurt lyserøde blomstrende tæpper fra juli til oktober. Den har også sneget sig ind i vores have, hvor den sikkert har fundet sig godt til rette i vores fede, humusrige jord. Her lader jeg den vokse visse steder, for den er så fin med de aflange lyserøde blomsterstande.

Pileurt med små kugleformede blomster

Engang troede jeg, at pileurt kun får aflange blomsterstande. Derfor kom det bag på mig, at den lave etårige sommerblomst med de fine kuglerunde blomster er en pileurt. Den har navnet Polygonum capitatum ”Caramel Candy”, som jeg bruger som bunddække i store krukker under træer. Den kaster frø, der når at spire og udvikle sig til store planter i samme sæson. I stenene på gårdspladsen har jeg gravet småplanter op og priklet dem over i potter. Jeg forsøger at få dem til at overleve gennem vinteren i drivhuset, hvor de vil stå frostfrit i et indertelt af bobleplast.

Hovedpileurt sår sig flittigt

I min iver efter at identificere alverdens pileurt stødte jeg på et bed hos nogle venner, der var fyldt med en bredvoksende pileurt. Jeg fik den identificeret til at være en Hovedpileurt – også kaldet Ampelpileurt med det latinske navn Persicaria Capitata. Den er etårig og bruges mest som hængende sommerblomst i ampler, for den får lange stængler med dekorative blade og små hvide og lyserøde, kugleformede blomster. Vores venner havde gravet en masse planter op fra deres gamle have, hvor den havde bredt sig over et større areal. Det ser ud til, at den har en tendens til at så sig, og frøene kan åbenbart overvintre i jorden. Planten tåler nemlig ikke frost, men er ret robust og tørketolerant. Under varmere himmelstrøg breder den sig som ukrudt.

Den orientalske pileurt

Jeg så engang en meget høj pileurt i haven hos Claus Dalby. Han fortalte, at den har fået tilnavnet ”Kiss me over the gardengate”, for man kan have den stående i et bed mod naboen, og den vil række sine over to meter lange stængler ind over hækken og stå der og nikke med de mørkerøde iøjnefaldende blomster.

Det er en etårig pileurt med det latinske navn Polygonum orientalis, der også kaldes for Orientalsk pileurt. Jeg fik nogle frø sendt med posten i november måned med en lille vejledning om, at den skal sås straks efter, at jeg har modtaget dem. Spireevnen nedsættes nemlig hurtigt, hvis man bare lader frøene ligge, og venter med at så dem til foråret.

Det vil heller ikke være en god idé, for frøene skal have frost for at spire. Så de skal sås allerede i november. Derfor kom de i jorden i en potte, der blev placeret i drivhuset, hvor de blev udsat for svingende temperaturer gennem vinteren. Frøene rådner, hvis de får for meget vintervæde, og i et uopvarmet drivhus står de beskyttet mod både regn og fugle, der holder af at rode rundt i pottejord.

I april begyndte frøene at spire, og i løbet af sommeren voksede pileurten som skudt ud af en kanon. Planterne blev hurtigt 2,5 meter høje med så kraftige stængler, at de ikke behøvede støtte.

Kertepileurt i haverne

Er man til den naturalistiske havestil, kan man ikke komme udenom kertepileurt (Persicaria amplexicaulis). Det er en meget nem staude at dyrke i sin have. Den er både smuk og ret hårdfør, og så kan den tåle at vokse i næsten al slags havejord, blot den ikke får det alt for tørt i for lang tid. Under tørken i forsommeren fik bladene hos alle mine kertepileurt visne bladrander. Det var især slemt hos dem, der stod i direkte sol midt på dagen. Det var ikke særlig kønt, så derfor skal de helst vokse et sted, hvor der er skygge midt på dagen eller holdes vedlige med vanding.

Jeg har mange forskellige slags kertepileurt, der blomstrer fra midt på sommeren til sidst på efteråret. De findes i forskellige farver fra hvid over rosa til de mørke bordeauxrøde sorter. Kertepileurt er en smuk selskabsplante sammen med prydgræsser og andre blomstrende stauder. Den har lette blomsterstande, der har former som spir – nogle er ultratynde, andre er mere buttede og derfor mere iøjnefaldende.

Det botaniske navn ”amplexicaulis” betyder ”stængelomfattende”, hvilket hentyder til det særlige ved planten, at bladene er hæftet rundt om stilken. Når man plukker kertepileurt til buketter, lægger man virkelig mærke til de pudsige stængler med påhæftede blade. Jeg ser det ikke hos andre planter. 

Kertepileurt dækker jorden og kan brede sig over et pænt stort område, hvis man lader den stå urørt over flere sæsoner. Den er ikke invasiv i vækstformen, men vil kunne fungere som bunddække, der holder på fugten i jorden, og ikke lader ukrudt komme op. Man kan nemt dele den, og på denne måde holde den i ave.

Jeg vil nødig undvære kertepileurt i min have. Det er den længst blomstrende staude, jeg har i bedene. Sidste år plukkede jeg en buket af mørkerøde kertepileurt til at pynte på julebordet.

I de naturalistiske haveanlæg, jeg besøgte i Holland i august, blev kertepileurt brugt som markører i bedene. Man havde endda ikke holdt sig tilbage fra at plante forskellige sorter af planten ved siden af hinanden. Her var lyserøde og hvide kertepileurt plantet side om side i selskab med stauder med kugleformede blomsterstande hos f.eks. kvæsurt, tidselkugle og blåhat samt prydgræsser med dekorative aks. De mørke bordeauxfarvede kertepileurt lyste markant op andre steder og dannede også blikfang i haveanlæggene.

Slangeurt er også en slags pileurt

Jeg troede engang at slangeurt tilhører en anden slægt end pileurt. Her spillede det danske navn mig et pus. Dens botaniske navn er persicaria bistorta, og så kan jeg jo godt se, at den hører til den samme slægt. Mange gange skal man læne sig op ad det botaniske navn for at kunne identificere plantens slægt.

Slangeurt er en staude, som blomstrer tidligt på sommeren med fine buttede, lyslilla blomster. De sidder for enden af en lang stilk, og bladene er ikke på samme måde som hos kertepileurt påhæftet en stængel. Når blomsterne visner midt på sommeren, er det nemt at rykke dem af i et snuptag.

Det er ikke alene på grund af blomsten, at den dyrkes i haven. Den har ligesom kertepileurt dækkende blade, der holder på fugten i jorden og holder ukrudt væk. Planten trives bedst i halv- til helskygge. Jeg har den til at vokse i skovbedet, hvor den klæder bladplanter med forskelligt løv.

Tæppepileurt danner kant i havens bede

Tæppepileurt (Persicaria affinis) bliver ikke ret høj, derfor er den god at have til at vokse i kanten af bedene. Den er mere tørketolerant end de andre flerårige pileurt i haven. Jeg faldt for den for mange år siden, fordi den har de karakteristiske spirformede blomster der varierer i farverne – fra sart lyserødt til pink. Der er altid en sværm af bier i blomsterne hos tæppepileurt.

Den har også en lang blomstringstid fra juli til oktober.

Pileurten, der breder sig som en steppebrand

Jeg fik engang en potte forærende med en speciel flerårig pileurt af ukendt navn. Hende, der forærede mig den, advarede mig om, at den breder sig ret meget fra frø, så jeg skulle plante den et sted, hvor det ikke gør noget. Den blev plantet i skovbedet i halvskygge, og her trives den godt. Den holdes nede af naboplanterne, der også er livskraftige.

På min haverejse til Holland fik jeg syn for sagn. Pileurten er af arten Persicaria virginiana, også kaldet springfrø. Den har sytrådstynde blomster på lange tynde stængler. Man kan nemt forestille sig, at den kan svirpe frøene i alle retninger, når de er modne og det blæser.

Den stod tæt langs med en skyggefuld havegang. Op af stigruset skød småplanter som et tæt tæppe.