Forestiller du dig en romantisk have med varierende haverum fyldt med blomstrende roser, flotte staudebede og hyggelige terrasser med læfyldte kroge til afslapning og samvær? Eller er det en have i balance med en rigdom af planter og levesteder som tiltrækker dyr og insekter, og som taler til alle dine sanser? Er det en have der er funktionel, stram og stilren i designet med rene linjer og enkelt plantevalg? Eller ønsker du en have der er let at passe og som tager sig smuk ud med minimalt arbejde?

Et udefrakommende blik på din have fra en havearkitekt kan være godt givet ud, – både praktisk og økonomisk, så du kan komme videre med dit haveprojekt. Det er uanset om du har bygget et nyt hus og skal have etableret en have, eller har en gammel have der trænger til en gennemgribende omlægning, hvor du har brug for en gennemarbejdet haveplan. Måske skal der ikke mere til end et godt råd eller en skitse på stedet, for at få enderne til at hænge sammen i dit haveprojekt.

Det vigtigste er, at vi sammen får lagt en plan for din have som fungerer for dig, og som bedst får dine havedrømme til at gå i opfyldelse.

Læs også om:

Når jeg udarbejder et havedesign, skal det fungere som en naturlig forlængelse af bygningerne på grunden. Jeg tager udgangspunkt i “stedets ånd”, der bliver defineret ved de eksisterende elementer, områdets historie og stil, eksisterende beplantninger, og andre specifikke særkender, der karakteriserer stedet.

Det kan også være en have, som skal anlægges helt fra bundet i et nybyggerkvarter. Her vil det hovedsageligt være husets arkitektoniske stil, grundens form, placering og områdets karakteristik, som afgør hvilket havedesign der virker.

cof

Troensehavens principper i havedesign

Når en have skal designes og efterfølgende anlægges vil jeg tage udgangspunkt i følgende principper:
– Jorden kommer før planterne. En god jord og jordbearbejdning er nødvendig for at planter trives. Ved nyetablering af havens bede kan det f.eks. være nødvendigt at tilføre jorden materialer såsom kompost, sand, ler m.v. alt efter jordtype. Jeg kan tilbyde råd og vejledning til jordbearbejdning, kompostering og gødning samt vedligehold. 

– Planter har forskellige vækstkrav til jorden, lys/skyggeforhold og klima. Alt efter hvilken havedesignpakke der vælges, gives der konkrete forslag til planter, som vil trives under de givne vækstforhold.

– Planter har forskellige bladformer, højde, strukturer, farver og blomstringstid, som skal tænkes sammen for at danne et harmonisk udtryk. Når haven designes, tages der udgangspunkt i tre lag; overstandere i form af træer, mellemstandere i form af buske, roser og stauder samt underbeplantning i form af lave vækster og bunddække.

– Haven skal tilpasses husets arkitektoniske stil, og det gælder også for anlæg af terrasser, stier, hegn og pergolaer, havehus og drivhus osv. Belægningsmaterialer og skulpturelle indslag i haven skal vælges med omhu så haven og huset fremstår som et harmonisk hele. 

Havedesignet tager udgangspunkt i årets cyklus

Der skal være noget at kigge på hele året.Haven skal også tage sig flot ud en våd vinterdag. Der skal tages højde for stedsegrønne planter som markeringer i haven, flotte stamme- og grenstrukturer som giver perspektiv og et farvemæssigt indslag, græsser og staudestandere, der står smukke med rim og frost en vinterdag, løgvækster til at lyse op i det tidlige forår samt buske og træer med flotte høstfarver i oktober.

Der er stor variationsmulighed, når der søges hjælp til havedesign:
– En samlet plan over hele haven
– Forslag til bede, stier, terasser som binder haven sammen
– En plan over køkkenhaven med højbede og opholdssteder
– Etablering og indretning af drivhus
– Hvis du har et område i haven, som ikke “virker”
– Etablering af forhave og indgangsparti
– Område omkring terasse
– Mørkt parti af haven
– Anlæg af skyggehave eller skovhave
– Konkrete bedplaner

Om haveprojekterne

Jeg har løst mange spændende opgaver hos både private haveejere og offentlige institutioner og virksomheder. Det er fantastisk dejligt at møde så mange forskellige, søde og inspirerende mennesker gennem arbejdet med haver og uderum. Hvert møde giver inspiration til endnu flere haveprojekter.

Her nogle eksempler på udførte eller igangværende projekter i private haver. 

  • Haver der grænser ned til vandet, hvor havet som udsigtspunkt skal trækkes ind i haven. Hvor strand og grund skal danne et sammenhængende forløb, og hvor planter trives under mere barske forhold.
  • Lille byhave, hvor der skabes plads og rum til såvel pryd som nyttehave. Små hyggelige terrasser binder ude og inde sammen.
  • Kolonihaven som indrettes til cottageinspireret have, og med høj grad af selvforsyning.
  • En skrånende grund, hvor der skabes terrasser ind i terrænet adskilt af stendiger. Der anlægges bede med græsser, stauder og mindre træer, samt opholdspladser på terrasserne.
  • Den lille rækkehushave, hvor der både skabes plads til højbede, bålplads, planteværksted og rosen- og staudebede, og samtidig anlagt ældrevenligt.
  • Den præsentable patriciavilla-have med victoriansk væksthus og rosen-gårdhave, samt potager-køkkenhave. 
  • Den naturprægede have i organiske former med store bede med græsser, urter og naturprægede stauder som tiltrækker bier og andre insekter, og hvor der er etableret gode levesteder for dyr og insekter.
  • Nybegynderhaven for småbørnsfamilie, som skal være let at holde, men samtidig sanselig og hyggelig.
  • Den bare brakmark, hvor der fra bunden skal placeres hus, indkørsel, have og opholdspladser.
  • Den minimalistiske have ved vandet, hvor der etableres læ og opholdspladser ved plantning af hække, græsser, buske og træer.
  • Områder i haver som  ikke fungerer og som designes om og genbeplantes.
  • Haven i skoven, hvor høje træer og skygge udfordrer beplantning af haven.
  • Ommøblering af et stort rosen- og staudebed, så blomstring, bladformer, højde og drøjde bliver et hamonisk hele.
  • Haven med udsigt over engdrag, hvor engen trækkes ind i haven ved at integrere engplanter i havens bede.
  • Rhododendronhaven som skal fornyes. Bede reguleres, og der er nye planer for bunddækkende planter til surbundsbedet.
  • Nyanlagt indkørsel og forhave med allé og stort bed med buske, træer og stauder.
  • Den hyggelige gårdhave, hvor inde og ude smelter sammen ved hjælp af glashus.

Her nogle eksempler på udførte eller igangværende projekter i virksomheder, boligforeninger eller offentlige institutioner:

  • 11 sanselige uderum ved en nyopført daginstitution. Se beskrivelse her
  • Kunstmuseumshave, der skal danne ramme om udstillinger og samtidig fungere som åben offentligt haveanlæg
  • Gårdhave i tilknytning til café og museumshave
  • Haveanlæg omkring uddannelsesinstitution
  • Forhave og indgangsparti til klinik
  • Forhave og indgangsparti til ejendomsmæglerkontor
  • Tagterrasser og grønne oaser på taget af et eksklusivt boligbyggeri
  • Nybygget alment boligområde indrettes med grønne fællesarealer, der designes med biodiversitet for øje.
  • Parkanlæg ved et slot på Djursland
Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.