Tips til design af bede

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Jeg har mødt mange, der har store drømme om en have med hyggelige haverum, hvor haven hænger sammen på en harmonisk måde. Hvor bedene er frodige og har noget at byde på fra tidligt forår til sent efterår. Der skal være hyggelige kroge, hvor man kan sætte sig uforstyrret for indkig fra naboer, og hvor man går hen, når man bare vil være lidt alene.

Men der skal også være oplevelser, når man bevæger sig rundt i haven og omkring huset, fra indgangen til huset, der er visitkortet til familiens hjem og stil, og til det private rum bag huset mod haven, hvor man inviterer venner og familier ind.

En forbilledlig have

Jeg kan huske fra min barndom, hvor mine forældre inviterede venner og bekendte med ud at se min mormors have. Den var meget stor og velanlagt, for den havde alt det man kunne drømme om – dengang. Siden da er der kommet nye planter på markedet, og strømningerne er noget anderledes i både plantevalg og design. Men den havde det, der gjorde den spændende at gå tur i. Der var store bede dimensioneret efter størrelsen på haven, så de virkede harmoniske og sammenhængende. Der var planter i 3 etager, de lave bunddækkende, de mellemhøje stauder og buske samt træer, der dannede loft over bedene.

Bedene lå spredt ud over den store have med så passende afstand, at man mere fornemmede, at græsset var brede græsgange og ikke en græsplæne med omgivende bede i kanten, som det var i mine forældres have. Men tæt på huset var de lange, smallere bede langs gavle og facader fyldt med fine blomster, der blev nærstuderet. De fineste og de duftende var plantet omkring verandaen, for her opholdt man sig mest.  Her var også indgangen til huset, der vendte mod syd. Herfra kunne man kigge ned i bunden af haven med de brede græsgange som forstærkende effekt. Og de var så nøje placeret, at de ledte øjet derhen, hvor min mormor ønskede det. Der var noget, der blev dækket af høje træer og syrenhegn, for det var ikke kønt at se på, f.eks. den gamle jernbane, der gik lige forbi haven. Andre vinkler trak udsigten over ådalen ind i haven, og en anden sendte ens blik hen på overgangen mellem prydhaven og en anden have, for her var et hul i hækken eller en portal dækket med roser.

Når man trådte ind i det andet haverum, ændrede stilen og stemningen sig. Her var grus på stier og brede, rabatlignende bede med bærbuske og skovjordbær. Bag hindbærhækken lå den store køkkenhave. Her var det fine drivhus af træ, hønsegården og nøddehegnet i skel mod engen bagved grunden. Det var en drøm af en have, som gennem årene ofte har ledt mine tanker tilbage. Det var en levehave fyldt med overraskelser, sanselige rum og en tydelig rød tråd, der vidnede om en overordnet idé og en eksemplarisk sans for placering af bedene i haven.

Det er svært at føre drømmen ud i livet

Det er rigtig svært at få sin have præcis, som man drømmer om, og samtidig kan magte at passe. Måske ser haven rodet ud, usammenhængende og ikke særlig hyggelig, eller også er den bare kedelig. Det er nogle af de ”suk” jeg får fra haveejere, der søger rådgivning hos mig.

Jeg har selv brugt mange år på at knække koden til den have, jeg kan magte, og som jeg trives i. Vi er meget forskellige som mennesker, og det er havernes beliggenhed naturligvis også. Dog har jeg fundet nogle rettesnore, jeg går efter, både når jeg anlægger egen have og når jeg besøger andre haver, og møder de mennesker, der skal leve i den.

Mange af disse – jeg kalder dem ”regler” – kan i grove træk overføres fra have til have uanset størrelse, beliggenhed eller stil. Dem vil jeg dele med jer her. Så kan I plukke i dem, hvis der er elementer i jeres egen have, der kræver en overhaling og flere drømme derved kan opfyldes.

Bedenes placering er afgørende for effekten

Det er helt afgørende hvor bedene placeres i haven, så de kan være med til at sætte scenen for havens design. De kan medvirke til at opdele grunden i rum, hvis man planter nogle høje buske og træer i bedet, der helt- eller delvist kan fungere som hæk, eller hvis man opsætter et espalier i et smalt bed på en bund af bunddækkende planter. Andre bede kan beplantes med lave vækster, der kan bryde en stor flade op og skabe associationer til en eng i et landskab. 

Nogle bede gør sig bedst, hvis de er placeret op ad en baggrund, f.eks. en grøn, tæt hæk, en mur eller et hegn. Det skaber ligesom en scene med artister foran et bagtæppe. Så er det flot, hvis man planter i tre etager, hvor man kombinerer højt og lavt. Her kan plantes mindre træer med dekorative stammer og særpræget grenvækst og løv, f.eks. den japanske løn eller tibetansk kirsebær. Høje stauder og prydgræsser med flotte frøstande kan danne fine skulpturer, når det bliver vinter. Stauder med smukke farver og fine former, f.eks. anisisop, bronzefennikel og løvehale, vil være et spektakulært skue både sommer og vinter.

Bede på afstand og tæt på

Når man sidder på terrassen og kigger ud over haven, så bør de bede, man ser på afstand, være større og beplantet med større grupper af planter af samme art for at skabe den bedste effekt. Derimod kan et bed, der ses på nært hold være mindre. Her kan planterne være fine og mere detaljerede, så man kan nyde de fine detaljer i blomster og mønstre i bladene.  Jeg plejer at bruge udtrykket, ”at sammensætte planter i havens bede er som at komponere et maleri”. Derfor er det en god ide’ at kombinere lavt og højt, lave dybde og sammensætte farver, der kan have en beroligende effekt, eller måske være dramatiske og anmassende, alt efter ens temperament og smag.

Terrassen blødes op

Bede kan også bløde en hård overflade op. Det er smukt, når en større flisebelagt terrasse brydes op med felter, der fyldes med planter. Et træ midt på terrassen plantet i et bed med fint bunddække, kan skabe loft over rummet med hygge og en fin skyggevirkning. Et felt tæt beplantet med prydgræsser og f.eks. røllike, sankthansurt og mandstro, giver liv og miljø, også om vinteren, hvor de står med de smukke frøstande og bryder fladen op. Et lille vandspejl trækker himlen ned på terrassen og spejler de planter, der står tæt omkring. Der er ikke noget så kedeligt som en stor firkantet træ- eller flisebelagt terrasse, der grænser op til en stor, bar græsplæne.

Overgang fra terrasser til haven

Ofte oplever jeg nemlig, at terrasser og stier omkring beboelser støder op til græsplæne eller anden belægningstype. For mig signalerer det, at det skal være praktisk og ikke nødvendigvis kønt. Min erfaring er, at det bliver svært at vedligeholde, for græsset arbejder sig ind mellem flisernes sprækker, kaster frø og det er svært at få dem renset op. Eller også lægger græsset sig som tuer langs træterrassen, for det er svært at komme til med plæneklipperen. I stedet kan man anlægge bede omkring terrassen eller gangstier. Det kan også være tilstrækkeligt med en smal lavendelhæk, et espalier med slyngplanter på et tæt beplantet bunddække, eller en hæk af den stedsegrønne buksbom for at skabe et hyggeligt rum, og samtidig minimere arbejdet med lugning.

Skærm af for indkig

Ofte har haveejere, jeg besøger, et ønske om at begrænse indkig fra naboerne. Et højt placeret køkkenvindue hos genboen med frit udsyn til ens terrasse og det, der foregår der, er ikke altid det sjoveste. Men det er svært at skulle plante en høj hæk eller sætte et hegn op omkring terrassen for at skærme af. Det afskærer terrasselivet fra resten af haven. Hvorfor så ikke etablere et bed lidt længere ude i haven og plante et træ med en højde og bredde, der dækker for naboens vinduer?   

Bedenes indbyrdes sammenhænge

Mit råd er derfor at tegne nogle linjer op i haven, markér hvor der skal afskærmes, og hvor der måske skal trækkes en fin udsigt ind, som man kan nyde fra terrassen eller stuevinduet. Placér bede på den linje, hvor der skal skærmes for indkig. Placér derimod ikke bede foran de felter, hvor man gerne vil have udsyn. Åbn derimod haven op og træk udsigten ind i haven ved at placere to bede op ad hinanden med en passende afstand mellem dem. Når planterne i bedet vokser til, vil de skabe en tunnel, der skaber perspektiv. Det kan også lede blikket mod noget smukt for enden af bedene. Det kan være en bænk, et smukt træ eller en udsigt, der er værd at trække ind i haven, hvilket tilfører haven dybde.

Bedenes former

I min have er der forskellige haverum med forskellige størrelser og former. Prydhaven er anlagt med tæt placerede organiske bede, der væver sig ind og ud mellem hinanden, fordi rammen omkring dette haverum er organisk. Derimod er rammen omkring den firkantede have meget lige og veldefineret. Her har jeg skabt en dynamisk effekt med firkantede bede, der er forskudt i forhold til hinanden. Det bløder de lige, kantede linjer op og giver lidt den samme effekt som en blød kurve. Men samtidig er bedenes former tro mod rammen omkring haven.

Jeg kunne også have valgt nogle halve eller kvarte cirkler for at bløde det firkantede areal op. Afstanden mellem bedene vil derved fungere som gangstier, hvis bedene lægges tæt op ad hinanden.

Størrelserne på bedet skal passe til arealet

Størrelsen på bedene afgør nemlig om havens areal opfattes som en græsplæne, en grund med omgivende bede eller et beplantet areal med små gange imellem bedene. Gangene kan være flisebelagt, af grus og småsten eller en græsplæne.

Mange anlægger bede langs med hegn og hæk. Jeg kalder dem for ”undskyld jeg er her” bede. Det er ofte fordi, at man er usikker på, hvordan bedene skal placeres indbyrdes i haven.

En masse små bede som små øer på et stort areal kommer nemt til at se rodet ud. Et meget stort bed på et stort areal, kan også se rodet og malplaceret ud. For så er der ikke noget, blikket kan finde hvile på, som f.eks. en sti, en ensartet beplantning eller et stykke plæne.

I smalle bede kan det let komme til at se ud som om planterne står på rad og række. Her er nemlig ikke plads til at skabe fine sammensætninger af flere forskellige planter, og samtidig få en flot dybdevirkning. Min erfaring er, at bredden på et bed derfor minimum bør være 1,5 meter bred og med en længde, der matcher til den flade som bedet skal flugte langs med. Det kan være terrassen, indgangen til huset eller på arealet i en lille, smal have. Det lange smalle bed kan godt deles op med smalle stier, der går gennem bedet, så man ikke skal gå hele vejen udenom.

Jo større bedet er, jo flottere bliver det.

Et bed med større bredde og dybde gør det muligt at få en større variation af planter og kompositioner. Mange stauder bliver med tiden store og brede. Og det er så flot med gentagelser af samme sort, så der kommer sammenhæng i bedet, hvad enten det er et mangfoldigt bed med et vildt udtryk, eller et roligt bed med få sorter i større grupper. I et større bed kan man også få plads til buske og træer, så der kommer struktur, variation og fylde, også om vinteren.

Er bedet meget stort, så kan man opdele det med små stier af trædesten eller f.eks. stenmel eller stigrus. Det giver passage, og man kan komme ind midt i bedet og beskue planterne fra flere vinkler. Og så er det ikke så uoverskueligt at luge og ordne bedet, for så er det i forvejen delt op i bidder.

Det bedste ved design af bede i haven er, at hvis det ikke duer, så kan man som regel udvide eller tilpasse dem indtil man er tilfreds. Når man bliver ældre og kræfterne ikke er der længere til at passe dem, så kan de helt eller delvis nedlægges eller beplantningen kan ændres så man får en enkel og næsten vedligeholdelsesfri have.