I smukke og inspirerende omgivelser arrangeres kurser og workshops på matriklen i Troense. Her gøres temaet mere nærværende gennem konkrete og sanselige oplevelser med udgangspunkt i inspirationshavens elementer.
Undervisningen varetages af havearkitekt Helle Troelsen.
Nedenfor uddybes to temaer for workshops, der udbydes i løbet af 2023:
Du har et område i haven, som trænger til en “make-over”. Det drejer sig måske om forhaven, et område omkring terrassen, køkkenhaven, eller design af bede med specifikke ønsker til plantesammensætninger og farvevalg. Workshoppen foregår som en vekselvirkning mellem oplæg om grundlæggende principper i design og anlæg af haven, arbejde med eget haveprojekt og deling af dit haveprojekt med resten af holdet – til fælles inspiration.
Du medbringer selv en tegning eller fotos over det område i haven, du ønsker at ændre. Det vil hjælpe dig i processen, hvis du har så mange oplysninger med som muligt, f.eks. konkrete mål, placering af stationære elementer såsom bygninger, træer, hegn m.v. Workshoppen foregår på matriklen i Troense. Inspirationshaven er lige udenfor døren, og den kan bruges undervejs til at få inspiration, åbne sanserne og fordybe sig i havedrømme, – for dig selv eller sammen med andre.
I kursuslokalet står materialer til rådighed; skitsepapir, farveblyanter, bøger til inspiration. Jeg vil følge dit projekt undervejs på workshoppen, og vil give inspiration, råd og vejledning. Der er fuld forplejning under workshoppen. Når dagen er omme skulle du gerne være sprængfyldt af inspiration og energi til at føre dit haveprojekt ud i livet. Du har skitser med hjem og eventuelt med ideer til planter og materialevalg.
Der er plads til 8 deltagere.
Fredag den 2. juni 2023 fra klokken 9.00 – 15.30 (Der er udsolgt. Du kan skrive dig på venteliste i tilfælde af afbud)
1900,- incl. moms pr. person incl. forplejning.
Du kan tilmelde dig ved at sende en mail til mig på mailadressen troensehaven@gmail.com eller via besked-feltet under “kontakt“.
Du noterer navn, adresse, antal personer og den valgte dato for workshop. 14 dage før workshoppen modtager du et program for dagen samt en mindre forberedende opgave.
Efter 14 dage op til afholdelse af workshoppen, er tilmeldingen bindende.
At designe bedene i haven er som at male et maleri med farver, former, lys og skygge. Når bede designes arbejder man med lidt ekstra dimensioner. Der findes utallige planter i forskellige højder, med forskellige bladstrukturer, former, mønstre og blomstringstid. Det kan være en jungle at udvælge planter, der giver et spændende udtryk, som passer lige netop til det sted i haven, hvor bedet skal præsentere sig.
Ofte arbejder man med tre højder – de bunddækkende planter – dem med lidt højde, hvilke i øvrigt kan variere betydeligt – og det såkaldte loft i form af træer og høje buske. At placere dem i forhold til hinanden har stor betydning for balancen og dynamikken i et bed.
Nogle planter er sarte og kræver meget pasning. Andre er nemme at have med at gøre, men skal måske styres lidt. Visse stauder har f.eks. en tendens til at brede sig uhæmmet og overtromle andre. Andre sår sig villigt, hvilket kan være vældig fint i visse områder af haven. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvilke planter der vælges at vokse ved siden af hinanden i et bed.
Der er også mange andre forhold, der skal tages med i valg af planter og design af bedet:
Du medbringer selv en tegning med målene på det bed, du vil designe planter til. Det kan godt være flere bede, men så skal du være opmærksom på, at du måske ikke når i mål på dagen. For det tager tid, og er ligesom at lægge et puslespil, at udvælge planter og få dem sat rigtigt sammen.
Der vil være en masse inspiration at hent i haven, hvor kurset foregår. Her er der forskellige farvesammensætninger i bedene, nogle er placeret i skygge, andre i fuld sol. Her er skovbedet, grøftekantsbedet, mormorbedet med traditionelle planter, rosenbed med stauder m.m.
Hvis vejret er godt, holdes workshoppen i haven. Der er materialer til rådighed; skitsepapir, farveblyanter, bøger til inspiration. Jeg vil følge dit projekt undervejs på workshoppen, og vil give inspiration, råd og vejledning. Der er fuld forplejning under workshoppen. Når dagen er omme skulle du gerne være sprængfyldt af inspiration og energi til at plante i dit bed. Du har forhåbentlig en bedplan klar og en planteliste, så den er lige til at plante efter.
Der er plads til 8 deltagere.
Fredag den 30. juni 2023 fra klokken 9.00 – 15.30 (Alle pladser optaget)
Fredag den 11. august 2023 fra klokken 9.00 – 15.30 (Alle pladser er optaget. Du kan skrive dig på venteliste i tilfælde af afbud)
1900,- pr. person incl. moms og incl. forplejning.
Du kan tilmelde dig ved at sende en mail til mig på mailadressen troensehaven@gmail.com eller via besked-feltet under “kontakt“.
Du noterer navn, adresse, antal personer og den valgte dato for workshop. 14 dage før workshoppen modtager du et program for dagen samt en mindre forberedende opgave.
Efter 14 dage op til afholdelse af workshoppen, er tilmeldingen bindende.
Mange besøgende i Troensehaven, enten i forbindelse med Åben Have eller kurser og workshops, vælger at gøre en længere tur ud af det og tager en overnatning i Troense.
Troense er i sig selv en meget hyggelig og idyllisk landsby omgivet af Svendborg Sund og med Valdemar Slot i udkanten.
Da Troense er et attraktivt udflugtsmål, er der flere muligheder for overnatning. Hotel Troense ligger lige ved marinaen og med udsigt over Svendborgsund og Thurø.
Flere private har åbnet Bed and Breakfast og jeg må sige, at standarden er høj. Jeg har erfaring for, at man skal være ude i god tid, særligt hvis man skal sikre sig en seng i højsæsonen.
Der er enestående campingpladser i nærheden med fantastisk beliggenhed og super service, smukt beliggende shelters og hyggelige ferielejligheder.
Airbnb Troense (Ferielejlighed)
Bakkegården (Shelter, B&B, Camper)
I Svendborg er der også en skøn villa Rosenhøj der tilbyder B&B og lækker morgenmad i skønne omgivelser https://rosenhojbnb.dk/da/
Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.
Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt