Krydder-syltede rødbeder

Date
jan, 04, 2021

Rødbederne har stået i bedet i køkkenhaven indtil juleferien, hvor vi fik frost om natten i et par dage. Op af jorden kom de for at blive kogt og syltet. Jeg har flere forskellige sorter af rødbeder i køkkenhaven: De cylinderformede mørkerøde, nogle runde, bolchestribede og andre i sjove farver. Men skal man sylte rødbeder, så skal de være mørke og ikke så store i omfang, at skiverne næsten ikke kan presses ned i et syltetøjsglas. Derfor dyrker jeg altid de almindelige, aflange rødbeder af sorten ”Forono”.

I vores familie sværger vi til den krydrede mad, og derfor tilsættes der altid en masse krydderier til madlavningen. Det skete også i denne variant af syltede rødbeder, hvor vi også hjælper naboen af med lidt mere peberrod, der breder sig uhæmmet i deres køkkenhave.

Ingredienser til 3 store glas:

3 kg rødbeder

2 x 10 cm. peberrod

5 cm frisk ingefær i skiver

Lage:

2 liter æbleeddike

1 kilo sukker

2 spsk. salt

2 spsk. hele peberkorn

3 laurbærblade

3 kanelstænger

1 spsk. hel allehånde

3 stærke chilier i skiver

Sådan gør du

Rødbederne skylles fri for jord. Undlad at skære enderne af dem eller beskadige skindet, for de skal koge med det hele på. Kog rødbederne i ca. 45 minutter eller til de er møre. Test det ved at stikke i dem med en skarp kniv. Hæld vandet fra og skyl straks rødbederne i kold vand. Gnid skindet af og skær enderne af.

Bland ingredienserne til lagen i en gryde og kog det op.

Skræl peberrod og ingefær og skær dem i tynde skiver.

Skold 3 store sylteglas. Skær rødbederne i skiver. De skal stadig være lune, for så trækker lagen bedst ind. Læg skiverne i sylteglasset. Halvvejs lægges et lag af peberrod og ingefær. Fyld glasset op og slut af med endnu et lag af peberrod og ingefær. Hæld lagen henover og luk lågene til. Opbevar de syltede rødbeder køligt.

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.