Årets hårdeste havearbejde er, når georginerne graves op og stilles til vinteropbevaring.
Frosten kom til Troensehaven i sidste uge. Vi bor kystnært her på sydhavsøen Tåsinge, så her kommer frosten senere, og det bliver ikke så koldt om vinteren. Når den første rimfrost dækker haven, så er det eventyrligt smukt, men også et tveægget sværd. Det ene øjeblik strutter georginerne friske og farvestrålende med iskrystaller på kronbladene og det andet øjeblik er de klasket sammen, farveløse til ukendelighed. Georginer kaldes også Dahlia, der er det botaniske navn, og jeg bruger begge betegnelser i flæng.
Nogle vil måske sige, at georginer i haven er dårlig smag, for de er gammeldags og lidt vulgære med deres store blomsterhoveder. For nogle hører de til i en umoderne landbohave eller en farvestrålende kolonihave med havenisser og isbegonier i altankasser. Jeg har lagt øre til mange meninger om den sag.
Jeg mener ikke, at forskellige havestile eller plantevalg nødvendigvis er udtryk for dårlig smag. Det afspejler på hver sin måde de mennesker der lever i haven, og de viser blot en begejstring over alle de smukke blomster, der findes i forskellige farver og former. Her falder georginerne ind som en af de blomster, der har så utallige farver og former, at hver blomst er et kunstværk i sig selv.
Om det er dårlig smag eller ej, så er jeg altså faldet pladask for blomsten og har givet georginebedet en helt central placering i Troensehaven. Tilmed fylder mit georginebed meget med en længde på 20 meter og en bredde på 1,5 meter. Så kan der nemlig stå to rækker georginer i hele bedets længde.
For at tilføre de lidt markante og fyldige blomster lethed, har jeg plantet kæmpeverbena i midten og i siderne af bedet.
I rette tid sættes skilte på georginerne
Inden frosten sætter ind, har jeg sat skilte ved hver georgine, så jeg til foråret kender forskel på hver plantes farve og højde. Indimellem er der planter, som jeg ikke fik sat skilt ved, og så kan jeg ikke se, hvilken slags det er, når jeg graver den op. I år er det gået stærkt, og jeg var lidt sent ude med skiltningen, så flere georginer var allerede afblomstret. Alle uidentificerbare knolde lægger jeg i en kasse for sig. Til foråret, når de skal i jorden, har de fået den mindst attraktive placering. Næste år ændrer jeg praksis.
Hvert år bliver der knolde i overskud, for der skal jo nye til, og så må nogle af de gamle knolde vige pladsen. Det er f.eks. de knolde, der har været uden skilte, eller de knolde der har frøsået sig i løbet af sommeren. I år har det været den ret almindelige og lidt kedelige pæon-dahlia med lilla blomster.
Et par af de knolde, der i år ved en fejl blev kasseret, er den smukke ”Cafe au lait” og ”Creme de cassis”. Måske røg de i køkkenet og blev spist, for nogle af de mest kødfulde knolde, der blev i overskud, har jeg bagt i ovnen og lavet til dejlig pure krydret med hvidløg og krydderurter. Georgineknolde kan nemlig spises, og det kan blomsten også, hvis man kan nænne det.
I løbet af vinteren tørrer georgineknoldene ud, og flere af dem bliver løse og kan let deles i flere knolde. Nogle typer udvikler mange knolde og deler sig flittigt. Hos mig er det især de mørke kaktus typer eller pompom typer i røde, gule og orange farver.
Opbevaring af knoldene
Det diskuteres ofte, om der skal være jord eller ikke jord på knoldene, når de gemmes til vinteropbevaring. Erfaringerne med begge metoder er forskellige. Jeg kan ikke give et entydigt råd, for det handler meget om rummets fugtighed og temperatur, hvor knoldene opbevares.
Jeg beholder jorden på mine knolde. Jeg gnubber det af, som jeg kan, og lægger knoldene i en trækasse. De stables ovenpå hinanden under bordet i vores opvarmede værksted. Her er tørt og lunt. Stablerne med kasser stilles ovenpå et par lægter, så der kan komme luftcirkulation under kasserne.
Et par gange i løbet af vinteren tilser jeg knoldene for at sikre mig, at ingen af dem er rådne. Er de det, så smitter det nemlig hurtigt de andre knolde i kassen.
Det er meget sjældent, at jeg finder rådne knolde imellem. Jeg er også omhyggelig, når de graves op med at tjekke, at ingen af dem har rådne knolde eller bare enkelte rådne rødder.
Vinterdækning af georginebedet
Det store georginebed dækkes først af visne blade, jeg river sammen fra græsplænen. Ovenpå lægger jeg planterne fra kæmpeverbena og georginetoppe, der holder godt fast på bladene, så de ikke blæser væk i en af efterårsstormene. Når det bliver forår, er der kun de grove stængler tilbage, for resten har ormene trukket ned i jorden og spist i løbet af vinteren. Det giver en dejlig porøs og næringsrig jord at plante georginer i til foråret.
Kæmpeverbena smider sine frø, og så spirer der nye frøplanter op til foråret, som jeg fordeler på rette sted i hele bedets længde.
Georginetoppene bruger jeg også i køkkenhaven som vinterdække. Ind imellem grøntsager og sommerblomster, dukker der af og til små selvsåede georgineplanter op til foråret, som jeg lader stå og pryde i køkkenhavens bede.
