Havearbejde fra lænestolen

Date
jan, 05, 2020

(Denne artikel har været bragt i Jysk Fynske Medier magasin Livsstil)

Jeg har kigget langt efter frost og sne i denne vinter. Den har vist sig fra sin kedeligste side her i Troense med mørke, blæsende og våde dage. Haven er sjasket og mudret og ikke til at færdes i. Jeg er endda skvattet et par gange på vej ned for at lukke hønsene ud.

Januar er for mig årets kedeligste måned, hvis ikke vinteren viser sig fra sin kønne side med sne og frostkrystaller – bare et par dage. En opmuntring er dog, at et nyt haveår er på trapperne.

Her om vinteren er der ikke så meget at gøre derude i haven. Selvom det kan være ganske hyggeligt at sidde i en lun lænestol og dyrke haven herfra, så er det ret hårdt for os havenørder ikke at få jord under neglene. Englænderne kalder det for ”Armchair gardening”, og begrebet dækker over den i øvrigt helt nødvendige aktivitet at sætte sig i sin yndlingsstol at samle ideer og hente inspiration i havebøger, haveblade eller på nettet, f.eks. i diverse haveblogs og på Pinterest.

Lige nu vælter det ind med frøkataloger, der frister til storindkøb. Min erfaring er, at det er en god idé at starte med at lave en realistisk plan for haveåret, inden man kaster sig ud i fristelserne. ”Armchair gardening” er nemlig også den tid man bruger på at planlægge, hvordan den kommende sæson i haven skal forløbe.

Sådan foregår det i Troensehaven

Jeg nyder hele året at læse i havebøger og haveblade. Men jeg er en bandit til at lave æselører i mit havestof og fylde bøgerne med grimme gule post-it-sedler. De stikkes ind, hvor der er interessante ting, jeg skal huske at vende tilbage til, når der laves planer for haven. Det kan være nye planter på markedet, jeg gerne vil finde plads til, eller interessante sammensætninger af planter, jeg må prøve af i haven. Det kan også være ideer til designs, belægninger og andre haveelementer, der kunne inspirere mig til nye projekter. Det kan også være til haveprojekter der ikke er mine, når jeg f.eks. designer haver for andre. 

Når jeg her i januar har min ”Armchair gardening”-periode, finder jeg bøgerne og bladene frem igen. I hæfter og i havekalendere har jeg noter og skitser til ideer, jeg gerne vil realisere i haven. I fotomapper med billeder fra haven, kan jeg se, hvordan bedene har fungeret på de forskellige årstider. Alt dette tilsammen giver mig stof til planlægning af det nye haveår.

Jeg er særlig optaget af at skabe stemninger i haven, og jeg holder især af, når haven taler til alle sanserne. Her skal være dufte af blomster og jord, lyde fra fugle og insekter, dejlige smage i det, der kan spises og smukke planter og ting at kigge på. På den måde flyttes fokus fra hovedet og ned i maven, og jeg prøver at mærke efter, hvad der fungerede godt i det forgangne haveår. Men også, hvad der ikke fungerede, som jeg vil ændre på. Og så får havedrømmene frit løb.   

Det vil jeg gøre mere af i 2020

Køkkenhaven fik et lidt andet udtryk i 2019, med mange flere sommerblomster til buketter. Den ændrede nærmest karakter fra køkkenhave til skærehave. Det vil jeg forfine i 2020. Jeg testede nye sammensætninger af prydgræsser og sommerblomster af i bedene, så de kunne inspirere til buketter. Det virkede godt at starte der, og det gav mig blod på tanden til at inddrage flere bede til nye eksperimenter i sammensætning af planter.

Den yndige sommerfloks (Phlox drummondii ”Cherry caramel”) plantede jeg sammen med den et-årige fontænegræs (Panicum elegans ”Frosted Explosion”). Den viste sig at være helt fantastisk som fyld i buketter. Jeg har høstet en masse frø fra den, som jeg er spændt på at så. Måske vil den frøså sig overalt i køkkenhaven, og give en masse ekstra lugearbejde.

Prydhaven blev også justeret sidste år. I takt med at træer og buske har vokset sig store, er proportionerne kommet lidt ud af balance. Der blev flyttet rundt på planter, nyt blev tilført bedene og andet fik en hård beskæring.

Den hvide staudeklematis (Clematis recta) var en af de planter, jeg flyttede ud af det hvide staudebed. Den havde en forkert placering, forde den bredte sig uhæmmet hen over mange af de andre stauder, så de næsten blev kvalt.

I år skal der anlægges flere stier af trædesten gennem de store staudebede. Det giver nye veje at gå, nye hyggelige kig gennem haven, og ikke mindst opdeling af de store bede, så det bliver lettere at overskue, når jeg går dem igennem for ukrudt. Ingen haveår er ens, heldigvis, og det er slet ikke til at forudsige, hvordan dette år bliver. Det er det sjove ved havearbejdet.

Så er det netop nu, at jeg må gøre mig tanker om, hvad jeg egentlig magter. Hvor høje ambitioner jeg kan tillade mig selv i en travl hverdag, for der skal også være tid til at kunne nyde sommeren fra en liggestol og rive en hel dag ud af kalenderen for at tage til stranden. Haveplanerne skal være realistiske, ellers bliver havenydelse erstattet af havestress og sure pligter.

Med det ”in mente” går jeg i gang med at lave tegninger over bedenes indretning og ikke mindst køkkenhaven.

Bestilling af frø 

Frø har det med at hobe sig op hos mig. Jeg høster mange frø selv, men bestiller også nye frø af planter, jeg må prøve af. Hvert år kommer der nye sorter af tomater, urter og grøntsager på markedet, og der er spændende nyheder indenfor stauder og sommerblomster. Nogle gange flytter de permanent ind i havens bede, fordi de var en succes, andre gange bliver det kun til dette ene års bekendtskab, for næste år skal de vige pladsen for andre uimodståelige nyheder.

Sådan går det år efter år i haven. Og jeg må sande, at valget er svært og prioriteringer er benhårde.

Endnu en luftig havedrøm er, at jeg i år vil have plads til at så en masse staudehør i køkkenhaven. Hør er svær at skaffe fra planteskoler, for den bryder sig nemlig ikke om at vokse i potter. Jeg er helt vild med hør, og det er insekterne også.

Kast dig ud i havedrømmene, det kan kun blive sjovt

  • Søg inspiration i havebøger og blade, i haveblogs på nettet eller på f.eks. Pinterest, hvor der er masser af inspirerende billeder
  • Lav et system, hvor du noterer erfaringer og ideer til haven
  • Tag fotos af haven på forskellige tidspunkter af året – også om vinteren. Sortér dem i mapper, så du visuelt kan se, hvad der virkede, og hvad der skal laves om
  • Læg en realistisk plan for haveåret. Det er let at lade sig friste, for ambitionerne kan hurtigt blive større, end hvad man kan magte
  • Husk at slippe havedrømmene løs, her starter nemlig kreativiteten, og så bliver havearbejdet sjovt.
  • Hvis det bliver for uoverskueligt, kan du søge rådgivning hos en havearkitekt, der kan hjælpe dig med at føre dine havedrømme ud i livet og få lavet en realistisk plan over haven. Det kan ofte betale sig rent økonomisk og spare dig for mange frustrationer
For nogle år siden selvsåede denne kæmpejernurt (Verbena bonariensis) sig mellem georginerne. Det blev en succes, for de skaber sådan en lethed blandt georginernes noget tunge blomsterhoveder. Nu sår de sig selv i bedet, og jeg tynder kun ud i dem, når de kommer til at fylde for meget. Så er havearbejdet rigtig sjovt, når tilfældigheder skaber nye ideer og designs.

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.