En helt særlig følelse har jeg i kroppen for tiden. Foråret giver normalt drømmene energi, og haveglæden spirer lystigt. Men den er erstattet af en dyne af alvor, der minder mig om, at vi må tage vare på det smukke liv vi har ved at stå sammen – hver for sig, og vise samfundssind i denne dystre “Corona-tid”.
Jeg trøster mig med, at det også er havetid, for derude spirer det, foråret buldrer frem, som om intet er sket. Det gør blæsten også for det meste – måske et tegn på den tilstand mange af os er i.
Ude i haven kan vi ikke smitte hinanden. Her er luft omkring os. Jorden, duftene, lydene og alt det dejlige giver os energi og virkelyst. Her finder jeg trøst og glæde.
