Et af højdepunkterne i haven er i disse dage, hvor de gamle æbletræer springer ud, og haven fyldes af duften fra æbleblomster. Trækronerne på de store tudsegamle æbletræer dækker himlen, når man står dernede bagerst i haven.
Sidste år var der næsten ingen æbleblomster og heller ingen æbler. Men i år er det helt modsat.
De ældste træer synger på sidste vers. Der er efterhånden kun knudrede stammer og grene tilbage, og få grene med grønne blade og æbleblomster. Ærgerligt nok så er det cox-orange træerne – mit yndlingsæble.
Det var en stille dag i dag, og man kunne høre summen af bier der besøgte blomsterne og lappede nektar og pollen i sig. Vi får et godt æbleår i år.
Mellem grenene dukker en skovspurv op med en af hønsenes fjer i sit næb. De er ellers lukket inde i hønsegården, for jeg er begyndt at så i køkkenhavens nye højbede. De elsker at rode op i jorden efter orm og ærtefrø. Men idag blev jeg blød om hjertet, og lukkede dem ud for en stund.
Så kom regnen, æbleduftene forsvandt, hønsene blev lukket ind, og jeg krøb i ly bag ruderne i tegnestuen.
