Det er dejligt at holde ferie, men også godt at komme i gang igen. Den kommende tid bliver meget travl her på tegnestuen. Mange haveplaner står i kø for at blive klar til efterårets anlæg, og flere er kommet til hen over sommeren. Så går man med tanker om, at jeg skal hjælpe med design af jeres have, så er det en god idé at være ude i god tid.

To Åbne Haver står for døren, den første den 8. og 9. august – den anden den 5. og 6. september. Planteskolen er pakket væk og skal etableres igen med nye planter. Der behøves ikke at bookes billet til de to weekender, så man møder bare op. Haven skal holdes ved lige, så den står fin til Åben Have.

Årets sidste workshop skal forberedes, og så håber jeg på godt vejr. Der er helt fyldt op på holdet, men der vil i løbet af efteråret blive meldt nye datoer ud for workshops i 2021.

Sommeren har budt på perfekt havevejr men også udfordringer

Jeg kunne forestille mig, at havefolk ikke har ligget på den lade side hele sommeren. Græsset har groet, for himlen har ind imellem været gavmild med lidt vand.

Haven giver så meget glæde men også bekymringer, sådan er det hos mig i disse uger. Den største bekymring er, at min smukke trompetkrone er begyndt at visne og smide bladene. Den har ellers været prydhavens majestæt med sin flotte form, smukke grene og karakteristiske store blade. Det er kun et par grene, men også de største, der smider bladene. De har haft det hårdt i sommeren, for de har været bolværket mod den stærke blæst fra sydvest. Trompetkrone er et meget vindfølsomt træ, så det skal stå et beskyttet sted. Det kan være mit håb, at mistrivslen skyldes den stærke blæst, vi har haft i løbet af juli måned.

Roserne har også fået rusket bladene af i blæsevejret. De har været angrebet af diverse svampesygdomme, så man kan spydigt sige, at blæsten har hjulpet mig med at rense dem for grimme blade.

Jorden i højbedene har ikke ikke været optimalt for planter fra skærmblomstfamilien. Jorden og sædskiftet er nemlig slået i smadder i forbindelse med omlægningen af køkkenhaven, og det kan ses på persillen, koriander, dild og sommerblomster i skærmblomstfamilien. Gulerødder og rødbeder har klaret det fint, for de vokser sig store i de nye højbede. Jeg må væbne mig med tålmodighed, indtil jorden har re-etableret sig. Det kan tage mange år. Vi har allerede spist os godt igennem ærter, hestebønner og kartofler. Andet hold ærter, hestebønner, rucula, salat og radiser er sået, og jeg forsøger mig med dild og koriander et andet sted i haven, og håber så på, at de vil vokse sig store.

Hvor der efterlades bar jord, er der sået honningurt som grøngødning.

I drivhuset derimod vokser det lystigt. Vi høster allerede vindruer, tomater, agurker, chili, basilikum.

Havens detaljer nærstuderes

Når man har god tid, så falder jeg i staver over blomsternes detaljer. Det er utrolige kunstværker, når man kommer tæt på. Ikke noget at sige til, at de kan tiltrække insekterne med de farver og dragende støvdragere.

Sommerferiens haveprojekter

Vi har ikke kun ligget på den lade side i sommerferien. To projekter har været på dagsordenen; at færdiggøre den bagerste sektion af køkkenhaven, hvor vi har ventet på levering af de sidste højbede – og at etablere et vandbassin i midten af krydderurtebedene, som vi derfor har lagt sammen til et rektangulært bed. Det er blevet vældig fint.

Urtebedene før sammenlægning
Urtebedene efter sammenlægning

Sensommerbeskæring af stauder

Jeg har også brugt mange timer på at sensommerbeskære stauder. Nogle klippes ned for at de kan danne en frodig blad-rosette, der kan dække jorden. Andre er beskåret så de giver endnu en blomstring senere på sæsonen. Og så ser det bare kønnere ud, når de visne blomsterstande og blade er fjernet. Nogle lader jeg sidde, så jeg kan høste frø af dem, som jeg vil så her i efteråret.

Mange har spurgt mig, hvilke stauder jeg klipper ned. I kan finde en oversigt i en anden artikel her på bloggen. Læs mere her: https://troensehaven.dk/2020/07/24/sensommerbeskaering-af-stauder/

Georginerne har vokseværk

Georginebedet er godt i gang med at sætte blomster. Ind imellem er der plantet kæmpeverbena ud, så de danner støtte til georginerne. Jeg har en særlig robust sort med lange stive stængler og små lilla spidse blomster, der tilmed der så fine at tørre til buketter. De kommer til at danne et smukt let flor hen over georginerne.

De sår sig selv flittigt, så jeg har flytte og fordelt, samt pottet en masse til salg i planteskolen. Nogle har jeg plantet i krukker og kurve, for her er de også meget fine. Jeg prøver i år at plante dem sammen med græsser med aks i store kurve. Det kan I få at se under Åben Have.

Nye fugle i haven

Henry har sammen med Henryette fået 7 små fasankyllinger. De har fred for Sofus inde hos naboen, hvor de i fred og ro kan vokse sig store. Det er umuligt at fange dem allesammen på et foto, for de piler afsted i fuld fart til alle sider, når man nærmer sig.

Henry vender dog trofast tilbage til træstammen i skovbedet, og holder stadig til, når der fodres. Han venter tålmodigt klokken 8.00 (senere end i hverdagen) på at jeg fylder truget op.

Og så er der nu en etbenet stær som har slået sig ned i haven og mæsker sig i havens frugt og bær. Den hopper rundt på et ben, men kan godt sætte af og lette, når Sofus er i nærheden. Mig er den ikke bange for, men jeg gør den heller ikke noget.

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.