I år har jeg været spændt på at se, om det fungerer med at dyrke butternut squash i høje stativer, i stedet for at de breder sig ud over jorden i hele køkkenhaven. De kan nemlig hurtigt komme til at indtage al pladsen, så man hverken kan komme frem og tilbage på stierne, eller dyrke blomster og andet grønt i bedene.
Det virker! Planten vokser helt vildt, og bliver ved med at sætte nye skud, som jeg binder ind til det 2,5 meter høje jernstativ. Planten har fået en masse gødning i form af kompost i løbet af sommeren, og nu kan jeg tælle 15 butternut squash. Flere er på vej, for der kommer stadig blomster. Det er uvist, om de vil nå at modne inden frost.
Jeg klipper lidt blade af hist og her, så der kommer lys til frugterne.
Næste år vil jeg ligeledes lade hokkaido græskar vokse i et jernstativ.