Det bedste er at høste frisk grønt til salaten. Du kan stadig nå at så rucula og andre hurtigtudviklende salattyper, så du kan nå at få fornøjelse af dem allerede i år.
Jeg har snydt lidt og har i august forspiret salat, der nu er klar til at blive priklet ud i køkkenhaven.
Ellers kan der nu sås spinat og rucula – både den vilde type og salatsennep. De japanske bladgrønsager pak choi, mizuna og tat soi kan også nå at udvikle små lækre, sprøde blade der er gode i wokretter.
De fleste japanske bladgrønsager kan godt overvintre, hvis vinteren altså er mild. Så giver de små blade i det tidlige forår.