(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)
Cyclamen hedder på dansk Alpeviol. Jeg er mange gange stødt på den og tænkt, at det dog er en pudsig plante. For det meste har den stået i en vindueskarm som potteplante om vinteren, og har ikke gjort det store indtryk på mig. Jeg har i hvert fald ikke tænkt, at den må jeg se at få skaffet. Jeg har aldrig selv købt den som potteplante, for jeg er egentlig ikke så vild med den.
Men så har jeg set den i engelske haver, jeg har besøgt på mine ture i Sydengland, hvor de om foråret har dækket jorden under store træer som tæpper af hvidt, rosa eller pink. Her blev jeg helt bjergtaget og tænkte, at dem må jeg se at skaffe til min egen have. Når man så bukker sig ned og kigger grundigt efter, så er blomsten helt magen til dem inde i stuen.
En anden gang faldt jeg pladask for cyclamen, da den blev solgt på en planteskole for dens fine dækkende blade, der holder gennem vinteren. Den kunne fås med forskellige nuancer og former, og var beregnet til at blive plantet ud i haven et skyggefuldt sted. Men den blomstrer altså ikke i foråret, men i efteråret. Der røg så lige nogle stykker ned i kurven.
Her op til jul købte jeg to imponerende, store knolde. Blomsterne var bittesmå og knolden havde også små takkede blade, ligesom dem der dækker jorden i skovhaven. Den blev købt til dekoration til jul, men jeg fik at vide, at den kan plantes ud i haven og kan overleve der. For nogle år siden købte jeg lignende knolde, men dengang vidste jeg ikke, hvad der vendte op og ned på dem, for de havde endnu ikke vist tegn på liv. Jeg gjorde det nok forkert, da de blev plantet ud i haven, for de er nu pist væk.
Det er underligt, at jeg kun kan se fidusen i cyclamen, når den vokser i haven, og ikke i en potte i vindueskarmen. Men sådan skal det åbenbart være her hos os.
I denne artikel forsøger jeg at hitte rede på forskellen mellem de forskellige cyclamen.
Cyclamens oprindelsesland
Cyclamen er en slægt med 22 arter, hvor de fleste stammer fra Mellemøsten. Der er også arter fra det Syd-østlige europa, hvor de er knap så hårdføre på vores breddegrader. Men der findes også vilde arter, der er vinterhårdføre hos os. De vokser vildt i bjerg- eller skovrige områder primært i Middelhavsområdet eller Mellemeuropa.
Hvor cyclamen naturligt gror, er det stedsegrønne eller vintergrønne stauder, der danner tæpper af fine marmorerede blade. Blomsterne har farverne hvid, rosa, rød eller pink og har de karakteristiske bagudbøjede kronblade. Der findes hybrider, der er tofarvede, hvor højbladene f.eks. er hvide og kronbladene rosa.
Cyclamen som potteplante
Den art, der anvendes som potteplante, og derfor ikke er hårdfør, er cyclamen persicum. Det er denne art, man udvikler F1 hybrider på, og derfor kan fås i mange forskellige farver, størrelser og former.
Den blomstrer om efteråret og i den tidlige vinter, hvorfor man ofte ser den i butikkerne omkring juletid.
Det er en noget sart plante at have med at gøre, for den må hverken stå for varmt eller for koldt. Den skal have meget vand, gerne flere gange om dagen, men må kun vandes ovenfra, hvis knolden ikke er dækket med jord. Er den det, så skal den vandes i underskålen, men må ikke soppe i vand, for så rådner den. Den skal drikke op, før den få nyt, men må heller ikke tørre ud. Den tåler ikke at stå for tørt og slet ikke i direkte sol. Men den kan heller ikke lide for meget skygge eller alt for fugtige omgivelser.
Så kan jeg bedre forstå, at mine forsøg med cyclamen i potter indendørs aldrig rigtig er lykkedes. Der er så meget andet, der skal passes, og en gang imellem må tingene altså gerne kunne passe sig selv.
Til højre ses den helt almindelige cyklame-farvede alpeviol, som man kender dem fra mormors vindueskarm. Den er ikke hårdfør og tåler kun at vokse indenfor.
Cyclamen i haven
Anderledes er det med de arter af cyclamen, der kan vokse i haven på vores breddegrader. De klarer sig mægtig fint, hvis de bliver plantet der, hvor de bedst trives. Her skal man selvfølgelig prøve at efterligne de vilkår der gælder, hvor de oprindeligt kommer fra.
Der findes både en forårs- og en efterårsblomstrende sort.
Den forårsblomstrende kaldes også ”Tidlig alpeviol” (Cyclamen coum). Den springer allerede ud i marts måned med cyklamenfarvede blomster. Måske er det deraf navnet Cyclamen stammer. Den trives bedst i fugtig skygge og overvintrer under beskyttelse af et tykt lag visne blade. Jeg er lykkedes rigtig godt med at plante denne sort i skovhaven, da den i naturen vokser i lyse skovbunde med en god humusrig jordbund, der er fugtig om vinteren og til hen på foråret. Cyclamen coum er en knoldplante med en lille knold og en lav, tuedannende vækst. Den bliver kun 8 cm høj og 20 cm bred.
Til højre ses Cyclamen hederifolium plantet ud i haven. Den købte jeg for et par år siden som knold. Den folder blomsterne ud for enden af små krøllede stængler. Her ses de i midten af planten.
Den efterårsblomstrende Cyclamen hederifolium, der også kaldes for ”Vedbendbladet alpeviol”, har en stor knold. Op til jul kan knoldene købes i blomsterbutikker. Man kan have dem liggende fremme i stuerne fordi de er så dekorative. Det er denne knold, jeg ikke kunne finde ud af, hvilken vej skal vende, når den lægges ud i jorden i haven. Det har jeg i år fundet ud af, for på den ”krøllede” side af knolden skød der i det sene efterår små blomster op på snoede stængler, efterfulgt af små fine, takkede blade.
Vedbendbladet alpeviol er i dvale om sommeren, hvor både blomster og blade er visnet helt væk. Derfor er den smukkest i løbet af efteråret og vinteren med de fine, dekorative vintergrønne blade. Den trives bedst i ly under et træ eller en busk.
En stedsegrøn sort
Cyclamen purpurascens er en meget hårdfør sort, der stammer fra Mellemeuropas bjergrige områder i f.eks. Schweiz og Østrig, hvor den gror på kalkholdig, stenet jord i løvskove. Den har stedsegrønne blade med sølvhvide tegninger på oversiden af bladet og undersiden er violet. Den får karminrøde blomster, der blomstrer fra august til oktober. Jeg dyrker den mest på grund af de flotte blade, hvorfor jeg faldt for den, da jeg så den på planteskolen. De står nu så smukt mellem bregner og vortemælk og giver farve til skovbedet. Denne sort er stedsegrøn og taber ikke bladene, for den har ikke tænkt sig at gå i dvale.
