(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)
I denne uge dykker jeg lidt ned i planten iris, for jeg har længe undret mig over, hvor mange forskellige slags iris der findes, og som ser helt forskellige ud, også nede under jorden. Over jorden kan man sagtens se en lighed mellem dem på deres sværdlignende blade og særprægede blomst. Men under jorden adskiller de sig også fra hinanden.
Det lyder i nogles ører måske underligt at interessere sig for det, vi ikke kan se af planterne, men det har en afgørende betydning for, hvor iris trives, og hvordan de skal plejes. Der findes irisarter, der er meget tørketålende, mens andre kun trives i fugtige områder, og nogle kan ligefrem stå i vand.
Nogle iris har rødder som de fleste stauder og danner underjordiske skud. Andre har en vandret, krybende rodstok, såkaldt ”rhizom”, der ligger lige i jordoverfladen og godt kan have en vis lighed med et stykke ingefær. Og så er der iris, der dyrkes som blomsterløg. Lige nu kan man købe våriris som løgplante i potter, der er den tidligst blomstrende iris.
Der findes over 300 forskellige arter, så jeg vælger kun at beskrive de mest almindelige, som jeg også dyrker i haven.
I Danmark vokser iris i naturen
Jeg glemmer aldrig den dag i juni, da jeg var på tur på Romsø og endte ved et vandhul midt på øen. Det var fyldt med gule sumpiris (Iris pseudacorus) også kaldet Gul sværdlilje, da dens blade er spidse og skarpe som sværd. Et bjergtagende syn, der fik mine øjne op for denne smukke plante. Den er ret almindelig i Danmark, hvor den vokser ved sumpe, søer og vandløb. Den kræver meget vand for at trives, og bruges i haven som staude ved havedamme. Her breder den sig helt vildt. Jeg har sidenhen fået tilbudt spandevis af denne art, når venner og bekendte renser havedammen op. Den breder sig ved vandrette jordstængler, der ligger lige under jordoverfladen. Rødderne kan sammenlignes med rødder fra skvalderkål, der har trævlerødder, hvorfra der skyder både blade og blomsterstængler.
Har man en naturgrund med et vandhul, så er det stensikkert, at man kan have gul sumpiris i fred for rådyr.
Der findes også en sjælden blå iris (Iris spuria), der vokser vildt i Danmark, men den er fredet, så den må hverken plukkes eller graves op.
Iris germanica er en almindelig dyrket haveiris
En af de mest almindelige iris der dyrkes i haverne, er den brogede Iris germanica også kaldet ”Skægiris”. Helt modsat den gule sumpiris er den meget tørketålende. Den trives slet ikke, hvor der er fugtigt. Jeg tegner den ofte ind i haveplaner ved sommerhuse, eller hvor der er tørre og sandede jorde. Men den kan også vokse i almindelig havejord, blot den er veldrænet og der aldrig er stående vand. Når jeg planter den hos mig, så blander jeg altid sand i jorden, og lader den vokse på en tør og solrig plet.
Den har disse vandret krybende rodstokke eller rhizomer, der skal ligge i overfladen af jorden, altså kun halvt begravet, da den skal have sol på oversiden. Rhizomet oplagrer tilstrækkelig fugt og næring til, at planten klarer selv ekstremt tørre perioder. De stortrivedes i min have i 2018, da vi havde den tørreste sommer i mands minde. Til gengæld mistrivedes de sidste efterår, hvor vi havde konstant regn i månedsvis. Da gik der nogle til, for i en naturlig, fed havejord som min, var det næsten umuligt at opretholde tilstrækkeligt dræn til, at rhizomet ikke rådnede. Jeg har også erfaret, at hvis rhizomet dækkes helt af jord, så kan planten også gå til. Jeg har iris germanica i mange farver. De fås i utallige nuancer, nogle er flerfarvede, og så står de så ranke og flotte i bedene og med god højde. Men jeg vælger dem også for bladenes skyld. De markante, sværdformede blade giver variation i bedet i hele sæsonen. I bedet med de mørke, purpurfarvede planter har jeg brunlige og mørklilla sorter, og i bedet med de kølige nuancer har jeg den lyseblå Iris germanica ”Springtime madonna”. Den hvide ”Gull’s wing” lyser op i skumringen i det hvide bed, for blomsten er iøjnefaldende stor og kompakt.
Iris pallida eller ”Bleg iris” er en anden tørketålende sort
En anden tørketålende sort, der også har en vandret krybende rodstok/rhizom, er iris pallida. Den vokser i mit ”Svenskerbed” da dens sværdlignende blade er brogede med gule og grågrønne striber og lyseblå/lilla blomster, den såkaldte ”Aureo variegata”. Den står flot sammen med andre planter i matchende nuancer, og især i foråret er den så fin i selskab med tulipanen ”Spring Green”, hvis kronblade har nøjagtig samme farver som bladene hos Aureo variegata.
Den har fået en fremtrædende plads forrest i bedet stik syd, hvor der bliver tørt om sommeren.

Iris sibirica er ret hårdfør
Iris sibirica er en mere spinkel type. Det er en tuedannende staude, der bliver knapt en meter høj med græslignende blade. De er ikke så sværdlignende som hos Iris Germanica. Den adskiller sig også ved ikke at have rhizomer. Den har istedet rødder fra basis af hver stilk med blade og blomsterstængel, som sætter sideskud. Efterhånden bliver den en stor sammenfiltret klump, der bliver bar i midten, fordi den vokser væk fra midten af planten. Så skal den graves op og deles.
Når man læser om sibirisk iris står der ofte, at det er en sump-iris type, der ynder at vokse på kanten af en havedam. Jeg har mine stående i almindelig havejord, der er til den lerede side. Køn bliver den ikke i tørkeperioder, men den overlever, og er derfor meget nem at have med at gøre. Skulle der blive oversvømmelse, klarer den også at stå med rødderne i vand i en kortere periode.
Iris sibirica blomstrer i maj-juli og foretrækker at stå i sol og halvskygge. Jeg er vild med den, for dens blade skaber den samme effekt, som græsser gør i et bed. Blomsterne fås i mange farver. I min have vokser den cremegule ”Butter and sugar”, den lilla ”Blue king”, den lyseblå ”Papillon”, den hvide ”Snow queen” og den lyslilla ”Sparkling rose”. Det er ret let at få den til at passe ind i næsten ethvert bed-design.
Iris med løg
Jeg har to arter af iris som løgplante i haven. Fælles for dem er, at de ikke trives, hvor jorden er meget tung og våd. Står irisløg og sopper i vand, vil løgene let rådne.
Lige nu blomstrer våriris ”Iris reticulata”, og er en rigtig forårsbebuder. Det er en dværgform, der ikke bliver højere end 15 cm. Den blomstrer fra marts, afhængigt af vinterens temperaturer. I år var den dog tidligt på færde i haven, men klarede også at blive dækket af sne. De blomster, der var begyndt at skyde allerede i februar, blev beskadiget, men så er der kommet nye, der nu blomstrer så smukt.
Våriris er plantet i kanten af bedene, hvor de får sol, og der er relativt tørt. Især er jeg glad for den lyseblå ”Katharine hodgkin”, der har fine gule aftegninger, der klæder de tidlige lysegule primula veris så smukt. Derfor bruger jeg gerne denne sort i krukker, og planter den sammen med f.eks. lyseblå perlehyacinter og porcelænshyacinter samt de lysegule primula veris.
Våriris visner ned efter afblomstringen, så den kan være svær at undgå at komme til at grave op, med mindre at man laver afmærkninger.
Man kan selv bestemme, om løgene lægges i foråret eller efteråret. Har man den i en potte, så kan den plantes direkte ud i haven, når den er afblomstret.
Iris reticulata ”Katharine hodgkin” er så fin i krukker sammen med forårsblomster i lysegule og lyseblå nuancer. Her er den sat sammen med lysegule akelejer, primula og narcisser. De lyseblå porcelænshyacinter og perlehyacinter er også fine i sammensætningen sammen med brogetbladet efeu.
Iris Hollandica er mere sart
Denne løg-iris er ikke så hårdfør som våriris. Den har en løgformet rodknold, der lægges enten forår eller efterår på et beskyttet voksested. Hos os vokser den mod syd langs med husets facade, hvor der er et godt dræn. Her klarer den sig år efter år og danner lange, spidse blade, der er tidligt fremme, og som er grønne om vinteren. Vil man være sikker på, at den klarer selv hårde vintre, så skal den dækkes til med f.eks. grangrene. Den blomstrer senere i juni/juli. Jeg har den i gule og blå farver. Iris Hollandica breder sig med sideløg, der kan lirkes fra hovedløget og lægges andre steder i haven. Der går dog et par år før den blomstrer.