Remoulade af grønne tomater

Date
nov, 02, 2021

Heldigvis er alle tomaterne ikke nået at blive modne, for der skal være nogle grønne tilbage, der kan syltes til mange lækre sager.

Med udsigt til julefrokoster og andre sammenkomster er det passende at have en syltet grøn tomat-relish som er hovedingrediensen i verdens bedste remoulade. Relish kan man lave af forskellige grøntsager, som man koger ind med eddike og jævner med sukker og mel. I denne variant har jeg haft remoulade for øje, og den er jo grøn, så derfor bruger jeg grønne tomater.

Men det er ikke den eneste ingrediens, for der er løg, squash og spidskål i haven, og blomkål kan man stadig købe frisk fra en lokal gårdbutik. I remoulade plejer der at være kål, så det skal der også i denne variant.

Remoulade er god sammen med fisk. Derfor peppede vi fiskefarsen op med hakkede gulerødder, porrer, persille og lidt rucula fra haven. Det giver en dejlig frisk smag til fisken.

Ingredienser til 2 glas

600 g. grønne tomater

300 g. løg

200 g. squash

200 g. spidskål

200g. blomkål

1 spsk. salt

2,5 dl. vand

4 dl. æbleeddike

300 g. sukker

1 spsk. dijonsennep eller sennepspulver

1 dl. mel

1 tsk. Karry (med top)

Sådan gør du

Skær de grønne tomater, løg, squash og kål i grovere stykker. Hak det fint i en foodprocessor, dog uden at det bliver til mos. Rør salt i og lad det stå og trække i et par timer ved stuetemperatur. Saltet trækker væske ud af grøntsagerne. Derefter hældes massen i en si så væden kan løbe fra. Pres med en ske, så alt væden presses ud. Hæld det op i en gryde sammen med vand og 1 dl eddike. Lad det småsimre i 20 minutter. Bland imens mel, sukker og karry sammen. 

Væden sies igen fra massen, og den kommer tilbage i gryden. Nu tilsættes 3 dl. eddike, dijonsennep og blandingen af mel, sukker og karry. Kog det ved svag varme i 15 minutter, til massen er kogt ind og har en konsistens som tyk havregrød.

Relish kan opbevares på skoldede glas med atamon. Jeg vælger at fryse den i små beholdere, som jeg kan tage op, når der skal laves remoulade.

Remoulade

Man får en cremet remoulade ved at tilsætte 1 del mayonnaise til 2 dele relish. Lidt mere mayonnaise kan tilsættes, hvis man ønsker en mildere remoulade. Den kan holde i køleskabet i et par dage.

november 2, 2021

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.