Krydret linsesalat

Date
nov, 22, 2021

Når jeg får besøg af mine sønner, spørger jeg dem altid, hvad de gerne vil have mig til at lave af mad. Der er den klassiske ”Mors lasagne”, og ellers hvad haven nu byder på af råvarer.

Min yngste søn var på besøg forleden. Han studerer, og pengene er knappe, så hverdagens mad er ikke altid det sundeste. Det handler mest om at blive mæt i en fart. Hans ønske var en sund og mættende ret, og for en gang skyld ikke lasagne. Jeg måtte også godt gå udenom de bagte rodfrugter, som jeg har en tendens til at servere for ofte. Jeg tænkte, at jeg kunne inspirere med en billig, sund og mættende ret, der kan spises flere dage i træk uden at den bliver kedelig. Grønne linser er billige og er en fantastisk grund-ingrediens der lægger bunden i en sulten mave. Kogte grønne linser i en salat kan varieres i det uendelige, når de tilsættes et par gulerødder i tern, fintsnittet kål, lidt peberfrugt, små tomater, friske krydderurter og en masse hvidløg. Er der lidt rester i overskud, f.eks. kogte kartofler, æg eller en rest kylling, så kan det også ryge med i salaten. En god dressing af olivenolie, citron, sennep og hvidløg fuldender smagen. Skal den være ekstra kras, kan man også tilsætte lidt revet ingefær.

Denne ret er ikke gourmetmad for feinschmeckere, men er superlækker, hvis man har en slunken pengepung og skal bruge op af, hvad der er af rester i haven eller i køleskabet.  Jeg trak et par gulerødder op af jorden og høstede de sidste røde cherrytomater i drivhuset. Kålen står flot i køkkenhaven og hvidløgene hænger til tørre i løgposerne ovre på værkstedet. Bredbladet persille er der rigeligt af, og så opdagede jeg, at et par af de store chilier, der er ved at blive røde, ikke er så stærke endda. Korianderen har kastet frø og spirer med friske blade, så de blev høstet små.

Ingredienser til 4 personer

200 gram grønne linser

2 gulerødder

1 rød peberfrugt

1 lille bakke cherrytomater

½ agurk

2 friske milde chilier (styrke 2)

En håndfuld frisk hakket grønkål

75 gram ristede, hakkede hasselnødder

Et bundt bredbladet persille

Et bundt frisk koriander (kan udelades)

Skal og saft af 1 økologisk citron

½ dl olivenolie

1 tsk dijonsennep

2 fed hvidløg

Salt og peber

Sådan skal du gøre

Skyl linserne inden kogning, men læg dem ikke i blød forinden. Kog linserne ved svag varme i rigeligt vand i 20 minutter. Der skal stadig være lidt bid i dem til en salat. Det overskydende vand hældes fra og køl dem herefter af.

Skræl gulerødderne og skær dem i små tern. Skær agurk, peberfrugt og cherrytomater i små tern. Halver chilierne og fjern frøene. Skær dem i bittesmå tern. Skyl og rib grønkålen og hak den fint. 

Rist hasselnøddekerner på en tør pande til skallen bliver mørk og løsner sig. Hæld dem i et rent viskestykke, fold det over hasselnødderne og rul dem rundt, så skallen nulres af. Hak dem groft.

Skyl og hak bredbladet persille og korianderen (kan udelades) og bland det hele sammen.

Lav en dressing af olivenolie, skal og saft af 1 økologisk citron, dijonsennep, presset hvidløg og smag til med salt og peber.

Salaten serveres med et godt brød til og eventuelt også hummus og oliven.

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.