Tid til ”Armchair gardening”

Date
dec, 26, 2021

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livvsstil)

Det er hårdt at holde jul. Man bliver mæt af mad, julepynt og festivitas, og så er det skønt at trække sig tilbage og fordybe sig i sit eget selskab.  Hvert år i juleferien laver jeg ”Armchair gardening”. Det betyder at jeg dyrker min haveinteresse fra lænestolen.

Det er bare en mere stillesiddende form for havearbejde, for det meste foregår inde i hovedet. Jeg hiver dog notesbøgerne frem som hjælp til tankevirksomheden, for her har jeg noteret små huskesedler, ideer og strøtanker ned. Her kan jeg få et tilbageblik på årets havesæson og hvad tager jeg med mig af konkrete erfaringer fra sæsonens havearbejde. Hvad skal jeg ikke gøre igen, og hvad vil jeg gøre mere af? Hvad har inspireret mig designmæssigt, og hvilke nye ideer vil jeg prøve af?

Nu er det tiden at dyrke havearbejdet fra lænestolen – også kaldet for ”Armchair gardening”. Her evalueres årets havesæson, nye planer bliver lagt og der søges efter inspiration til nye haveprojekter.

Havebøger til inspiration

Der har været meget på programmet i år, hvor jeg har haft alt for travlt til at kunne dykke ned i de mange lækre havebøger, der efterhånden fylder godt op på hylderne. Jeg fristes ofte til indkøb, men de sættes derefter på hylden og samler støv. Her i julen tages de frem og støves af. Nogle havebøger er spækket med fagstof, som jeg tygger mig igennem for at blive klogere. Andre er fyldt med lækre billeder og eksempler på, hvordan man eksempelvis kan sammensætte planter og indrette spændende uderum. Der er ”Gør det selv- bøger”, hvor jeg studerer håndværk, f.eks. at bygge kompostbeholdere og pergolaer, låger og hegn af træstammer eller svejse stativer til klatreplanter. Tænk at ende i dybe tanker over en brugsanvisning på at samle en pergola med dyvler i juleferien. Så er man virkelig sluppet af med julestressen.

Planer er der nok af

I år havde jeg ellers planlagt at bygge to kompostbeholdere i lærketræ som supplement til min store fritliggende kompostbunke. Jeg har nemlig en ambition om at sammenligne, hvor effektive de to typer kompostbunker egentlig er i forhold til hvor hurtigt plantematerialet omsættes til færdig kompost. Jeg er sådan indrettet, at jeg vil prøve ting af selv, hvor det er muligt, i stedet for at læse mig til det meste. Mottoet ”Learning by doing” er derfor gældende langt hen ad vejen her hos mig, for så forstår jeg bedre sammenhænge og nuancer. Men om jeg bliver klogere på kompost til næste år vides ikke endnu. For når foråret sætter ind, så er det svært at følge med, og der er ikke meget tid til overs.

Jeg har også læst om at svejse. Jeg vil nemlig gerne lære at svejse, så jeg selv kan lave flere stativer til klatreplanter i stedet for at bestille dem hos en smed. Før jeg investerer i værktøj og maskiner, skal jeg forstå processen. Så det læser jeg om lige nu, og vurderer lige en ekstra gang, om det er for ambitiøst.  

Jeg drømmer om at kunne svejse. Jeg vil gerne selv kunne fremstille ting af jern til haven, f.eks. stativer til klatreplanter. Når man dyrker armchair gardening er det ok at blive ved drømmen.

Hasselhegnet er en succes

I år fik jeg bygget et skønt hegn af træstammer fra hasselhegnet. Jeg ved godt, at det ikke holder evigt men sikkert så længe, at nye hasselstammer har vokset sig så store, at de kan erstatte det gamle hegn. Netop på grund af holdbarheden, fastgjorde jeg hegnspælene i stigrus blandet med småsten, og ikke i cement. Ned i jorden skulle pælene, for et naturligt hegn er pænest uden stolpefødder.

Hasselhegnet satte jeg op i Hobbyhaven, hvor jeg plantede tomatplanter op ad. Det var årets største aha oplevelse, at småfrugtede tomater såsom cherrytomater, cocktailtomater, små blommetomater og almindelige tomater faktisk bliver mere rigt bærende og smagte kraftigere ved at vokse på friland.

Nu står hasselhegnet ribbet for tomatplanter, og venter bare på at blive fyldt med nye. For tomater tåler godt at vokse i samme jord som året før.

En succes i haven i år var det hjemmelavede hasselhegn beplantet med småfrugtede tomatsorter.

Der nørdes design

Hvad der er have og hvad der er natur, er en sondring, som er blevet meget mere tydelig for mig i løbet af året. Ikke i den forstand, at jeg ikke kan kende forskel, men der er en tendens for tiden til, at man blander de to ting sammen uden at skele til forskellen. Når ting placeres i nogle klare rammer, som jeg gør ved at adskille natur og have mere præcist, så kan jeg være mere skarp og kreativ i mine havedesigns. Min sondring går på, at en have er et sted, hvor vi vil bestemme, hvad der skal bo, gro og brede sig. Natur er et sted, hvor vi lader naturen råde og hvor vi ikke blander os i, hvad der gror og hvad der forgår, for her slipper vi helt kontrollen. Og så er der de glidende overgange, som kan være særlig interessante at arbejde med designmæssigt. F.eks. hvor den omkringliggende natur visuelt trækkes ind i haven, så man får oplevelsen af, at havens rum smelter sammen med naturen. Eller hvor man indskrænker en have til at omfatte færre kvadratmeter, og lader naturen råde i resten af haven, og så se hvad der sker. Det er ikke at sammenligne med en vild have, for dele af den er kontrolleret. Det vil jeg arbejde meget mere med i det kommende år, og der ligger flere designs klar på tegnebrættet. De forfines her i juleferien, og jeg vil glæde mig til at vise nogle af dem frem her i avisen.

Jeg er optaget af havedesign der binder have og omkringliggende natur sammen. Her er det en strandhave, hvor plantevalget er inspireret af sorter, farver og teksturer fra strandengen.

Nye designs af bede

I løbet af en havesæson tager jeg masser af fotos af især staudesammensætninger. Ofte har jeg et billede i hovedet af et potentielt godt match, som jeg prøver af ved at plante dem sammen i bede. Nogle gange fungerer sammensætningerne, andre gange ikke. Det er ikke altid nemt, når design foregår oppe i hovedet som en forestilling om et godt match. De dårlige kombinationer tager jeg sjovt nok knap så mange billeder af, men det vil jeg til at gøre, for man lærer mindst lige så meget af mindre vellykkede eksperimenter.

Nye plantesammensætninger afprøves til kommende bed-designs

En måde at dyrke ”armchair gardening” på er derfor også at lave collager over større plantesammensætninger. Fotos af forskellige sorter printes ud, rives fra hinanden og sættes sammen på kryds og tværs. Jeg noterer mig i processen, at der er forskellige former og farver på blomsterne, og nogle gange skal det bare være formerne som er i fokus. Så laver jeg collager af blomster med samme farve, for netop at skærpe fokus på formerne. Andre gange er det nye kombinationer af farver, som jeg prøver af. Collagerne bruger jeg således som inspiration til nye bed-designs. For eksempel er en justering af skovhavens beplantning blevet til på baggrund af denne metode.

Nye plantesammensætninger afprøves på papiret, hvor der laves collager med fotos af blomster i afstemte farver eller former.

Høns i haven

Sidste år blev hønsene taget af måren. Det var et makabert fund, og jeg blev så trist til mode. Måren tog først en enkelt høne, men kom tilbage natten efter og slog resten ihjel. De ligger nu begravet nede bagerst i haven, hvor de har nydt at gå og rode i jorden. Jeg savner mine gamle høns.

Høns hygger i haven, og det er hyggeligt selskab at gå derude og være omgivet af flokken. De følger trofast med, for der sker noget, hvor jeg er. Orme og krible-krableliv kommer op til jordens overflade, når jeg arbejder i jorden, og hønsene bliver stop mætte. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre med alle gåsebillelarverne, der ellers var hønsenes favoritsnacks.

Jeg har ønsket mig 4 høns i julegave, og ved ikke i skrivende stund, om jeg får mit ønske opfyldt.

Jeg har ønsket mig høns i julegave, men fik dem ikke, for de var for svære at pakke ind i gavepapir.

Nye frøindkøb

Det første brev med frø er landet i min postkasse. Jeg er simpelthen så nem at friste, også før jeg får det forkromede overblik over frødepotet. Det er nemlig nu, at man har tid og lyst til at drømme sig hen til næste års blomsterhav og smagen af lækre friske afgrøder.

Jeg købte frønyheder, som jeg med garanti ikke har, og de fleste er stauder og to-årige, der skal i jorden nu, fordi de kræver en kuldeperiode for at spire.

Det store frøsorteringsarbejde foregår mellem jul og nytår. Frø, der er for gamle, smides ud, og resten sorteres i forskellige bunker. Der er frø, som skal sås inde tidligt på året, dvs. allerede i januar/februar. Der er andre frø, som skal sås ude i slutningen af vinteren, fordi de skal have en kort kuldeperiode for at spire. Der sorteres i hhv. sommerblomster og grøntsager med lang udviklingstid, som skal sås indenfor i vindueskarmen i marts måned. Der er frø med kort udviklingstid og som er kuldefølsomme. De skal sås indenfor i april, og så er der alle de andre frø, der skal sås på friland enten tidligt på forårssæsonen eller senere.

Det er en hjælp at foretage denne sortering, for så snart foråret nærmer sig, og vi får rygende travlt i haven, kan man nemt miste det forkromede overblik. Her i juleferien er der fred og ro til at lave forberedelserne til næste års havesæson.

Frøkatalogerne frister med tilbud og nyheder på frø til alt fra sommerblomster til spændende grøntsager. Det er en god idé at gå depotet af frøposer igennem inden man forkøber sig.
Gamle frø kan testet for spireevne ved at fugte vatrondeller og drysse frø ud på dem. Er der stadig spireevne, vil der efter lidt tid komme små spirer frem. Nogle frø er for gamle og spirer ikke, så de skal kasseres. Vær opmærksom på, at de spirer ikke samtidig.

Der skal være tid til nye projekter

Jeg ved godt, at planer ikke altid bliver ført ud i livet. Det holder mig ikke fra at tilføre nye projekter til min to-do liste for det kommende haveår.

Jeg har længe haft et ønske om at lægge mit lange bed om – det, der løber langs med espalieret til køkkenhaven. Her er plantet lavendel og storkenæb ”Rose Claire” sammen med prydjordbær. Storkenæb breder sig for meget, så den vil jeg grave op og erstatte med stauden vild stokrose – også kaldet for hamp-stokrose. Den er høj, let og luftig og vil være smuk lige der, hvor den kan væve sig sammen med selvsåede kæmpeverbena, som forvilder sig fra georginebedet og over i dette bed. Jeg har taget frø af hampstokrose i en have, hvor den blev plantet i et langt bed der strækker sig langs med en bygning. Flere steder blandede den sig med kæmpeverbena, og det så fantastisk ud. Nu er frøene sået, for de kræver kulde for at spire. Så venter jeg bare på, at de bliver store nok til at prikle ud sidst på foråret mellem de kraftige lavendelbuske.

Blomsterdesignere er en kæmpe inspirationskilde

Jeg har fået øjnene op for dygtige blomsterdesignere eller blomsterbindere, som de blev kaldt før i tiden. Nogle kreationer kan næsten betragtes som kunstværker, der bare ikke holder evigt. Første gang jeg for alvor blev betaget, var hos Tage Andersen i hans svenske paradis Gunillaberg, hvor selv grisene havde blomsterportaler til pryd i grisestien. Store pompøse buketter blev flyttet fra stuerne derud, for de var stadig smukke og skulpturelle. Jeg blev også betaget af, hvordan naturens materialer blev flettet ind i kreationer og placeret i finurlige vaser designet til formålet.

Jeg har i flere sammenhænge stødt på den fantastisk dygtige blomsterdesigner Annette von Einem, der helt nytænker, hvordan planter kan foldes og bøjes og sammensættes til alt fra halskæder og hårpynt til blomsterskulpturer i alverdens udtryk. Jeg har dyb respekt for hendes kreativitet, som jeg vil betragte som de rene kunstværker.   

Måske skulle man rejse sig fra lænestolen og bruge lidt tid på at eksperimentere med blomsterkreationer, bryde rutinerne og finde på nyt. Ideerne står på spring, og jeg leverer den først i dag med ugens buket. I næste havesæson vil jeg øve mig mere på disse kreationer, og I slipper nok ikke for at blive præsenteret for et lille udvalg.

Godt nytår og på gensyn i 2022.

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.