Hvis der er noget, man længes efter lige nu, er det sommer, sol og blomster. At kunne tilbringe det meste af døgnets 24 timer udenfor og boltre sig i naturens lyde, dufte, planter og materialer. Et stykke natur har jeg i dag bragt indenfor, og minsandten om den ikke er spillevende. For ud af den hule træstamme, jeg har fisket op af et bed og boret huller i, kravler der små dyr ud fordi de pludselig har opdaget, at her er lunt og godt – sådan ca. 20 grader i skyggen.
Vasen er nemlig skiftet ud med et stykke træ, der fungerer som opsats til tørrede blomster og græsser. Associationen er en grøftekant på en hed augustdag. Biernes summen skal man tænke sig til.
Jeg har boret mange små huller i træstykket, som jeg har stukket blomsterne ned i. Vil man gøre mig kunsten efter, kan man bruge brændestykker, træskiver, drivtømmer og rødder i stedet for. I haven plukkede jeg græsser med aks og enkelte frøstande af brudeslør, prydløg ”Millenium” og russisk mandstro. På depotet med tørrede blomster fandt jeg rosa og hvide papirblomster, russisk hindebæger, statice, frøkapsler af ”Jomfru i det grønne”, celosia ”Flamingo feathers” samt lilla og hvide evighedsblomster ”Helichrysum”.