Der begynder at dufte af hvidløg i udhuset, hvor vi har hvidløg på lager. De er lagt i løgposer, så de får luft omkring sig. Grunden til, at de begynder at dufte er, at de er begyndt at sætte små grønne spirer, for de vil gerne i jorden og vokse. Det kommer de ikke, for de er sat i verden for at blive spist.
Og spises skal de nu, inden spirerne kommer for godt i gang. Bliver de for store, udsulter de feddene, og så er der ikke mere tilbage til os. Derfor er ugens opskrift hvidløgssuppe.
Retten er min brors livret næst efter spaghetti Bolognese. Den smager og dufter af Italien, og for at understrege noterne fra Middelhavskøkkenet, tilsættes mandler til suppen.
Den kan godt virke lidt tung i det, så jeg serverer den med bruschetta af friske tomater som tilbehør og godt med bredbladet persille.
Ingredienser 4 personer
Suppe
1 hel hvidløg
2 tykke skiver hvidt brød
1 liter bouillon eller hønsefond
75 g smuttede mandler
1,5 dl fløde
1 laurbærblad
2 kviste timian
Salt/friskkværnet peber
Bruschetta
4 tomater
1 lille rødløg
1 spsk. olivenolie
1 spsk balsamicoeddike
1 lille håndfuld bredbladet persille
Salt og peber
4 skiver hvidt brød
2 fed hvidløg
Sådan gør du
Suppe
Hvidløgsfeddene befries for skal og hakkes i småstykker.
Bouillon sættes over i en tykbundet gryde og koges op. Brødskiverne skæres i tern og kommes i bouillonen sammen med hvidløg, timian og laurbærblad.
Mandlerne smuttes og blendes sammen med fløde og evt. lidt vand, hvis massen er for stiv.
Massen hældes i suppegryden og det hele koges i ca. ½ time. Fisk krydderurterne op af suppen og blend den til en cremet hvid suppe. Smag den til med salt og friskkværnet peber.
Bruschetta
Skær tomater og rødløg i små tern og hak persillen groft. Bland olivenolie og balsamicoeddike i og smag det til med salt og friskkværnet peber.
Rist skiverne af brød i ovnen ved 160 grader varmluft. Tag dem ud når de er helt tørre som tvebakker. Pil hvidløgsfeddene og gnid dem hen over det tørre brød, så de afsætter hvidløgsspor i brødet. Put fyldet ovenpå og servér bruschetta til suppen.