Morgenmads-trifli med hjemmelavet granola og råsylt

Date
mar, 20, 2022

Hvis man er en slikmund, er denne opskrift et hit. Særligt også hvis man har fryseren fyldt med bær og ikke helt kan nå at bruge dem alle, inden sæsonens overskudsbær skal fryses ned. Den situation står jeg i for tiden, og der bikses opskrifter sammen til næsten alle måltider, hvor bær indgår som ingrediens. De puttes i salater, dressinger, kager, brød, is, smoothies, grød og diverse desserter.

Det kunne lyde som om vi indtager meget sukker i familien, men det er ikke tilfældet, for man kan søde det meste med akaciehonning og vanilje, og så undgår man det usunde sødemiddel fra raffineret sukker. Denne morgenmadsdessert er ingen undtagelse.

Det er en trifli med tre lag af henholdsvis græsk yoghurt, hjemmelavet granola og råsyltede bær fra haven.

Ingredienser til 4 personer

Trifli

6 dl græsk yoghurt (2%)

1 tsk vaniljesukker

Råsylt

150 gram bær f.eks. brombær, jordbær og hindbær

2 spsk. akaciehonning evt. mere

Granola

1 æggehvide

1 spsk. akaciehonning

2 spsk. hasselnøddeolie

250 gram grovvalsede havregryn

3 spsk. solsikkekerner

3 spsk. sesamfrø

3 spsk. græskarkerner

3 spsk. hørfrø

3 spsk. rosiner eller abrikoser- eller dadler skåret i tern

100 gram blandede nødder f.eks. mandler, hasselnødder, valnødder og cashewnødder

Lidt salt

Sådan gør du

Trifli

Rør græsk yoghurt og vaniljesukker sammen og stil til side

Råsylt

Tag bærrene ud af fryseren aftenen før og lad dem tø op i køleskabet. Næste morgen blandes akaciehonning i bærrene. Smag til og tilfør eventuelt lidt mere honning. Nogle bær er mere sure end andre. Der bliver sikkert lidt råsylt i overskud som kan opbevares på køl i en uges tid, og som kan bruges som marmelade eller topping på surmælksprodukter.

Granola

Pisk æggehvider, akaciehonning og hasselnøddeolie sammen i en stor skål. Bland havregryn, nødder og frø i og rør det hele godt og grundigt sammen. Bred blandingen ud på en bradepande med bagepapir. Bag granolaen i ovnen ved almindelig varme på 175 grader i 20 minutter. Lad den køle af og tilsæt de tørrede frugter. Opbevar granolaen i en lufttæt beholder. Der er rigelig granola til at gemme som drys på surmælksprodukter.

Hæld trifli i bunden af et glas. Fordel et godt lag råsylt ovenpå og dernæst granola. Hæld endnu et lag trifli over og afslut med lidt granola og friske bær på toppen. Jeg har brugt blåbær og lidt mynte som pynt.

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.