Sensommerens stauder

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasen Livsstil)

Haven har endelig fået farve efter at den har holdt en velfortjent ferie, for i juli måned er der ikke den store blomsterpragt i prydhavens bede. Den største blomstring findes i maj og juni og så igen i august.

Der er et helt andet skær over sensommerhaven. Først nu springer de stærke pink, orange, mørkerøde og gule blomster ud og blander sig med de mere kølige blå farver. Jeg har mine favoritter blandt de sensommerblomstrende stauder. Det er nok ikke tilfældigt, at de tiltrækker sommerfugle og bier, som der er masser af i haven i august. Når man nærmer sig sommerfuglebusken, kan man blive helt forskrækket over hundrede sommerfugle, der letter på samme tid, men hurtigt finder fodfæste igen i en af havens nektarholdige blomster.  

Insekternes bedste ven i haven

Omkring havens største sommerfuglebusk vokser tidselkuglerne. De findes i haven i gråhvid og støvet blå. Det er ikke de prangende farver, som tiltrækker bier og sommerfugle, men de hundredvis af små, nektarholdige blomster tæt pakket sammen som en kuglerund kugle. Kugletidslerne bliver to meter høje og rager op i haven som fine, formende skulpturer.

Særlig fine er de, når de står side om side med sommerfuglebusken med de aflange blomster for enden af skudspidserne. I august klipper jeg de visne blomster af, og så skyder busken nye blomsterskud, så vi har en blomstring til et stykke ind i efteråret. 

Jeg har en særlig svaghed for de støvede blå og blå-lilla farver. Diskret i et hjørne af haven har jeg plantet en sommerfuglebusk med solgule blomster. Jeg fik et par skud af en veninde, som jeg stiklingeformerede på. Det ene skud er nu en to meter høj busk med et væld af gule blomster formet som små kugler på række.

En mindre tidselblomst findes hos mandstro. De allermindste er i sorten Russisk mandstro. De bliver op til en meter høje, vælter nemt, og sår sig selv villigt. Udfordringen er, at frøene er lysspirende, så de skyder helst op i kanten af bedene. Hvis ikke jeg graver dem op, og flytter dem ind midt i bedene, vil de ligge ud over plænen, og så bliver de nemt kørt over af havetraktoren. Russisk mandstro er en sand insektmagnet, så den er uundværlig i haven. Og så er den god at tørre til vinterens buketter.

Plante nyt

Der skal helst være en jævn blomstring i bede over hele haven fra det tidlige forår til sent efterår. Derfor vurderer jeg løbende, om der er huller og kedelige områder og kroge, der skal fornyes med nye planter. Her i august måned er det særligt de gyldne og stærke farver, jeg går efter, når der plantes nyt.

Purpursolhat planter jeg hvert år som farvestrålende markører. De er ikke blandt de længst levende stauder, særligt de fyldte. De mest robuste og længst levende er den mørkrosa ”Magnus” og den hvide ”White swan”. Hvis man kan lide sorten ”Pallida”, som har et poetisk og lidt nedtrykt udseende, så er det den mest robuste solhat til haven. Derfor har jeg valgt at plante lidt flere af dem som erstatning for de meget farvestrålende purpursolhat, der lige nu er i handlen.

Anisisop

Jeg planter også nye anisisop hvert år, for de takker ligeledes hurtigt af, men sår sig heldigvis flittigt. Tidligt på sæsonen spotter jeg de selvsåede anisisop af sorterne ”Blue fortune” og den hvide ”Alabaster”, som jeg graver op og potter op. Nu sætter de blomst, og så plantes de ud. Man kan kende anisisop, der også kaldes indianermynte, på bladenes duft af anis og mynte. Man kan bruge den i te, men ellers synes jeg ikke at planten er velegnet til madlavning.

Der findes mange forskellige sorter af anisisop, der spænder over farverne hvid, orange, pink, blå, lilla og purpur. Det er en staude, som lyser op og kan flettes ind i hvert et bed med blomster der stikker op som tårne.

Kertepileurt er en ”must have”

Når jeg ser et sensommerbed for mig, så er der altid store grupper af kertepileurt. Den blomstrer fra slutningen af juli og helt til november. Den kan faktisk tåle en smule nattefrost. Blomsterne er lange og spidse og der sidder flere af dem på stænglen. Den er superflot i buketter.

I haven dyrker jeg den koralrøde ”Speciosa”, den hvide ”Misty Morning” og flere slags mørkerøde såsom ”Blackfield” og ”Dark red”. I år har jeg købt en rosa ”Pink elephant”, som jeg har store forventninger til.

Kertepileurt skal helst stå i halvskygge midt på dagen, for ellers bliver bladene grimme og visner nemt. Med tørken i år, har det været næsten umuligt at holde dem pæne trods pasning og pleje med rigeligt vand. Når solen bager ned, så er planter med store blade på overarbejde med at trække væde helt ud i bladspidserne. Der sker simpelthen en større fordampning fra bladene end planterne kan nå at fordele i plantevævet. Derfor er det vigtigt at placere planterne efter deres foretrukne voksested.  

De besværlige

I en sommer som denne med mangel på vand er der især to arter som har lidt. Det er floks og hestemynte, og til dels de mørkbladede storkenæb.

Floks er tørstige planter og må slet ikke tørre ud, for så dør de. Samtidig skal de have en del sol for at blomstre rigt. Denne kombination er ret svær. Flere af mine floks er visnet bort, andre er blevet angrebet af meldug, der typisk angriber vandlidende planter. Jeg har derfor klippet de fleste helt ned for at redde deres liv. Det er en form for førstehjælp. De skal nok skyde op igen med nye grønne skud, når jorden i efteråret bliver fugtig, og der stadig er lune i jorden.

Hestemynterne lider samme skæbne som floks. De er blot noget mere modtagelige for meldug, og kommer hurtigt til at se herrens ud. De er gravet op og flyttet i halvskygge, hvilket ser ud til at bekomme dem vel.

Sene prydløg

I forsommeren nød vi godt af prydløgene som blev lagt i jorden sidste efterår. De lilla ”Purple sensation” har store runde løg på størrelse med et æg, og de hvide ”Mount Everest” har løg så store som en knyttet barnehånd. Når jeg graver en klump prydløg op, som blomstrer nu i august, finder jeg ikke de store runde løg, men en masse stængler der sidder tæt sammen som hos et bundt forårsløg.  Jeg har to rosa sorter af staude-prydløg ”Millenium” og ”Serendipity”, hvis blomster minder om purløgenes – blot større.  De er så fine i kanten af bedene og er hele tiden fyldt med bier.

Knald på de gyldne farver

August måned forbinder jeg med varme, brændte farver, gyldent lys, gule kornmarker og røde frugter og bær. Og det mest naturlige er også at finde disse farver blandt havens stauder. Tidligere på sæsonen, hvor luften er mere skarp og kølig, undgår jeg at have for mange skriggule og orange farver i haven. Lidt må der gerne være for at tilføre et lille pift som modstykke til de sartere nuancer. Men store grupper af solgule staudesolsikker, orange montbretia og brungule solhat er absolut udelukket. Heldigvis blomstrer de først nu, og de er så hjertens velkommen i haven. For blandt georginer og sommerblomster larmer de gule om kap med de røde, imens de kølige blå stauder forsøger at få opmærksomhed. Det er netop disse kontraster, der gør haven spillevende, og at det alligevel rumsterer lidt i baghovedet med at sommeren snart går på hæld, hvor vi ser efterårets løvfald for vores øjne med farver i gult, orange og purpur.  Så hvorfor ikke skabe en glidende overgang.

Pastellerne

Vi skal ikke helt glemme de sarte sensommer-pasteller. Havens bede er trods alt stadig opdelt i temaer eller nuancer såsom ”Det kølige bed”, ”Det lyserøde tøsebed”, ”Det hvide bed” og bedet i de sartgule og blå nuancer.

Med inspiration fra søerne i landskabet har jeg købt flere forskellige sorter af kattehale i forskellige rosa nuancer. Den naturligt hjemmehørende sort trives bedst i fugtige omgivelser. De kan faktisk tåle at vokse med rødderne i vand, og de kan også tåle tørke; en plante, der kan det hele. Men som mange andre arter, er de blevet forædlet til at kunne trives i en ganske almindelig havejord. Jeg sørger alligevel for, at de står i halvskygge, for så holder de længst og er flottest.

Derimod kan rasleblomsten tåle fuld knald på solen og tør jord. De står i den solbeskinnede side af bedet med de kølige nuancer, for rasleblomsten er kølig blå-lilla. Knopperne ligner næsten vanddråber, men er knitrende sprøde at røre ved. Når de afblomstrer, vender frøstanden tilbage til knopstadiet i udseende. Når vinden får rasleblomstens lange stilke til at bevæge sig, så rasler de blidt, deraf navnet.

En meget fin og sart gul staude er skønhedsøje ”Moonbeam”. Det er en ret lav plante, der har bedst af at vokse i kanten af bedet. Jeg har hidtil plantet den under buske eller med højere stauder som nabo, fordi den mest kommer til sin ret som selskabsplante. Men den er ikke ret selskabelig, for den vil helst bo med luft omkring sig. Så det får den lov til i år, og så må jeg vurdere, om den er for kedelig.

En smuk sart blå kaukasisk skabiose er både robust på grund af tolerance overfor tørke, men den er også sart fordi den dør når den står for fugtigt om vinteren. Den skal have en meget veldrænet jord – gerne tilført vasket grus, så dens rødder ikke sopper i vand.

De spiselige dagliljer

Dagliljer findes i næsten alle farver, og er bestemt en af havens mest festlige planter. De får store kødfulde blomster med en dyb tragt, hvor der nede i bunden ofte sidder små, sorte biller og hygger sig. Mange af dem er gennem årene endt nede i min mave, for dagliljernes blomster kan spises. Når jeg har gæster i haven, så er det ikke så sjældent, at de spærrer øjnene op, når jeg plukker en dagliljeblomst, vender den på hovedet og ryster den lidt, hvorefter jeg propper den i munden med stor fornøjelse. De ser giftige ud, men smager dejligt sødt med et strejf af honning.

Jeg har et bredt udvalg af dagliljer. De har sværdlignende blade ligesom iris og græsser, og er gode til at danne struktur i bedene. Dem med hvide og cremefarvede blomster er plantet i det hvide bed – her er jeg særlig glad for den cremegule ”Joan senior” og den fyldte ”Schnickel Fritz”. I det varme bed med de purpur og brændte farver passer sorterne ”Summerwine”, ”Sammy Russel”, ”Ed Murray” og den gammeldags orange daglilje, som jeg ikke har navnet på. Sidstnævnte breder sig lystigt og kan deles i en uendelighed, for dagliljer er nogle af de mest robuste og tørketålende stauder, man kan dyrke i sin have.

Anemoner hele året

Jeg kan næsten ikke komme i tanke om andre planter end anemonen, der findes i så mange forskellige sorter, der afløser hinanden med blomstring fra det tidligste forår til sent efterår. Nu står høstanemoner i rosa og hvidt i store klynger i haven. Den rosa høstanemone er svær at slippe af med, for selv den mindste rod, som man har glemt i jorden, bliver hurtigt til en stor og omfangsrig plante. Smukke er de, men svære at begrænse.

Anderledes står det til med den populære enkeltblomstrende hvide sort ”Honorine Jobert”. Jeg planter nye hvert år, for de kommer ikke igen året efter. Den har flyttet plads i haven fra det mest solbeskinnede og tørre til halvskygge med fugtighedsbevarende jord, og også derimellem, men den vil ikke bo hos os. Jorden er ellers leret og muldrig, så vækstvilkårene burde ikke være noget problem.  Måske bryder den sig bare ikke om konkurrence, for planterne står tæt i bedene, og den er måske ikke så anmassende som de andre. Fin hvid og sart er den.

Sensommerhaven er fyldt med kontraster.