Jeg kan ikke undvære hvidløg i haven, og jeg kan slet ikke undvære det i madlavningen. Jeg troede engang, at jo mere hvidløg man spiser, jo mere kommer man til at lugte af det. Enten har min omgangskreds vænnet sig til det, eller også lugter jeg ikke længere så meget af hvidløg, hvis bare jeg spiser nok af det. Mange skal der til for at mætte mit behov. 

I år blev hvidløgene høstet i starten af juli måned. På det tidspunkt havde de vokset sig så store, de kunne, og toppene var lige blevet gule. Så var det på tide at få dem op. Det er nemlig sådan, at hvis de bliver i jorden for lang tid, så vil den beskyttende skal omkring hvidløget briste og åbne sig så feddene blottes. Det fylder dem med jord, og gør dem modtagelige for skimmel og råd, der nedsætter holdbarheden.

Jeg høstede dem i tide og tog de flotteste fed fra til sætteløg. Jeg dyrker nemlig på mine egne hvidløg, for jeg har valgt tre gode sorter, jeg er særlig glad for.

Hvidløg opbevares i trækasser med tråd-bund der kan stables. Det giver luft omkring løgene, så de ikke rådner under opbevaring i et køligt, frostfrit udhus.

Hvidløg skal sættes i starten af oktober 

Hvidløg er en af de nemmeste grøntsager man kan dyrke. Det er i starten af oktober, at hvidløg skal i jorden, så de kan nå at danne både rod og fed, og de kan vokse sig store til høst næste sommer.

Man sætter enkelt-fed i en god, løs og næringsrig jord med 10 cm afstand. Jeg bruger ”tommelfingermetoden” ved at presse feddet så langt ned i jorden som min tommelfinger kan nå. Spidsen på hvidløgsfeddet skal vende opad. Jeg vælger de største og de flotteste fed, for så tror jeg, at de får den bedste start og det største depot at vokse på.

Når temperaturen falder her i efteråret, danner feddene først rødder. Når så det bliver vinter og koldere i vejret, går løgene i vinterdvale. De kan sagtens tåle frost, hvis altså de har nået at danne rødder. I løbet af vinteren sker feddannelsen, og når solen i foråret varmer jorden op, så går det stærkt. Jeg har oplevet, at når sen-efteråret og vinteren er mild, kan hvidløget godt have dannet spirer som viser sig over jorden. Det klarer de fint, selvom frosten vender tilbage.

Man kan godt sætte hvidløg i det tidlige forår, men så er udviklingstiden kortere, og løgene bliver ikke så store.

Hvidløg forebygger svampesygdomme f.eks. skimmelsvamp i jordbær. Jeg sætter derfor altid hvidløg mellem jordbærplanterne.

Jeg dyrker tre slags hvidløg

Den ene sort er den såkaldte ”Hard-neck” type, der får en hård og lang stængel, som krøller så sjovt under væksten og danner små topløg. Denne type kaldes også for ”Slangehvidløg”, da det nærmest ligner en slange med et langt spidst hoved, når topløgene ikke er modne endnu.  Den sort, jeg dyrker, hedder ”Etnisk rød”. Når topløgene er modne, har stænglen rettet sig helt op, og toppen med de små fine løg har foldet sig ud. Jeg vælger at klippe stænglen med hovedet af nogle af slangehvidløgene, for ellers vil det tage kraften fra løget, som så ikke bliver så stort. Topløgene kan man så, hvis man er tålmodig og kan vente på, at de efter 2 år har udviklet sig til store hvidløg med fed. Det første år danner de et enkelt lille rundt hvidløg som skal tages op om sommeren for at tørre, og så ned igen i oktober, så det kan starte feddannelsen af flere fed, der året efter bliver til et helt hvidløg. Jeg har bare ikke tidligere været så tålmodig, men vil i år prøve at dyrke hvidløg på topløgene.

Ikke alene er slangehvidløget dekorativt i haven, det danner også nogle få, men store, smukke hvidløgsfed med lilla skal, der er meget aromatiske. Min erfaring er, at de er holdbare til langt hen på foråret. Mange steder kan man læse, at de ikke er så holdbare som de blødnakkede typer, men det er bestemt ikke min erfaring.

Jeg har også en blødnakket type, der egner sig til at flette hvidløgsranker af. Det får jeg bare aldrig gjort, for jeg opbevarer dem i løgkasser af træ stablet op i vores opvarmede udhus. Hvidløg skal nemlig helst opbevares lunt og tørt og f.eks. ikke i et koldt køleskab. Blødnakkede hvidløg udvikler mange fed pr. løg, som hver især har en lysere, tyk og beskyttende skal. Jeg dyrker sorten Thermidrome, der er det mest anvendte hvidløg til dyrkning i Danmark på grund af dets hårdførhed overfor vores klima.

Jeg dyrker også elefanthvidløg, der egentlig ikke er et hvidløg, men en porre som danner løg med fed. Det ligner til forveksling et kæmpe stort hvidløg, men har en meget mildere smag. Presses det som hvidløg i mad, så giver det en meget mild smag, og ikke den forventede smagsforstærkning som hvidløg giver. Men det smager fantastisk, sødt og cremet bagt hele i ovnen, eller skåret i skiver i tomatsalat.

Elefanthvidløg sættes ligeledes som fed i oktober. Når det vokser sig stort om foråret, er stænglen tommelfingertyk og ligner til forveksling en almindelig porre.

Hvilke hvidløg skal man købe?

Jeg dyrker på egne hvidløg, og har gjort det i mange år. Da jeg startede, købte jeg hvidløg på torvet hos økologiske landmænd, så jeg var sikker på, at de var dyrket økologisk og under danske vejrforhold. Det har givet store og kraftige løg, som jeg stadig nyder godt af. Et år købte jeg økologiske hvidløg fra Frankrig og Spanien, og det var også meget vellykket. Så mit råd er, hvis du skal starte med at dyrke hvidløg, køb lidt af hvert, prøv dem af og dan din egen erfaring. Tag dem fra, du bedst kan lide og har mest succes med. Det er min erfaring, at hvidløg fra torvet, supermarkeder og grønthandlere er lige så gode som sætteløg fra planteskoler.

Jeg udvælger altid hvidløg af god kvalitet, hvor der ikke er tegn på skimmel, og hvor feddene er flotte, faste og store

Hvidløg til nytte

Hvidløg forebygger svampesygdomme f.eks. skimmelsvamp i jordbær. Jeg sætter derfor altid hvidløg mellem jordbærplanterne.

Hvidløg holder snegle på afstand.

De reducerer gulerodsfluens angreb, og virker også afskrækkende på bladlus. Så sæt et par hvidløgsfed under roserne og mellem drivhusplanterne.

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

I samarbejde med Dorthe fra Levehaver.dk har jeg udviklet en ny app med mere end 3.500 planter, plantebeskrivelse, plantepleje og inspiration til design af bede. Du kan læse om appen her.
Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.