I madlavningen er salt uundværligt. Uden salt smager maden næsten af ingenting, men for meget salt i maden er heller ikke sundt. En fidus til at spise mindre salt, og alligevel få maden til at smage af mere, er at bruge kryddersalt. Krydderurterne tilfører nemlig også smag til maden.

Man kan lave sit eget kryddersalt af friske krydderurter fra haven.  Om foråret vil friske skud af brændenælder, kørvel og purløg være en god og sund blanding der passer godt på en kartoffelmad. Brændenælder tilfører endda kryddersaltet en masse vitaminer og mineraler, da det er en meget næringsrig plante.

I haven er der stadig mange friske krydderurter, der kan høstes og tørres til vinteren. Jeg laver hvert efterår et lille lager af kryddersalt til eget brug, men sørger også altid for at der kan laves små glas til værtindegaver. For er man alligevel i gang, kan man ligeså godt lave en større portion.

Her om efteråret foretrækker jeg selv en mere kraftig og krydret blanding, der passer godt til tungere retter. Jeg holder selv meget af mad tilberedt med rodfrugter, kål og alle former for bønner, og her er kryddersalt en dejlig smagsgiver.

Opskrift på efterårs-kryddersalt

Ingredienser:

1 dl frisk timian

1 dl frisk rosmarin

1 fed hvidløg

1 tsk. revet skal af økologisk citron

2 dl groft middelhavssalt

Fremgangsmåde:

Når du laver kryddersalt, skal du altid bruge den samme mængde krydderurter i forhold til saltmængden. Laver du en stor portion, kan du bruge 5 dl. krydderurter til 5 dl. groft middelhavssalt, og sådan kan du skrue op og ned for mængden.

Pluk krydderurterne og fjern de grove stilke, så der kun er blade og fine bløde kviste tilbage. Pil hvidløgsfeddet og riv citronskallen fint, så det hvide lag under skallen ikke kommer med. Det gør saltet bittert.

Put det hele i en foodprocessor eller minihakker, og blend det til en finthakket pasta.

Hæld derefter groft middelhavssalt i, og blend kortvarigt, så saltet stadig er groft, men er blevet mikset godt med krydderurterne, og har taget farve af dem.

Hæld massen ud på en bageplade med bagepapir, og tør saltet i ovnen ved 75 grader i en time. Hvert kvarter vendes saltet rundt og glattes ud på hele pladen.

Kryddersaltet afkøles og hældes på små glas eller i små lufttætte poser.

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.