Det forfriskende sæsonskifte

Date
jan, 12, 2020

(Denne artikel har været udgivet i Jysk Fynske Mediers magasin Livsstil)

Der er noget forfriskende ved at forlade en sæson og tage fat på en ny. For mig er sæsoner i løbet af et år ikke knyttet til måneder eller årstider, men de tidspunkter hvor jeg kan mærke dybt ind i sjælen, at noget forlades, og noget nyt er på vej. Lige nu står jeg i et af disse skift.

Julen er båret ud. Grangrene fra juletræet ligger i en bunke, og er klar til at blive lagt som vinterbeskyttelse omkring sarte planter i havens bede

Jeg vil starte med den sæson vi lige har forladt, højtiden julen. Lige så skønt det er at bygge op til julen, lige så befriende er det at bære den ud. Jeg er mæt – mæt af smagen af fed mad, af dufte fra tunge krydderier, af at se på julestads og mæt af julemusik og følelsen af overforbrug. Det var en befrielse at bære julen ud et par dage før nytårsaften. I år gik det lidt stærkt, måske for stærkt. Adventskransen, som jeg havde brugt lang tid på at binde, røg i småt brændbart til stor fortrydelse. Den kunne have prydet haven udenfor nogle uger endnu, hængt op på døren til annekset eller på hegnet ind til planteskolen. Men ud kom den altså.

I min iver efter at rydde julen af vejen, røg til min ærgrelse denne kønne krans til ”småt brændbart” på genbrugsstationen. Den kunne have prydet udenfor i haven et par uger endnu, for helt tør og vissen var den ikke.

Både krop og sind higer efter friskhed, lys, luft og knitrende forårstegn. Det kan ikke gå stærkt nok. Lige så ivrig jeg var med at pakke julen ned, lige så ivrig er jeg efter at skulle i gang igen udenfor. Det er lidt fjollet, men jeg tager mig selv i gang på gang at løfte på vinterdækket og lede efter forårstegn. De er her, det pibler frem og de første påskeklokker blomstrer allerede så smukt i haven.

Når jeg hører solsorten synge for første gang i træets top, og jeg kan fornemme forårets rene sprødhed i luften, er det den bedste stjernestund på året. Sidst i februar vender lyset for alvor tilbage, for den 1. marts kan man spise aftensmad uden at tænde lyset over spisebordet.

Pludselig går det stærk, så stærkt at den ene blomstring overtager den anden. Fra pinseliljer og tidlige tulipaner sidst i april, til sene tulipaner og æbleblomster i starten af maj.

Summen i haven

I maj eksploderer det hele. Det går så stærkt de næste uger, at jeg simpelthen ikke kan nå at frydes over alle herlighederne i haven. Jo, når æbletræerne springer ud samtidig med at bedene er fyldt med tulipaner, blomstrende primulaer og løjtnantshjerter.

Sene tulipaner blomstrer når æbletræernes blomster fylder haven med duft.

Så kan jeg først på aftenen nyde mine ture i haven og lytte til et inferno af fuglesang. Det er jo lidt af et paradoks. For det er jo denne tid, alle ens havedrømme viser sig i fuldt flor. Jeg snuser ind, øjnene og næsen mættes af farver og dufte. Det summer af insekternes og fuglenes smukke sang. De er lidt ligesom julens overflødighedshorn, bare noget mere sofistikeret og bjergtagende. Jeg mister helt pusten.

Pludselig er haven et sansebombardement, hvor øjnene mættes af farver, næsen af dufte og ørerne af summen fra insekter og fuglenes sang. Et  overflødighedshorn, der næsten kan tage pusten fra mig.

Jeg kan først rigtigt trække vejret igen i juli, hvor haven går i frø – i bogstavelig forstand. På dette tidspunkt er jeg træt af havearbejde og trænger til en pause. Fuglene er også stoppet med at synge og haven knitrer ikke længere så tillokkende.

Jeg vågner først for alvor op igen i september, hvor morgenstunden er den smukkeste på året. Nu falder duggen. Haven indhylles i let tågedis, dugdråber lægger sig på planterne og spindelvævene, der er spundet ud overalt i haven.

En stjernestund er morgenerne i september, hvor duggen falder og lægger sig på planter og edderkoppernes spind. Så vækkes haveglæden til live igen.

Jorden dufter og lokker igen til havearbejde. Her forberedes næste års havedrømme, både i hovedet, i hjertet og i hænderne. Jorden er lun og parat til at tage imod nye vækster, der skal bo lige der, hvor jeg planter dem. Der designes nye bede, der flyttes rundt og deles planter. Her lægges løg til forårets blomsterflor, lige indtil ryggen værker, og kroppen higer efter sofa og masser af næring, når vi når hen i slutningen af november.

Nu forberedes næste års havedrømme. Der graves, flyttes, deles og plantes indtil ryggen værker og kroppen higer efter sofa og masser af sul på kroppen fra julens mættende måltider. Således afsluttes årets cyklus i haven hos mig.  

Så nærmer julen sig. Hvor det før var de store linjer og havens design, der var i fokus samt hårdt fysisk arbejde, er det nu nusseri med de små detaljer i kreationer af kranse, dekorationer og pyntelige arrangementer ude og inde. Der tænkes i gåture i skoven og i haven efter naturmaterialer. Nu skal haven hvile sig, og jeg skal fyldes op til bristepunktet, lige indtil årets cyklus sluttes med et brag nytårsnat.

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.