(Denne artikel har været udgivet i Jysk Fynske Mediers magasin Livsstil)
Der er noget forfriskende ved at forlade en sæson og tage fat på en ny. For mig er sæsoner i løbet af et år ikke knyttet til måneder eller årstider, men de tidspunkter hvor jeg kan mærke dybt ind i sjælen, at noget forlades, og noget nyt er på vej. Lige nu står jeg i et af disse skift.
Jeg vil starte med den sæson vi lige har forladt, højtiden julen. Lige så skønt det er at bygge op til julen, lige så befriende er det at bære den ud. Jeg er mæt – mæt af smagen af fed mad, af dufte fra tunge krydderier, af at se på julestads og mæt af julemusik og følelsen af overforbrug. Det var en befrielse at bære julen ud et par dage før nytårsaften. I år gik det lidt stærkt, måske for stærkt. Adventskransen, som jeg havde brugt lang tid på at binde, røg i småt brændbart til stor fortrydelse. Den kunne have prydet haven udenfor nogle uger endnu, hængt op på døren til annekset eller på hegnet ind til planteskolen. Men ud kom den altså.
Både krop og sind higer efter friskhed, lys, luft og knitrende forårstegn. Det kan ikke gå stærkt nok. Lige så ivrig jeg var med at pakke julen ned, lige så ivrig er jeg efter at skulle i gang igen udenfor. Det er lidt fjollet, men jeg tager mig selv i gang på gang at løfte på vinterdækket og lede efter forårstegn. De er her, det pibler frem og de første påskeklokker blomstrer allerede så smukt i haven.
På grund af den milde vinter er påskeklokkerne allerede godt på vej i blomst. Et sikkert forårstegn.
Når jeg hører solsorten synge for første gang i træets top, og jeg kan fornemme forårets rene sprødhed i luften, er det den bedste stjernestund på året. Sidst i februar vender lyset for alvor tilbage, for den 1. marts kan man spise aftensmad uden at tænde lyset over spisebordet.
Summen i haven
I maj eksploderer det hele. Det går så stærkt de næste uger, at jeg simpelthen ikke kan nå at frydes over alle herlighederne i haven. Jo, når æbletræerne springer ud samtidig med at bedene er fyldt med tulipaner, blomstrende primulaer og løjtnantshjerter.
Så kan jeg først på aftenen nyde mine ture i haven og lytte til et inferno af fuglesang. Det er jo lidt af et paradoks. For det er jo denne tid, alle ens havedrømme viser sig i fuldt flor. Jeg snuser ind, øjnene og næsen mættes af farver og dufte. Det summer af insekternes og fuglenes smukke sang. De er lidt ligesom julens overflødighedshorn, bare noget mere sofistikeret og bjergtagende. Jeg mister helt pusten.
Jeg kan først rigtigt trække vejret igen i juli, hvor haven går i frø – i bogstavelig forstand. På dette tidspunkt er jeg træt af havearbejde og trænger til en pause. Fuglene er også stoppet med at synge og haven knitrer ikke længere så tillokkende.
ozedf 
Jeg vågner først for alvor op igen i september, hvor morgenstunden er den smukkeste på året. Nu falder duggen. Haven indhylles i let tågedis, dugdråber lægger sig på planterne og spindelvævene, der er spundet ud overalt i haven.
Jorden dufter og lokker igen til havearbejde. Her forberedes næste års havedrømme, både i hovedet, i hjertet og i hænderne. Jorden er lun og parat til at tage imod nye vækster, der skal bo lige der, hvor jeg planter dem. Der designes nye bede, der flyttes rundt og deles planter. Her lægges løg til forårets blomsterflor, lige indtil ryggen værker, og kroppen higer efter sofa og masser af næring, når vi når hen i slutningen af november.
Så nærmer julen sig. Hvor det før var de store linjer og havens design, der var i fokus samt hårdt fysisk arbejde, er det nu nusseri med de små detaljer i kreationer af kranse, dekorationer og pyntelige arrangementer ude og inde. Der tænkes i gåture i skoven og i haven efter naturmaterialer. Nu skal haven hvile sig, og jeg skal fyldes op til bristepunktet, lige indtil årets cyklus sluttes med et brag nytårsnat.
