Grønne trends i 2020

Date
jan, 19, 2020

(Denne artikel har været udgivet i Jysk Fynske Mediers magasin Livsstil)

De seneste år er havearbejdet blevet mere og mere populært. Før blev det betragtet som en interesse, der mest tilhørte den ældre generation. Nu er dét at dyrke en have, eller blot at kunne indrette sig med grønne planter omkring sig – i potter og kummer ude og inde, blevet et stort hit blandt den yngre generation.

Det bunder i noget andet og dybere end interessen for planter. Mange af os drømmer om en radikal ændring af tilværelsen i fremtiden. Det gælder ikke kun for klimaet på vores klode, men også for den måde vi som menneske indretter os på – i hverdagslivet, i vores forbrugsmønstre og i vores sundhed og velvære.

Mange af disse værdier knytter sig til at tilbringe mere tid i naturen og i haven, hvilket smitter af på den måde vi indretter vores hjem og omgivelser, og hvordan vi i det hele taget vælger at leve vores liv.

Overordnede tendenser

Jeg har været på udkig i ind- og udland efter de nyeste grønne trends.  Det er ikke sådan, at trends skifter radikalt fra år til år, har jeg noteret mig. Nogle trends fases mere og mere ud, og andre vinder mere og mere indpas. Haven som et fristed og et sted hvor man kan stresse af, er fortsat en af de mest markante trends i 2020. Det er velkendt, at en higen efter naturen og haven er en reaktion på manges efterhånden stressende hverdage, hvor vi med overdreven informationsstimuli og overforbrug længes efter et meget simplere liv. De grønne trends for 2020 er derfor fokuseret på at finde fred og ro, at få mest muligt ud af det, man har, og at gøre op med ”brug og smid væk” – kulturen.

Nu skal grønne områder indrettes, så de gavner alle, ikke kun en selv og sin familie, men også fugle- og dyrelivet samt jorden som helhed. Den vilde natur og de dybe mørke skove er forbilledet for indretningen af de grønne rum – ude som inde, store som små.

Her lukkes naturen ind i haven ved hjælp af planter, der lige så godt kan vokse i skovene. Her ses bregner og efeu som vokser op ad træstammer og kævler, der både er til pynt og nytte for biodiversiteten i haven.

Vi vil også gerne trække på den historiske kulturarv på tværs af kulturer, etnicitet og tidsperioder for at finde inspiration. Selv 80’ernes og 90’ernes stil vinder indpas. Hvem blandt den lidt modne generation kan ikke huske de hængende stueplanter i ampler fra listeloftet eller kæmpestore fingerfilodendron i hjørnet af pejsestuen. Og hvad med den koboltblå periode, der i de kommende år igen vinder indpas, og vil afspejle sig i udvalget af vaser og ting og sager, herunder den fremtrædende farve på blomstervalget i havens bede. Gisp, siger jeg bare, som har været der engang.

Men efter at jeg har besøgt forskellige designudstillinger og grønne fagmesser, så er tendensen i ny forklædning og med et forfriskende pift trods alt ret indbydende og inspirerende. Jeg har valgt at kaste mig hovedkulds ud i det i 2020. Men jeg starter i det små. Her er de konkrete tendenser, der hitter lige nu.

Potteplanter vil være i centrum i indretningen af boligen

Med inspiration fra de dybe mørke skove vil boligens rum blive fyldt op i flere niveauer. På gulvet og på piedestaler arrangeres potter med store bladplanter og stueplanter med flerfarvede bladformer og forskellige teksturer. Fra ampler hængt op i loftet vokser hængende vækster ned som lianer i en regnskov.

Er man til den mere minimalistiske og enkle stil, så puttes planterne i forskellige beholdere af glas. Det må gerne være vækster fundet i skoven, såsom mosser og bregner, der giver en association til det kølige, afdæmpede og rolige. 

En trend er også at dyrke vækster i glasbeholdere. Frodigheden dyrkes under mange former, også ved at stiklingeformere småplanter under glas.

Haven er for alle, også dem der bor småt

Uanset hvor småt man bor, om det er i en lejlighed med eller uden altan, så findes der kreative måder at integrere det grønne i omgivelserne på. Grønne vægge hitter fortsat og er en populær løsning til altanerne i byernes etagebyggerier.

Her kan man dyrke både krydderurter, blomster og spændende bladplanter. Gartnerierne udvikler i stor stil nye arter af mini-frugttræer og bærbuske til krukker og beholdere på altanerne eller tagterrassen. Alle kan være med, uanset hvor og hvor småt man bor.

Et lille væksthus er både til pynt og nytte, når der dyrkes under glas i lille målestok. 

Gør det selv og genanvendelse

De materialer, der vælges, om det er potter, møbler, containere eller belægning i haven skal være bæredygtige, langtidsholdbare og genanvendelige. Havemøblerne må gerne være lavet af genbrugstræ, eller være gamle udtjente havemøbler, der shines op med en ny omgang maling.

Potter og plantecontainere behøver ikke at matche i stil, materialer eller farve. Bare de tydeligt afspejler et bevidst valg, f.eks. at det er hentet hos genbrug.

Urter og små træer er plantet i gamle og uens krukker. Stolen bagved er lavet af gamle brugte vintønder. Kævlerne bagved er brugt som rumopdeling og fungerer samtidig som insekthotel og bolig for havens fugle.

Et strejf af historie og etnicitet

Gamle patinerede krukker, kar og beholdere af messing fra østen samt flettede kurve giver et strejf af etnicitet på tværs af kulturer og tidsalder. Vævede tæpper med frynser og møbler af bambus og gammelt træ signalerer det multikulturelle. Det henfører os til en anden tid eller et andet sted, og sender signaler om, at vi er sammenbundet på tværs af kulturer og tid.

En gammel håndskåret træskål bruges her som beholder til en potteplante. Det henfører os til en anden tid og sted.

I denne stil hyldes traditionen, folkloren og den bevaringsværdige arv fra fortiden med gamle gedigne håndværkstraditioner.

Af grønne vækster hitter bonsaitræer, gamle skæve træer i havens bede og solsikker i køkkenhaven.

Kompostering til en mere bæredygtig have

Bæredygtigt havearbejde ikke er en nyhed men en bevægelse, der fortsætter med fornyet styrke. I stigende omfang ses både professionelle gartnere og havefolk skifte kemiske sprøjtemidler og kunstgødning ud med naturlige produkter. 

En anden måde at være bæredygtig på er gennem kompostering. Alt grønt, der bliver til overs fra madlavningen eller fra havearbejdet komposteres – intet køres væk på genbrugsstationen. Det ligger i tidsånden, at alt skal kunne genanvendes på stedet.

Økologisk dyrkning er en trend, og kompostering af grønt køkken- og haveaffald gør haven mere bæredygtig ved, at det komposterede plantemateriale genanvendes i haven som gødning og jordforbedring.

Bor man i lejlighed, er der udviklet en særlig slags kompostspand, hvori man kan fermentere organisk materiale, der hurtigt og lugtfrit kan omdanne det til en næringsrig jordforbedring til brug i sine potteplanter. Det kaldes for ”bokashi.

Havens design og elementer skal have lavt vedligehold og være langtidsholdbar

En af de nyeste havetrends er et skift i, hvordan vi planlægger havens design. Hvor haver tidligere var mere drevet af haveejerens smag, er det nu mere normen, at man bruger naturen som læremester, der hvor man bor. Man gør en mere bevidst indsats for at vælge planter, der trives lige netop der, hvor man bor. Vi vælger stauder, vi ved kommer år efter år, og som derfor er langtidsholdbare. Vi vælger mere og mere planter, der ikke skal have særbehandling eller nødvendigvis skal flyttes til beskyttet opbevaring på plantehotel. 

Vi vil også i højere grad vælge havemøbler af god kvalitet, som måske koster mere på pengepungen. Men i det lange løb vil det betale sig og give os en god følelse af ikke at forbruge og smide væk unødigt med stor belastning for klimaet.

Planter der udfylder et dobbelt formål

I samme bæredygtige ånd er det blevet mere almindeligt at tilføje planter, der har mere at tilbyde end bare at være kønne at kigge på. De skal have et dobbelt formål.

Det kan være planter, der både er kønne og samtidig holder skadedyr borte. Det kan også være spiselige planter, der både er smukke og som gøder jorden. Eller slyngplanter, der skal skabe skygge til et varmt og solbeskinnet hjørne af terrassen. Allerbedst vil det være, hvis planten giver føde til insekter og fugle i haven, og samtidig både dufter og er smukke at se på.

I mit drivhus er en væg fyldt med smukke duftgeranier. Nogle af dem skræmmer myg væk, så vi kan sidde dernede i fred på en lun sommeraften.

Her dyrkes spiselige afgrøder i faste bede. På hylden bagved vokser duftgeranier i gamle potter. Nogle holder myg væk, andre kan bruges i kølende omslag ved solskoldethed.

Dyrk dine egne grøntsager økologisk

Økologisk dyrkning er blevet både en trend og en bevægelse, da vi bliver mere og mere bliver bevidst om fordelene ved at genanvende kompost og benytte naturlige bekæmpelsesmetoder mod sygdomme og skadedyr. Økologisk dyrkede haver opfattes i større omfang som gavnlige for alle aspekter af livet, fra jordens beskaffenhed og ormenes og mikroorganismernes trivsel, til planternes sundhed, der smitter af på os mennesker og i sidste ende kloden som helhed.

Solsikken er en gammel traditionsrig plante, der efter en lang pause er ved vinde indpas i haverne igen. Gult har længe været ude af havens bede, men er på vej ind igen. Her dyrkes den økologisk i køkkenhaven. Vidste du, at gul er den farve, der tiltrækker flest insekter.

Haven betragtes i 2020 ikke længere som et sted at finde ro og fred, men et sted med et længere rækkende formål. Mange af de opremsende tendenser for det kommende haveår er præget af en ny generation af unge haveejere, der vil bringe haven ind i en moderne kontekst med øget bevidsthed om klima og bæredygtig livsførelse. Tænk, hvis dette kunne blive en af det kommende årtis megatrends! Man bliver helt glad ved tanken, ikke?

Trends for 2020

Potteplanter vil være i centrum når boligen indrettes

Haven er for alle, også for dem der bor småt. Grønne altaner og hængende haver vinder frem

Genbrug af materialer og ”Gør det selv projekter” sætter sit præg på havens stil

Den grønne indretning af hus og have har et strejf af historie og etnicitet

Bæredygtigt havebrug og kompostering er i høj kurs i 2020

Havens design og elementer skal have lavt vedligehold og være langtidsholdbar

Planter der udfylder et dobbelt formål foretrækkes frem for planter, der kun er til pynt

I udendørskrukker plantes gråløvede planter sammen til en rolig og afdæmpet dekoration i den mere minimalistiske trend.

Haven dyrkes økologisk

Helle Troelsen

Leave a comment

Related Posts

Om Troensehaven

Helle Troelsen er havearkitekt og indehaver af Troensehaven. Troensehaven henvender sig til private haveejere, til offentlige og private virksomheder i hele landet, som søger en havearkitekt til design af haverum.

Kommende arrangementer

Der er ingen kommende begivenheder på dette tidspunkt

Nyhedsbrev

Jeg skriver både her og hos Jysk Fynske Medier om livet i haven. Meld dig til her og få seneste nyt.