I de forgangne uger har vi haft de smukkeste morgener her i Troense. Her var været koldt og rimfrosten har ligget knitrende over alle havens planter.
Det smukkeste har været, når solens stråler lige titter op bag trætoppene, og stadig ikke har nået at kaste sine varmende stråler på haven. For så står alt så krystalklart i det blide morgenlys.
Dyrene i haven står også klar. Vores tamme fasan Henry og hans mange koner venter sultne på, at jeg skal finde foderet frem, så de kan få stillet deres sult. Henry står foran døren til tegnestuen og stirrer på vinduerne, indtil jeg viser mig i pyjamas og morgenhår.
Hønsene har længe stået ude foran døren og ventet på, at vi står op. Katten Sofus har sin faste plads oven på cykelstativet ude foran huset, hvor den har et godt indkik gennem vinduet til døren ind til soveværelset. Når den går op, er Sofus klar ved hoveddøren og vil ind og have mad.
Jeg tøffer ud i køkkenet og giver katten mad, stikker derefter de bare tæer i træskoene og begiver mig i pyjamas og med morgenhår over i skuret for at hente foder til høns og fasaner. Jeg føler mig lidt forfulgt, for hele flokken af høns og fasaner følger efter mig i gåsegang fra hus til skur til fodertrug.
Selv de små fugle i haven og rækken af skovspurve på gavlen af huset, holder øje med, at jeg kommer ud og smider lidt frø i deres foderhus.
Med søvn i øjnene, får jeg i disse smukke morgener øje på lyset, den knitrende rimfrost og alle blomsterne, der strutter så flot i havens bede. Særligt smukt er det, når den lave sol kaster sine stråler gennem kronbladene. Så kan man rigtig se farverne og formerne i hver enkelt blomst, og jeg falder i staver. Så er det nu, at jeg suser ind efter mit kamera og den første og bedste trøje, der hurtigt trækkes over pyjamassen. Og så foreviger jeg det smukke skue, lige indtil Sofus minder mig om, at det er kontortid.
Lige så snart jeg har klædt om, hentet mig en kop kaffe og er klar til at sætte mig ved tegnebordet, så har Sofus allerede indrettet sig mageligt som kontorkat. Lige så lang og slasket som han er, har han lagt sig hen over tegnebordet fyldt med farveblyanter, computer, bøger og papir. Han venter på, at jeg sætter mig til rette og arbejder. Går der for lang tid, så henter han mig. Så spinder han på livet løs, lægger sig til at sove efter en lang og aktiv nat udenfor. Jeg vågner lige så stille op, og er nu klar til at tage fat på dagens opgaver.
Sådan starter de fleste morgener her hos mig. Jeg kan nogle gange komme i tvivl om, hvem der egentlig har taget styringen her på vores matrikel.
