Jeg fik en dag en mail fra en dame, der pludselig var blevet meget usikker på, hvad man egentlig kan smide på komposten. Hun havde tidligere haft rotter i komposten, og blev anbefalet af kommunen ikke at skille sig af med grønt køkkenaffald på komposten, for det forsyner rotterne med føde.
Det er ganske rigtigt, at når man er plaget af rotter, skal man være ekstra varsom med at smide sit køkkenaffald i komposten, og aldrig smide kogte grøntsager eller animalske fødevarer deri. Er det en åben kompost så har rotterne fri adgang, og holder man sig striks til kun at kompostere grønt køkkenaffald såsom kartoffelskræller, porretoppe osv. sammen med haveaffald i øvrigt, så burde det ikke være et problem. Er man alligevel meget plaget af rotter, så kan man for en sikkerhedsskyld anskaffe sig en lukket kompostbeholder, hvor man monterer et metalnet i bunden af den, som går lidt op af kanten. Så har rotterne svært ved at få adgang til komposten.
Jeg har selv oplevet et efterår, hvor rotterne i stor stil guffede nedfaldsfrugt i sig, som jeg havde smidt på komposten. Jeg måtte køre det hele på genbrugsstationen, og samtidig blev der igangsat rottebekæmpelse. Det hjalp.