Nu er det rabarbertid, og derfor bager jeg altid denne rabarbertærte, der bygger på en gammel klassisk opskrift. Jeg kan godt lide at forny og prøve andre ingredienser i nye sammensætninger. Denne gang har jeg tilført rabarbertærten pecan-nødder. Det viste sig at være en rigtig lækker kombination.
Jeg er sådan indrettet, at jeg helst skal have noget crunchy, i den mad jeg spiser, jo mere jo bedre. Nødder i alle afskygninger puttes derfor ofte i kager.
Mørdej:
150 g koldt smør
200 g hvedemel
75 g flormelis
1 æg
Hak smørret i mel og flormelis. Kom ægget i og saml dejen hurtigt. Pak den i husholdningsfilm og lad den hvile ca. 2 timer i køleskab,
Fyld:
1 bundt rabarber (Ca. 500 gram)
1 god håndfuld pecan-nødder
150 g sukker
1 stor tsk. vaniljesukker
Rens rabarberne og snit dem i 4 cm lange stykker. Put dem i en skål og hæld sukker og vaniljesukker over, så det trækker i et par timer.
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 175 grader.
Smør en tærteform grundigt med smør.
Rul dejen ud og beklæd formen hermed. Fordel rabarbersnitterne over dejen og læg pecan-nødder ovenpå. Smuldr resten af dejen af mørdejen over, hvis der er lidt i overskud.
Drys med lidt sukker og bag tærten i ca. 35 minutter.
Drys flormelis over lige inden serveringen og spis flødeskum eller cremefraiche til.