Ny køkkenhave med økologisk dyrkning i sædskifte

(Denne artikel har været bragt i Jysk Fynske Mediers magasin “Livsstil”)

Jeg har i mange år dyrket køkkenhaven i en kombination af et 6-årigt sædskifte i en blandingskultur af sommerblomster, krydderurter og grøntsager. Det er et nøje planlagt system der har fungeret fra år til år, og som helst ikke skal forstyrres. Men i år har jeg lavet helt rav i den, for jeg har ændret den 200 kvadratmeter store køkkenhave fra faste bede på jorden til højbede i stål. Så nu skal jeg begynde forfra.

Sådan var min køkkenhave før

Jeg har altid dyrket køkkenhaven i bede med en bredde på 1,20 og med forskellige længder, der passer til omkredsen af køkkenhavens rum. Min nuværende køkkenhave er lang og smal, fordi det passede bedst sådan, nu hvor vi anlagde køkkenhaven bagerst i haven ved siden af den gamle æbleplantage. Den bagerste del af haven har derfor en funktion som nyttehave, for helt bagerst er også nøddehegnet, komposten og hønsegården. Det er også her, at vi godt må rode med kævler, kvas, stenbunker og ukrudt. Det gør selvsagt nytte for insekter, dyr og padder i haven, for dem skal vi også tænke på.

Der er ikke ændret noget på størrelsen af køkkenhaven, heller ikke på, at den er omkranset af et espalierhegn med frugttræer og velegnede bær og frugtbuske til espalier.  Køkkenhaven er således omgivet af et tæt og frodigt hegn af planter, der giver et super godt klima i køkkenhaven. Her er læ og lunt, og denne velfungerende ramme ændrer jeg ikke på.

Men indenfor rammen sker der en masse omlægning.

Mellem bedene var der tidligere træflis. Jeg har egentlig været meget glad for den løsning, for det passer så fint ind til stilen i resten af haven, hvor det underbygger det naturlige look. Men flisen nedbrydes lige så langsomt, især når hønsene og fasanerne skraber rundt i bedene og leder efter orm og biller og kommer til at rode jord sammen med flis. Så taber de en klat hist og her, og så går nedbrydningen af flisen i gang. Jeg kunne også vælge at holde dem ude, men med høns, der kan flyve, så er denne løsning ikke gangbar.

Sidste år var stierne sidst på sæsonen blevet højere end bedene. Man gik ligesom op i køkkenhaven i den ene ende, hen over en lille bakketop og endte nede i drivhuset i den bagerste ende.  Det holder jo ikke i længden, så i år måtte vi gøre noget drastisk. Enten skulle vi starte forfra med etablering af flis-stierne, og så se på at hønsene fortsat perrer det hele sammen, eller også skulle vi sørge for effektivt at adskille sti fra bed og derfor anlægge en køkkenhave med højbede.

Det var en svær beslutning, for jorden i bedene var virkelig god, løs i strukturen og fyldt med orme og andet dejligt krible-krableliv. Vi dyrker efter no-dig metoden, hvor det er forbudt at grave i jorden og at betræde den. Når den blev klargjort i foråret, kunne vi nøjes med at fjerne det grove uomsatte vinterdække af georginetoppe og visne blade, lægge lidt velomsat kompost på bedene og blot trække kultivatoren gennem overfladen, så det værste ukrudt blev fjernet. Så var vi klar til at så. Men sådan bliver jorden i de nye højbede også.

Sådan bliver køkkenhaven anlagt nu

Vi besluttede derfor at dyrke køkkenhaven i højbede lavet af jern adskilt af stier belagt med stigrus. Højbedene er 25 cm. høje og vil kun række 15 cm op, efter udlægning af ukrudtsdug og stigrus. Bedenes størrelse har vi også ændret på, så vi får lidt flere, men mindre bede.  Og så er det jo, at der går kuk i sædskifteplanen i bedene. For jeg gravede alle stierne fri for jord, der mest bestod af sammenpresset omsat flis med lidt hønsemøg og muldjord blandet imellem, ret næringsrig men kompakt. Det blev til 43 km i benene med trillebøren – talte skridttælleren, dog fordelt på mange dage. Og det blev til en bunke så stor bagerst i haven af flere tons fed næringsrig jord og en hulens masse overskårne regnorme, der måtte lade livet fordi jeg ødelagde deres ormegange og forbindelser mellem bedene.

Højbedene blev samlet og placeret, og jorden blev kørt tilbage. Det er faktisk ret utroligt, at ”regnestykket” gik op. Jeg havde jord nok til at fylde alle bedene. Da den sammenpressede jord fra stierne giver en masse hårde jordknolde, så må jeg kæmpe en kamp med greben for at slå dem i stykker. Og det tørre vejr gør det bestemt ikke nemmere. Jeg tager et højbed ad gangen og iblander velomsat kompost fyldt med orme. Så må det være ormenes tur til at grave videre og gøre det sidste arbejde med at gøre jorden porøs ved at etablere nye ormegange. Og så vil jeg hjælpe til gennem hele vækstsæsonen med at dække jorden med græsafklip, halm, kulsukkerblade og andet grønt, så ormene fodres med plantemateriale, som de kan trække med sig dybt ned i gangene i jorden.

Til efteråret vil jeg være særlig omhyggelig med at lægge et godt lag vinterdække af plantematerialer, visne blade og georginetoppe, når georginebedet ryddes for knoldene.

Hvis nu jeg ikke havde jord nok selv, ville jeg skaffe et læs harpet muld i god kvalitet. Det betyder, at det skal være muldrig overfladejord uden synligt ukrudt og ikke affaldsjord med murbrokker, senegræs og andet skidt fra byggepladser. I den harpede muld vil jeg blande ¼ jordforbedring bestående af velomsat kompost eller hestemøg.

Blandingskultur og sædskifte

Jeg fortsætter med at dyrke i køkkenhavens bede ud fra princippet om blandingskultur og sædskifte, for at forebygge, at der ikke opstår jordtræthed. Det opstår, når afgrøder dyrkes gennem lang tid på samme sted. Denne erfaring har bønderne haft i mere end 1000 år, og derfor opfandt vores forfædre trevangsbruget og tilførsel af gødning. I trevandsbruget anvendte man skiftevis den ene vang til vintersæd, den anden til vårsæd, mens den tredje lå brak eller blev benyttet til græsning for kreaturer. Dengang kunne jorden få lov til at hvile ud og samle kræfter.

Her er link til en artikel om at få succes med afgrøder og blomster i køkkenhaven. https://troensehaven.dk/2020/05/11/guide-til-succes-i-koekkenhaven/

Sædskifte som system

I en lille intensivt dyrket køkkenhave skal en mangfoldighed af grøntsager, blomster, urter og bær trives, derfor dyrkes planterne i et sædskifte, altså i en systematisk rækkefølge. Der ligger en masse forskning bag begrundelsen for sædskifte. Grøntsagerne optager f.eks. forskellige mængder af næringsstoffer fra jorden. Der er dem, der er meget næringskrævende, dem der har middelstore krav til næring og dem, som ikke har så store behov for næringsstoffer.  I et velgødet bed dyrkes første år ”grovæderne”, andet år midtergruppen og tredje år de planter, der stiller mindst krav og kan nøjes med det, der er tilbage.

Denne dyrkningsform har i mange århundreder haft sin berettigelse, men man har så fundet ud af efterfølgende, at jordtræthed ikke alene skyldes planternes forbrug af næringsstoffer. De optager ikke kun næring fra jorden, men udskiller også forskellige stoffer fra deres rødder, der ophobes i jorden, hvis de samme planter dyrkes gennem længere tid det samme sted. Og der vil således ske en opformering af sygdomme og skadedyr, da mange skadevoldere er tæt forbundet til den enkelte art eller plantefamilie. Man må derfor ikke plante f.eks. planter fra skærmblomstfamilien i det samme bed år efter år. De skal rotere med andre planter af en anden familie. I et sædskifte rokerer de således rundt år efter år i et cirkulært system, hvor køkkenhavens bede deles op i forskellige ”kvarterer” opdelt efter plantefamilier. Ærter skal f.eks. have en dyrkningspause på mindst 5 år, så derfor rokerer jeg mine afgrøder rundt i et 6-årigt sædskiftesystem.

Planter der rokerer i et sædskiftesystem

Plantearter fra samme familie trives også ofte dårligt sammen, f.eks. hvis man planter ærter og bønner ved siden af hinanden, eller løg og porrer, kartofler og tomater. Derfor fordeler jeg plantefamilierne i to bede, der roterer parvis, og mikser dem sammen med planter fra andre familier, der viser sig at have gode egenskaber som nabo, da de fremmer vækst og sundhed, eller afskrækker skadedyr.

Plantefamilier i køkkenhaven

Jeg nævner her eksempler på spiselige afgrøder og enkelte sommerblomster. Jeg har mange flere sommerblomster i køkkenhaven, som jeg placerer i sædskifteplanen ud fra deres bladvækster og tilhørende plantefamilie.

Ærteblomstfamilien:
Ærter, hestebønner, stang- og buskbønner og lathyrus (Lathyrus er ikke spiselig – er giftig og bruges kun som sommerblomst til pynt).

Korsblomstfamilien:
Hovedkål, rosenkål, blomkål, toskansk kål, broccoli, grønkål, kålrabi, kålroe, majroe, knudekål, radise og rucola.

Natskyggefamilien:
Kartoffel, tomat, chili og aubergine.

Skærmplantefamilien:
Gulerod, pastinak, bladselleri, knoldselleri, persillerod, fennikel, persille, kørvel, dild, koriander, gulerodsblomst og kongekommen.

Løgfamilien:
Kepaløg, skalotteløg, hvidløg, porre, forårsløg og purløg.

Amarantfamilien:
Rødbede, spinat, sølvbede, bladbede og amarant.

Græskarfamilien:
Agurk, græskar, squash, melon.

Kurvblomstfamilien:
Salater, skorzoner, jordskok, morgenfrue, tagetes, cosmos og solsikke.

Blandingskultur som i naturen

Så for at gøre det mere kompliceret, supplerer jeg derfor sædskiftet med blandingskulturer, hvilket betyder at jeg blander blomster, urter og grøntsager, ligesom når planter i naturen vælger at bo ved siden af hinanden, fordi de supplerer hinanden. De plantes tæt sammen, så de tilsammen dækker jorden og holder på fugten. De bredbladede vækster vokser ved siden af de langbenede vækster. Vækster med bredt rodsystem sammen med vækster med lange, dybe rødder, så ingen planter undertrykker hinanden. Planterne sås side om side med planter, der fremmer vækst og sundhed, eller som forebygger sygdomme og afskrækker skadedyr, fordi de udskiller forskellige stoffer, enten via dufte eller via rodsekreter. Nogle planter trives simpelthen ikke i sammen med visse afgrøder, og andre elsker at vokse i hinandens selskab.

I min have har jeg erfaret, at anisisop holder kålsommerfuglen væk fra kålene, at hvidløg mellem jordbær reducerer skimmelangreb, og at dild og gulerødder har en gavnlig virkning på hinanden og fremmer smagen. Sidstnævnte planter tilhører samme skærmplantefamilie, og kan derfor plantes tæt sammen i et sædskiftesystem.