Vortemælk er en god selskabsplante

(Denne artikel har været bragt i Jysk Fynske Mediers magasin “Livsstil”)

Vortemælk (Euphorbia) er den plante der inficerede mig med havebacillen, da jeg var 7 år gammel. Det var nærmere bestemt sorten Euphorbia characias, en meget høj og bred vortemælk med de mest utrolige brune øjne på stilke. Den var plantet i en krukke i ”The sunken garden” ved Great Dixter i Sydengland, hvor jeg var på endnu en af de kedelige haveture med mine forældre. Jeg var blot en lille pige, der længtes efter at få en is, når hele dette havehalløj var overstået. Jeg må have været et mareridt at have med på slæb, for mine forældre parkerede mig ved siden af denne plante, der stod i en krukke, og bad mig om at blive siddende til de kom tilbage.  Så ville jeg få den største og bedste is, jeg kunne tænke mig. Men det viste sig, at der var endnu større fristelser i haven ved Great Dixter.

Min verden ændrede sig, og haveglæden opstod

Min verden ændrede sig fra netop denne dag. Jeg fik øje på blomsternes fantastiske univers, for jeg blev jo ikke siddende, hvor jeg var parkeret, men begav mig på egen hånd ud i en drøm af en have så stor, mangfoldig og vild, at jeg blev væk, både fysisk og i drømmenes univers. For blomsterne var forskellige fra hinanden, de havde forskellige farver, støvdragerne var ikke lige lange, nogle duftede og andre var fyldt med sommerfugle og brumbasser, der satte summende vibrationer i gang inde i ørerne på mig. Nogle blomster var højere end mig, så jeg kunne blive helt væk, og andre kom jeg til at træde på, for de voksede hen over jorden. Sikke et eventyr at gå på opdagelse i.

Jeg blev efterlyst, og en ældre herre fandt mig midt i et bed med Euphorbia, for jeg opdagede, at netop disse slags havde helt andre ”øjne”, der ikke var brune men lysegrønne. Jeg husker så tydeligt den dag, hvor det snurrede i min mave af eventyr og forelskelse, og jeg tænkte, at sådan en have vil jeg bo i, når jeg engang bliver stor. Drømmen startede således med Euphorbia.

Euphorbia – et planteportræt

Euphorbia tilhører en af de største planteslægter i Vortemælk-familien med over 5.000 arter. Den vokser vildt over det meste af kloden, og de fleste af dem er tropiske planter, der vokser under lune himmelstrøg. Derfor er nogle af dem bedst egnet som stueplanter på vores himmelstrøg. En af dem er julestjernen (Euphorbia pulcherrima). Underligt nok, for jeg har svært ved at se ligheden mellem en julestjerne og de Euphorbia, der bor i min have. Ens for dem alle er, at de indeholder en karakteristisk hvid mælkesaft, deraf navnet vortemælk. Saften fra euphorbia er giftig, og derfor skal man altid huske at vaske hænder, hvis man får den hvide mælkesaft på sine fingre.  

Euphorbia som god selskabsplante i bedene

Der findes heldigvis en del vortemælk, der kan gro ude i haverne i Danmark. Den mest kendte er nok forårs-vortemælk (Euphorbia polychroma), der blomstrer i maj/ juni måned. Den bliver 30 – 50 cm høj og får næsten selvlysende limegrønne blomster, der lyser gevaldigt op i bedene. 

Jeg bruger Euphorbia som et frisk pift mellem stauderne i mine farvekoordinerede bede. De får alle limegrønne blomster med forskellig farveintensitet. Fælles for dem er, at de matcher stort set alle nuancerne i det hvide-, rosa-, blå/lilla eller purpurfarvede bed samt i skovbedets skyggefulde område i haven. Der findes nemlig sorter og varianter, der passer til både sol og skygge. Her er et udpluk. 

Løvfældende sorter

Der findes både stedsegrønne og løvfældende sorter. Forårsvortemælken hører blandt de løvfældende, men er meget tidligt fremme med skud i foråret. Her skal man være tidligt ude for at klippe det gamle visne løv tilbage, inden nyvæksten starter.

En løvfældende sort er også Kær-vortemælk (Euphorbia palustris), der er en af de høje løvfældende sorter, for den kan blive næsten 1 meter. Den sår sig overalt i haven, hvis den får lov, eller hvis man glemmer at klippe frøstandende af inden de modner. Jeg graver mange småplanter op hvert forår og smider dem på komposten, for de har pælerod og er svære at flytte på. Nogle gange dukker de op et sted, hvor de egentlig er ret fine, fordi de dækker for noget kedeligt.

En anden løvfældende sort er cypresvortemælk (Euphorbia cyparissias). Det er en lav, krybende sort, som man bruger som bunddække særligt i naturhaver. Det er en hidsig fætter, for har man den først i sine bede, så er den svær at slippe af med. Den filtrer sig ind mellem rødderne på de andre planter i bedet. Jeg synes at den er meget køn i det tidlige forår, hvor den dækker en ellers bar brun jord med de fine blågrønne nålelignende blade og limegrønne blomster i toppen. Den trives godt på magre jorder og kan tåle tørke.

Stedsegrønne sorter

Stedsegrønne Euphorbia er nogle af de planter, der giver haven farve og form om vinteren. Derfor planter jeg mange af dem rundt omkring i bedene. Jeg synes, at de stedsegrønne sorter er de smukkeste og de mest karakteristiske at have i bedene, for de akkompagnerer også de andre planter så smukt i vækstsæsonen.

Mange af de stedsegrønne sorter blomstrer på forrige års skud.

Jeg vil selvfølgelig starte med min yndling Euphorbia Charachias, som jeg så i krukken i Great Dixter. I England kan den godt overvintre i krukker, men her i Danmark skal den plantes i jorden, eller krukken skal stilles beskyttet og lunt. I kolde vintre kan den fryse tilbage, så den skal tildækkes. Ellers har jeg altid et par ”børn” stående beskyttet i drivhuset. Den kan blive meget høj med store, tunge blomsterstande, der tynger den mod jorden, hvis ikke den får et stativ at støtte sig til.

Euphorbia Martinii er en krydsning af Euphorbia Charachias og en underart, der har gulgrønne blomster. Den er noget lavere og er så fin, når den fletter sig sammen med den lilla liljeformede tulipan ”Burgundy”.

Euphorbia amygdaloides ”Atropurpurea” er en mørk sort med de fineste purpurfarvede stængler og mørke blade. Det klæder den så fint med den limegrønne blomst, der giver et pift til plantens mørke farve. Jeg har flere af denne sort stående fordelt rundt i mit purpurfarvede bed med blomster i mørke og brændte farver.

Den er flittig til at kaste frø, der spirer i nærheden af planten. Graver man den op, når den stadig er lille, så kan den pottes og vokse sig stor, for senere at blive plantet ud i haven. Den er især fin sammen med de mørke, orange og rødlige løgplanter såsom tulipaner, persisk vibeæg og mørke kransliljer. Senere på sæsonen giver plantes løv et smukt, fylde i bedet, og skaber rolige pauser for øjet, når alt det andet blomstrer i skrappe farver og kæmper om opmærksomheden.

Der er kommet nogle sorter på markedet med brogede blade. Det er ikke alene de limegule blomster, der er dekorative, men også det fine, stribede løv.  Euphorbia ”Ascott rainbow” har et strejf af gul og purpur i striberne, så den har jeg valgt at plante i det purpurfarvede bed. Den formerer jeg ved at tage stiklinger fra sideskuddene, stikke dem i fugtig priklejord i en potte, og placere den i skyggen mod nord. Efter nogle uger har den sat rødder.

Euphorbia “Silver swan” er en hvidbroget type, der passer så fint ind i bedet holdt i hvide nuancer.  Jeg er særlig glad for denne sort, fordi det ikke altid er let at få de hvide toner ind i bedet om vinteren. Og da den er stedsegrøn, kan jeg have den hvide farve markeret her hele året rundt. I foråret er den så fin sammen med hvide tulipaner ”Mount tacoma”, ”Exotic emperor” og ”White triumphator” samt hvide påskeliljer, f.eks. ”Thalia” eller ”Mount Hood”.

I det skyggefulde område i haven har jeg anlagt et skovbed. Op ad en væltet træstamme har jeg plantet en meget livskraftig type Euphorbia amygdaloides var. robbiae.  Den breder sig kraftigt med udløbere, så der er rigeligt at dele af ved at grave udløberne op og potte dem, inden de plantes ud et andet sted i haven.  Den har flotte, rundformede blade og store, lysegrønne blomster. Jeg har luret, at den er god til at tage kampen op mod flerårigt ukrudt såsom skvalderkål.

Til sidst vil jeg nævne den bemærkelsesværdige krybende Euphorbia Myrsitines, der sender sine lange stængler hen over jorden. Ude i spidsen af dem sidder den lime-farvede blomst med et strejf af orange. Hvert forår klipper jeg den tilbage, og så skyder den med endnu flere stængler fra basis af planten.  Den planter jeg i forkanten af bedene.  Denne type vil egne sig fint til stenbedet.