En dame skrev til mig for at høre, om hun må beskære sin store træpæon, der efterhånden dækker helt for stuevinduet. Sikke et problem at have, tænkte jeg i første omgang. Hvem gad ikke kigge ud på så fantastisk en blomst, nærmest som et romantisk maleri lige uden for vinduet. Min første indskydelse var, at hun skulle lade den være, men så kom jeg i tanke om alle de andre måneder, hvor den kun står med blade og grene.
Men man plejer ikke at beskære træpæoner. Det helt særlige ved dem er nemlig deres asymmetriske og noget forvredne vækst med knudrede grene, der gør dem helt særegne. Planten danner sideskud på sidegrenene, som blomstrer i foråret. Hvis den beskæres, får den en mere kompakt og regerlig form, der måske gør den fin og tæt, men fjerner også lidt af det karakteristiske ved planten.
Modsat silkepæoner og bonderoser så skal træpæoner plantes dybt. Den skal behandles lidt ligesom roser ved nyplantning, nemlig at podestedet skal være et pænt stykke under jordens overflade, gerne 10 – 15 cm. Man kan altså grave træpæonen op og plante den dybere, hvis podestedet efter nogle år er kommet over jordoverfladen. Så dannes der nye rødder ved forædlingsstedet, og det giver træpæonen lidt længere levetid.
Men det går nok ikke at grave damens træpæon så langt ned i jorden, at hun igen kan kigge ud ad stuevinduet.
Beskæringen af træpæonen sker bedst i efteråret efter løvfald. Dvs. fra oktober måned. Først skæres alle de tørre grene væk, så man kan få et overblik over formen på planten. Dernæst beskæres de friske grene lige over et sideskud/øje. Jeg vil anbefale, at man ikke beskærer den så grenene bliver lige lange, men prøver at fastholde et lidt mere forvredet og asymmetrisk udtryk.
