Den etablerede have

(Denne artikel har været bragt i Jysk fynske mediers magasin Livsstil)

Ofte kan tid være uvirkelig, særligt når man begynder at anlægge en have fra bunden, og først rigtig skal høste frugten af sit arbejde mange år senere. Der skal ventes mange år på, at et træ vokser sig stort, men knap så længe med at se, at mange af de fine stauder, der blev plantet året før, begynder at fylde i bedene. Uanset lang eller kort tid, så bliver man overrasket over, hvordan det hele egentlig kommer til at se ud. Der er næsten aldrig overensstemmelse mellem de billeder, man har skabt inde i hovedet, og det faktiske resultat, har jeg erfaret.  

Haven i Troense er blevet voksen

Vi startede med at anlægge vores have i 2012. Her otte år efter har træer, buske og roser endelig fået den højde, jeg havde tiltænkt, at de skulle have. Først nu er espaliéret omkring køkkenhaven blevet tæt, og buskene har fået bredde og fylde, så jeg næste år skal begynde at beskære.

Her forleden dag, da jeg gik og arbejdede i haven, så jeg pludselig haven på en helt ny måde. Man kan ikke længere se fra det ene bed til det andet, og alle de fine kig gennem haven, jeg ellers plejede at standse op ved, var væk. Planterne havde taget over, og nu var der grønne og kulørte vægge af smukke planter, der hver især ønskede den fulde opmærksomhed. For de stod der lige for næsen af mig. 

Haven har pludselig ændret sig fra en stor have til mange små hyggelige haverum, med hvert deres udtryk og stemning. Nu skal jeg så vænne mig til at arbejde med en have, som har taget over. Det er det uforudsigelige med tiden der går i haven. Er jorden god, så planterne trives og får vokseværk, så flytter de for alvor ind og tager styringen i haven. Det kan jeg for første gang rigtigt mærke i år.  Haven er ikke længere under opbygning, den er blevet voksen og etableret.

At arbejde med sin have på en ny måde

Jeg kan heldigvis godt lide min have, og den måde den har taget styringen på.  Jeg kan ikke helt komme til derinde i de frodige bede, uden at træde på planterne, eller rive mig på rosernes torne. Så jeg er forvist til plænen, for her kan jeg stadigvæk tage styringen.

Jeg napper hvert år lidt mere plæne, så der kan fyldes endnu flere planter ind i haven. Mon ikke at den bliver til et næsten ufremkommeligt vildnis, som tiden går. For sådan kan jeg egentlig godt lide en have.

Jeg pudser lidt på bedene ved at skære kanterne skarpt med en kantspade, så ser det hele så ordentligt ud udefra. Det er lidt som at pakke bedene ind i en grøn ramme af græs. Men derinde i bedene hersker vildskaben. Nogle stauder æder sig ind på de andre, fordi de er kodet til at kunne brede sig uhæmmet i rodvæksten. Andre har taget magten i et område, fordi det er lykkes dem at smide en masse frø. Deres afkom er vilde med legepladsen, og vokser sig hurtigt til store lømler.

Det skete i år i særdeleshed med den blå knopurt. Jeg satte mig for at redde mange af de mere tilbageholdne stauder og vadede derfor ind i bedet, knækkede og maste nogle fine planter på min vej, for at rykke den blå knopurt op. Så kunne jeg blot konstatere, at det efterlod en masse huller i bedene, jeg straks måtte fylde ud med nye planter. De sarte vækster havde nået at bukke under, for jeg var for sent ude med spaden.

Så er det godt at have et lager

I løbet af sæsonen, når stauderne går i frø, begiver jeg mig derind i bedene igen og napper nogle af de særligt fine, så jeg selv kan styre formeringen af planterne. Dem, jeg høstede sidste år, blev sået da det stadig var koldt i vejret, for mange stauder er kuldekimere, og har brug for en kold periode for at spire. Disse planter er nu blevet så store, at de kan prikles i potter og plantes ud i haven, når de er store nok.

Her i juni tager jeg stiklinger af forskellige buske og stauder, som jeg stikker i potter med så- og priklejord. Snart vil de slå rod og kan plantes ud i haven i efteråret. Mon der så er huller tilbage i bedene?

Jeg har købt mange fine nye sorter af stauder, og også enkelte roser, jeg endnu ikke har kunnet finde plads til. Så de er plantet i krukker og venter blot på, at der opstår et hul i et bed, så de kan vokse sig lige så store og livskraftige som deres kommende naboer.

Men jo mere voksen haven bliver, jo sværere er det at finde huller.

En værdig plantedød

Og så opstår dilemmaet. Hvem skal lade livet for nye planter. Her er min brutale liste over nogle af dem, der måtte forlade livet i haven, og i stedet blive til mad til ormene og voksemedie for alle de andre planter. Det er en værdig død, synes jeg:

Bjergknopurt, bibernelle, staudevalmue, tidselkugler, hvid fredløs, forårsvortemælk, blåkant, mamelukærmebusk ”Barnsley Baby”, trekantsblomst, lodden Løvefod, russisk Mandstro, dagpragtstjerne, jakobsstige, makedonsk blåhat, lammeører, høstanemoner, syrisk rose, hvide og rosa floks, asters, kæmpe marguerit, purpur torskemund, rosenskovmærke, smalbladet klokke, fairy roser, diverse storkenæb og et par silkepæoner, for blot at nævne nogle.

At vedligeholde en gammel have

Jeg er ikke den eneste haveejer, der står i et evigt dilemma, når en gammel have trænger til ny beklædning. Fornyelse skal der til, og der skal kontinuerligt arbejdes med at fuldende udtrykket i vores billede. Flere og flere vælger at lægge sin have om til en vild have, men også her vil der være behov for at træffe beslutninger om at forny og sanere, f.eks. at fjerne selvsåede træer, begrænse invasive planter og forhindre monokulturer i at tage fuldstændig over.

Her midt i juni er haven på sit højeste. Jeg bruger tiden til at overveje, om der nu alligevel skal fældes et træ eller en busk, så naboplanterne kan udfolde sin fulde vækst. Måske vil jeg genskabe kigget på tværs af bedene, for det var nu så fint. Eller jeg skal måske rydde en passage i et bed, og anlægge en fin sti af trædesten, så man kan bevæge sig uhindret og beskue planterne fra en ny vinkel.

Måske skal jeg bestemme, at de gule lupiner samles i et andet bed i haven, for de er finest i selskab med de andre lysegule og lyseblå blomster. 

Jeg skal også holde øje med den mest solbeskinnede del af mit lyserøde ”Tøsebed”, for her er der ikke ret mange lyserøde stauder der trives, af dem jeg selv har valgt. Nu forsøger jeg mig med purpur kongelys i rosa nuancer i selskab med en lyserød, tørketålende storkenæb, en rosa, krybende sedum og et par rosa staudesalvie. Skal haven selv bestemme, så voksede her ikke andet en purpur-torskemund i lilla farver og kæmpejernurt.

Mon ikke at vi finder en vej, så der er plads til os begge – haven og jeg.