Nu er midsommeren forbi, og haven er et overflødighedshorn af søde, friske sommerbær sprængfyldt af vitaminer, smag og farver, der er uimodståelige i en kage.
Jeg er vild med pavlova eller marengskage, som mine børn altid har kaldt den. Det er ikke en kage vi har spist i hverdage eller almindelige weekender, men en kage som serveres til fødselsdag eller andre festligheder. Når den pyntes med spiselige blomster, er pavlova et festfyrværkeri af farver, der klæder et veldækket kaffebord i sommerhaven.
Det skal du bruge til marengsbundene:
1 dl æggehvide
½ tsk eddike
150 g. flormelis
100 g. marcipan
25 g. hakkede hasselnøddekerner
Det skal du bruge til fyld:
¼ liter piskefløde
½ kg sommerbær (jordbær, hindbær, blåbær, og brombær)
Sådan gør du:
Pisk æggehvide, halvdelen af flormelis og eddiken til stift skum. Vend resten af flormelis i og pisk videre til det er helt stift. Marcipanen rives på et rivejern og vendes i.
Læg marengsen i en cirkel på 25 cm på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys hakkede hasselnøddekerner på toppen og bag den ved 150 grader i 35 minutter, så den stadig er sej i midten. Sæt den til afkøling på en bagerist.
Når marengsbunden er helt kold, fordeles flødeskum og masser af sommerbær.
Pynt toppen med spiselige blomster, f.eks. morgenfruer, roser, katost, hornvioler og mynteblomster.